Schack von Staffeldt


Ynglingen fra Megæra - Poem by Schack von Staffeldt

Til Corinthus fra Megæra iler
Flink en Yngling i sin Blomstertid,
I hans Barm end Tvivlens Opstand hviler,
Med Fornuft hans Sands er ei i Strid.
Mens han Phantasiens Bæger tömmer
Ak! og troer at eie hvad han drömmer,
Ingen röbt Tilsyneladenhed
Döer tillige med hans Fred.

Kun een Trang hans dybe Selv bevæger,
Og til noget Stort han troer sig kaldt:
Tömme vil han ogsaa Sandheds Bæger,
I sit Jeg han vil indfatte Alt,
I Naturens indre Værksted trænge,
Gribe raskt i Verdenharpens Strænge,
Og den store Apollonius
Kaarer han til Genius.

Denne Vise over Jordens Skranker
Svang sig ved guddommelig Magie,
I sit Blik det Heele han indsanker
Og for ham bestaaer ei Tryllerie:
Stormen træder op hans Bud at höre,
Gode Aander hvert hans Vink udföre,
Og selv Döden ved hans strænge Lov
Slippe maae sit grebne Rov.

25Ved den Viises Fod Menipp sig sætter
Og med stor Forventning hörer til,
Naar hans Mester Slutninger indfletter
Og ved Love styrer Tankers Spil.
Men den förste Dag han allerede
Synes sig forvildet paa en Hede,
Og han veed ei meer hvorfra, hvorhen,
Svimmel ved Begyndelsen.

Uden for Corinthus, blant Plataner,
Sprudler frem et eensomt Kildevæld,
Did han tidt fra mystiske Thyaner
Vanker hen med tvivlbestormet Siel;
Og mens Vandet over Steene spiller,
Bölgens Sang hans indre Oprör stiller,
Og mens Fuglen qviddrer paa sin Qvist,
Faaer den gode Yngling Rist.

Og en Dag ved eensom Kilde möder
Han en Qvinde i sin Ungdomsvaar,
Dobbelt skiönne hendes Kinder glöde
Bag det bruune, let udslagne Haar.
45Skiön som Kunstens höiere Naturer,
Stod hun der i himmelske Conturer,
Og som Sölverskum ved Havets Kyst,
Bölged' hendes Svanebryst.

Undrende Menippus længe stirrer,
50 For hans Öie blev det som et Slör,
I hans Hierte hver en Fiber dirrer
Og hans Tinding dreier sig saa ör.
Ah! er du den Najas som udgyder
Dette Væld og mödig Vandrer fryder,
55 O tillad rnig da at takke dig,
Thi du qvæger ogsaa mig.

Skiönne Yngling, svared' hun, jeg ikke
Denne klare Kildes Najas er,
Dödelig som du, jeg kom at drikke
Bölgen i den svale Skygge her.
Under hendes Brynes höje Buer
I det samme Blik i Blik fremluer,
Dog der noget Skummelt var
I det vilde Öienpar.

Han ei mærker det, men, skiönne Qvinde,
Hvidsker han, med söd Blufærdighed
Sæt dig her, hvor Sölverbölger rinde
Med dit Billede til Havets Bred.
Snart de gaae til fierne Kysters Grotter,
Og paa nye henrykte Cypriotter
Venus — Anadyomene see
Födt paa Bölgeskummets Snee.

Men hun smiler og med Liljehænder
Fra det vilde Haar hans Kind befrier,
Og mens den i Purpurluer brænder,
Aander hun paa den en let Sephir:
Ak! men Lue hun i Lue vækker,
Og idet hun ömt ham til sig trækker,
Döer hver Tvivl ved hendes matte Smiil
Og ved hendes Tales Piil.

Frygt, o Y ngling! Stoa og Pöcile,
Tanken er Naturens, Glædens Mord;
Kun ved denne Barm er Fryd og Hvile,
Denne Giord er Glædehimlens Giord.
85Skiönne, spæde Yngling, op at nyde!
Ei at samle, men i Alt henflyde!
Kun ved Tab og Gaver er du rig,
Salig og guddommelig.

Saa med Ord hans Uskyld hun besnærer
Og indsuger hans forladte Siel,
I hans Indre mystisk Trang opgiærer
Og fra Dybet sprudler Glædens Væld.
Ved en fremmed Magt Platanens Greene
Böiede, omhegne dem alleene,
Og i raskt, harmoniskt Nervespil
Han i Alt oplöses yil.

Seent, ved Nöie stille og fortroelig,
Ved hans Arm, hun træder frem igien:
Seer du ikke hist en dorisk Bolig?
För han havde ei bemærket den.
Om det blöde, rosenströede Leie
Glæder og Begiær sig stedse dreie,
Hist i Luften er hvert Aandedrag
Kiælen Længsel og Behag.

Med et Kys, hvorved hans Indre dirrer,
Drager hun ham did med Elskovsmagt,
Snart hans hvilelöse Öie stirrer
Paa den fiine Smag og rige Pragt.
Al den Glæde Phantasien drömmer
Der i hans beruuste Sands indströmmer,
Salig döende i Nydelsen,
Lever Attraae op igien.

Men en Dag, da Middagssolen brænder,
Under Torvets kiöle Porticus
Möder han, og Blussel Kinden tænder,
Den forladte Apollonius.
Blid alvorlig, denne ham advarer
Mod den Magt som ham i fiine Snarer
Fra Naturens og fra Viisdoms Skiöd
Drager ned i Ruus og Död.

O tilgiv mig, at en anden Lærer
Förte mig til Viisdoms Helligdom,
Ikke meer jeg savner og undværer,
Og min Barm er ikke kold og tom.
Menneskets Triumph det er at nyde,
Ei at sarnle, men i Alt henflyde,
Aldrig nöiet, evig i Begiær,
Det olympisk er.

O forförte Y ngling, som ei kiender
Falsk og sledsk Tilsyneladenhed!
Kunstigt Tryllerie dit Öie blænder
Og du drömmer paa en Afgrunds Bred.
En af de berygtede Empuser
Dig saa södt med giftigt Kys beruser,
135 Og vil ende al den kiære Svig
Med at blodudsuge Dig.

För mig did, hvor dette falske Nöie
Til Fordærvelse indspinder dig,
Med eet Ord jeg blæser fra dit Öie,
Fra dit Hierte Tryllesyn og Svig.
Da de mod den skiönne Bolig haster
Og et Blik paa dem Empusen kaster,
Döden over hendes Ansigt gaaer,
Skræk opstormer hendes Haar.

Men den Viise mystisk Skik fuldförer
Og angriber velbefæstet Svig,
Dödningbleeg, den gode Yngling hörer
Himmelbuen briste over sig.
Guldet brat fra brustne Muur forsvinder,
Rosen fra Empusens gustne Kinder,
Og han seer et ækelt Spögelse
I et siunket Mausolee.

Men fortvivlet Ynglingen udbryder:
Stands din Grumhed, frelsende Barbar!
Gift og Död fra dine Læber flyder
I den Himmel, hvor jeg salig var.
Kan du ikke mig saa södt bedrage,
O saa giv mig mit Phantom tilbage!
Lad mig döe med södtforgiftet Bryst,
O saa döer jeg dog i Lyst!

Listen to this poem:

Comments about Ynglingen fra Megæra by Schack von Staffeldt

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Friday, June 22, 2012

Poem Edited: Friday, June 22, 2012


[Report Error]