Adam Oehlenschläger


Ridderspøgelset - Poem by Adam Oehlenschläger

Hvor Stormen vældig tuder,
Hist, høit paa Fieldet brat,
En Ridderborg udluder,
Bedækt med Mus og Krat.
De vilde Skovens Fugle
Har der et aabent Buur;
Høit skriger Nattens Ugle,
Fra skiørforfaldne Muur.

De skarpe Tiørnebuske
Fortrænge mindste Sti;
De tunge Skyer ruske
Det høie Taarn forbi.
Den røde Muur sig splitter,
Hiemsøgt af Regn og Vind;
Igiennem Riften titter
Fuldmaanens gule Kind.

Dybt hen i Salen trænger
Da Straalen mat og kold,
Til Væggen, hvor der hænger
Et gammelt rustent Skiold.
Det haver ei sin Lige,
Det er saa tungt i Vægt;
I Arv, i gamle Krige,
Det gik fra Slægt til Slægt.

Naar Maanens første Flammer
Da funkle som i Vand,
Paa Skioldets dybe Skrammer
Og paa den gyldne Rand,
Et Suk sig lader høre
Fra lukte Riddersal,
Og muldne Been sig røre
Dybt i den dybe Dal.

I dunkle Lund det toner,
Som Klokken seent i Qveld;
Da suser Egens Kroner
Om lille Skovkapel.
I dyben Grav det bæver,
Det hvidsler fiernt og nær ,
En Ridder op sig hæver
Med Harnisk og med Sværd.

Han farer ei med Lempe,
Han bryder Qvist og Green.
Den drabelige Kæmpe
Gaaer over Elv og Steen,
Igiennem Tiørn og Hasler,
Krat om hans Brynie slaaer;
Den blanke Plade rasler,
Mens han til Borgen gaaer.

Hvor Skioldet op er stillet
Der standser han igien;
Stivt paa et bleget Billed
Han seer med Længsel hen.
Det er en deilig Qvinde,
En pyntet Ungdoms Brud;
Men Fugtighed og Vinde
Det Meste sletted ud.

Bleg Maanen staaer derude,
Hensender did sit Skin,
Igiennem brustne Rude
Den kysser hendes Kind.
Dybsindig og fornøiet
Paa kiære Contrafei
Han seer, med Graad i Øiet,
Med Smil, og gaaer sin Vei.

I næste Sal han træder
Med Øiet end i Graad,
Saa saare der ham glæder
Forfaldent Huusgeraad.
I Riddersalen vanker
Den Herre, stærk og stor,
Og sætter sig i Tanker
Ved trøsket Egebord.

Da flux hans Øie flammer;
Han iler, vred i Sind,
Mod lukte Rustningskammer
Og sparker Døren ind.
I støvede Spyd han griber,
Da knækkes Stangen let,
Og Dødninguhret piber
I rustne Hielmenæt.

Til Trøst hans Hierte trænger,
Han søger Harpen brat.
Hist i en Vraa den hænger,
Forfalden og forladt.
Før var den Sorgens Tvinger,
Ved en livsalig Røst,
Nu plat forstemt den klinger.
Det skiær ham i hans Bryst.

Hen for sin Viv han træder
Og stemmer den til Klang;
Derpaa han henrykt qvæder
En gammel Kæmpesang.
Imedens Helten siunger,
Vel klinger Harpens Guld,
Hans Qvad i Borgen runger
Saa stærk og underfuld.

Til Kirken nu han iler,
Med lange, tunge Skridt;
Der Midnatsmaanen smiler
Paa Korset, sølverhvidt.
Med Skræk de Straaler bæve,
I Krogen Lyset døer,
Thi tykke Spindelvæve
Alt skiuler med et Slør.

Huult lyder Vindens Brusen
I gamle Sakristi,
Høit synger Riftens Susen
Et evigt Litani.
I Choret Roser vilde
Dog over Altret groer,
Sin Vei en Sølverkilde
Fandt i forfaldne Chor.

Naar Østen frem da luer,
I Taarnet Aanden gaaer;
Mørk han til Jorden skuer,
Som end i Taage staaer;
Han Folk i Arbeid finder,
Det kalder Trællefærd,
Og pludselig forsvinder,
Med Haanden paa sit Sværd.

Naar Solen da fremsmiler,
Har Natten sagt Farvel,
Til Marken Bonden iler,
Men er ei længer Træl.
Og Borgeren ei sukker
Forkuet og forladt;
Ei dybt for Ridderen bukker;
Nu har han selv en Hat.

Listen to this poem:

Comments about Ridderspøgelset by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 25, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]