Adam Oehlenschläger


Afrika 2 - Poem by Adam Oehlenschläger

Ha, Skiebne! hvi est du mig saa imod?
Min Haand er mat af sit forgieves Værk;
Mit Øie stirrer starblindt, uden Nytte.
Hvorhen jeg vender Stregerne, er tomt
Og øde, som i afrikanske Sandørk.
Ney! Aldrig var min Lykke mig saa nær,
Som da jeg troede mig at eye Lampen.
Forhadte Skiebne! Ha, fordømte Dreng!
Nu er dit jammerlige Legem Støv,
Og Elven skyller hvide dine Been. -
Ha! skulde aldrig nogensinde da
Den skiønne Lampe kunne vorde min?
Er intet, intet Forsøg mere muligt? — -
Og har jeg da forsøgt? — Vel veed jeg forud
At jeg kan aldrig bryde Hulen mere! -
Jeg vil ey være mig det selv bekiendt:
Hidtil jeg afskyet har at see derhen.
Jeg vidste jo alt forud hvad jeg saae:
Et blegt, et blaat, et halvforraadnet Liig!
Nu er det opløst, og de hvide Been
Er intet Gyseligt og Ækkelt ved.
Bort, usle Svaghed! — Jeg vil see i Hulen.
Han punkterer og taber Griffelen af Forfærdelse.
O Himmel! Allah! Store Muhamed!
Han sønderriver sine Klæder.
I Velstand! Færdig til at ægte en
Prindsesse! Lampens Eier! Slavens Herre!
Befriet ved Ringen, som jeg Rasende
Selv satte paa hans Finger? — Helvede!
Forbandelse! Forbandelse og Hevn!
Ha! hvilken Dievel blindte mig, og dyssed
Min Tanke, min Erindring, reent i Søvn?
Den skiermede for Hulens Tryllerie,
Det vidste jeg, den anden Egenskab
Jeg kunde glemme, glemme den til nu!
Forbandelse! Forbandelse og Hevn!
Det er ey gaaet rigtig til; en Engel
Fra Helvede har givet ham sin Bistand.
Forvorpne! Plat uduelige Dreng!
Du høster Frugten af min sure Flid?
Du plyndrer nu det Træe, som jeg har plantet?

Hindbad kommer.
Min Broder! Hvad betyde disse Skrig?
Du sidder ellers rolig paa dit Kammer,
Om Natten grublende og taus, som Uglen
Om Dagen, dybt, hvor Skoven mørkest er.
Hvad fattes dig? Hvad siger denne Bleghed?

Noureddin.
Imorgen reiser jeg til Ispahan.
Thi viid, med eet Ord: Lampen er paa Jorden!
Og den besiddes af den usle Dreng,
Som længst jeg troede død.

Hindbad.
Hvad siger du?

Noureddin.
Du est min Broder! Du har mig at takke
For hvad du veed. Du kunde mere vidst,
Ifald du havde Stadighed, som Klogskab.
Imorgen bort jeg reiser ufortøvet,
Som Jason efter dette gyldne Skind,
Men Skiebnen er mig avindsyg og grum;
Thi sværg mig ved Prophetens Grav, ved alt
Hvad helligt er, at du vil hevne mig,
At du vil bruge al din Kløgt, dit Mod
Til mine Fienders Undergang og Død,
Ifald jeg skulde bukke for min Skiebne!

Hindbad.
Jeg sværger dig som Broder og som Ven,
At hvis du falder, skal en tørstig Tunge
Ey mere længes efter Vand i Ørken,
End Hindbads Dolk efter Aladdins Blod.

Noureddin.
Her giver jeg dig denne Talisman.
Nu er den sort, men blier, som Blod, den rød,
Da har den varslet dig din Broders Død.
Gaaer.

Hindbad efter et Ophold.
Min Broders Død? — Ha! Lampen er paa Jorden.
Saa løgst du ikke, Noureddin? Saa var
Det hele Eventyr da Sandhed dog?
O Salighed at eye denne Lampe!
For ham er ingen Skat og intet Harem
Tilsluttet. Ney! Som en vellystig Bie,
Han svømmer i et Hav af lutter Straaler,
Og suger Honning af hver sielden Blomst.
O! hvad er Drab og List og Brodermord,
Naar man for dem kan kiøbe slig en Skat?
Det er den værd, fuld værd imellem Brødre!
Gaae, skynd dig Noureddin, bring Lampen hiem,
Og dræb dens Eyer! Her den samme Skiebne
Gienmøder dig. Og er først Lampen min,
Skal intet Hiernespind om Ret og Dyd
Indblande Angst og Anger i min Fryd.


Comments about Afrika 2 by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Tuesday, July 24, 2012

Poem Edited: Tuesday, July 24, 2012


[Report Error]