Johan Ludvig Heiberg

(1791-1860 / Denmark)

Slutningssang - Poem by Johan Ludvig Heiberg

I Ungdoms Dage
Med Mod i Blikke
Man Alt sig venter
Af Eventyr.
En elsket Mage
Enhver dog ikke
Lyksalig henter
Ved Eventyr.
Ja Daarskab frelser den unge Mand,
Som ei tør stole paa sin Forstand;
Hans Hjerte tænker
Paa Rosenlænker,
Og dem ham skjænker
Et Eventyr.

At sukke, knæle,
Ja døe romantisk,
Det artigt klinger
I Eventyr.
Men lyve, stjæle,
Mens vild, bacchantisk
Man Andre tvinger
Til Eventyr,
Det pleier end i den Verden skee,
Som skildres ei af La Motte Fouqué.
Men selv i denne
Kan Hjertet kjende
Sin bedste Frænde,
Sit Eventyr.

Adresavisen
Jeg ikke bytter
For smaa Romaner
Og Eventyr;
Den smelter Isen
Om Iis-Gemytter,
Og Veien baner
Til Eventyr.
Den taler selv de Forlibtes Fransk,
Som Hjertet føler saa varmt, saa dansk;
Den faaer Procenter
Og gode Renter
Ved Subscribenter
Paa Eventyr.

Sex hundred Daler
Med blanke Kroner,
Ak! alle disse
Var Eventyr!
Man anbefaler
Sig med Pensioner,
Men har tilvisse
Kun Eventyr.
Man spidser Næsen paa Gryn og Smør,
Men faaer de Løgne, som selv man gjør.
Det har ei Fare,
Naar Elskov bare
Maa længer vare
End Eventyr.

En tæt Forening
Af Ord og Toner
Sit Arbeid sender
Paa Eventyr.
Men De, hvis Mening
Det Hele kroner,
Først rigtig ender
Vort Eventyr.
Ja, Glæde bliver vor Frygt, vor Sorg,
Og disse Mure vor Rosenborg,
Naar De, hvis Øre
Vor Sang skal røre,
Vil ofte høre
Vort Eventyr.

Listen to this poem:

Comments about Slutningssang by Johan Ludvig Heiberg

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, July 20, 2012

Poem Edited: Friday, July 20, 2012


[Report Error]