Holger Drachmann


Ad Kendte Veje - Poem by Holger Drachmann

O hvor hvert Fjed dog er gammeltungt,
Naar Vejen skal trædes tilbage;
Trittet var let, saa tyveaarsungt,
Da det gik mod de dejlige Dage.
Liden Fugl paa vor Vej
Havde travlt med at synge
Sin Elskovssang;
I hver Bøgetræsgynge
Var Legen i Gang. —
Nu synges, nu leges der ej.
Kun de susende Graner har endnu Røst,
Og det lyder som oprørt Vand;
Det tegner mod Høst.

Elskede! ak, den dobbelte Klang,
Som strider i denne Kalden:
Sangfuglelatter fra korngul Vang
Og hulkende Skovvandes Falden!
Nu er Sommeren væk
Og kun Høsten tilbage,
En Middelhøst;
Kun en Afglans af Dage
Med kummerlig Trøst,
Et Billed med falmede Træk.
Og jeg trykker det blegede Blad til min Mund.
Der er dobbelt og stridende Lyst
I Afskedens Stund.

Nej, jeg vil ej som den Klagende staa,
Naar intet dog kan forandres;
Heller ad høstgule Gange gaa,
Naar Stierne dog skulle vandres.
Der er Kraft i den Luft,
Som fra Granskovens Naale
Min Aande naar;
Gennem Høstsolens Straale
Et Farvevæld gaar,
Hver Blomst har forstærket sin Duft.
Lad kun Vaaren forstumme; her spirer et Frø.
Jeg har Sange i Hjertet endda;
De kan aldrig dø.


Comments about Ad Kendte Veje by Holger Drachmann

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, October 13, 2010



[Report Error]