Af Sted Poem by Poul Martin Moller

Af Sted

Farvel, min velsignede Fødeby!
Min Moders Gryde ryger i Sky,
Min Faders Kvie gumler i Stald,
Min Søsters Hane sover paa Hald.
Jeg vil løbe min Vej.

Farvel, du min Farfaders gamle Hus!
Hav Tak for Øl af vort Gildekrus,
For Dørtræet, hvor jeg med Ranglen sad,
For Moders Mælk og for Tyggemad
Og Springom i vor Lo.

Lerstampede Gulv, hvor med Skjorte paa
Jeg lærte krybe, jeg lærte gaa!
Nu kedes jeg plat ved saa stakket Gang,
Og Stuen bliver mig alt for trang.
Jeg maa løbe min Vej!

Lad Oksen bindes ved Husmands Plov,
Jeg priser den vildene Hjort i Skov.
Naar Anden rokker i Rendesten,
Er den snehvide Maage dog vel saa ren
Mellem Himmel og Hav.

Jeg vandrer og sejler foruden Ro,
Jeg slider vel hundrede Saaler af Sko;
Al Verdens Kringel og snurrige Bold,
Baade hvor den er varm, og hvor den er kold,
Vil jeg rigtig bese:

Appelsiner og Druer og Granens Tap,
Frøkener, Fruer og Ridder og Knap!
Jeg vil glide paa Skier ved Nørrepol
Og gaa nøgen for Otaheitis Sol
Med en Krans af Koral.

Sin Skæbne frister den friske Mand,
Kanske jeg som Ridder fra fremmed Land,
Med snehvide Heste for Gyldenkarm,
Kommer hjem med en Kongemø i min Arm
Til min Moder igen.

For det første den rygende Grød jeg flyr
Og synger op ud i vildene Skyer:
Hurra, blaatrøjede danske Knøs!
Hejs Pjalten i Vejret og Skuden øs!
Snart vi flyver af Sted.

COMMENTS OF THE POEM
READ THIS POEM IN OTHER LANGUAGES
Close
Error Success