Aftenen Poem by Johannes Ewald

Indsvøbt i al sin Skræk og vred, og vild,
Nedbruser han fra Bjergene — O flye,
Du Roesens og de spæde Liliers Ven! —
O skjærts ey meer saa tryg med Søelunds Høy! —
Din Fiende kommer! — Flye du gyldne Soel! —
Fra Helsinge — fra Østens nøgne Fjeld
Nedbruser han — hans Aandedræt er Storm —
Og huul og sørgelig, som Bølgens Lyd,
Der tørner mod en ensom Klippes Fod;
Er Lyden af hans Komme — Glædens Spor —
Hvert yndigt Malerie af Grønt og Guld —
Hver Gnist af Skovens skummende Christal —
Hvert flygtigt Glimt af Bølgens sølvblaae Ryg,
Har alt hans store Skygge sletted ud! —
Bag ved den Morder er Naturen død! —
O flye du Glædens Ven! — o skjærts dog ey
Saalænge med Sophies gyldne Spiir! —
Forlænge kysser du hver enkelt Busk,
Hver vestlig Høy, hvormed du drevst din Skjærts! —
De rødme ved dit kjælne Afskeeds-Kys! —
Snart skal de blegne! — som den stolte Møe,
Hvis Hjerte Helte kun tør trettes om —
Hvi sidder hun, saa ensom i sin Port —
Saa tankefuld? — Hvi løfter hun saa tit,
De store Øyne; dem, som Dyd, og Mod,
Og Viisdom, og endnu jeg veed ey hvad,
Saa yndigt blandes i — Hvi løfter hun
Dem smagtende saa tit mod Bjergets Vey? —
Hun venter ham — sit Hjertes skjulte Haab —
Sin stille Tankes Ven — den unge Helt —
Hun skildrer ham sig seyerrig — beladt
Med Jetters Rov — og alt tillaver hun
Et meer end venligt Smiil; og Helte Sang —
Og paa sit Skjød udbreder Kampens Møe,
Det bunte, det med Guld isprængte Skjærf,
Som hun har virked til sit Hjertes Helt —
Nu kommer han — han kommer! --- ha, han flyer! --
Nu blusser hendes Kind — Hun skjuler vred
Det Guldisprengte Skjærf — Men ak hun seer
Den sorte Jette, som forfølger ham
Med høyt opløftet Sværd — Nu zittrer hun —
Nu svømmer hun i Graad — Hun blegner — Flye
Guuldhaarede, før Jetten knuser dig! —
Saa rødme Leyre Høye ved din Flugt —
Og vrede skjule de der' gyldne Pragt,
Som hver for sig udbredte dig til Lyst;
Du bunte Høyes Elsker! — Men de see
Din sorte Fiende — Skrækkelig og vild
Forfølger han der' Ven i lange Skrit —
Da zittre de — da svømme de i Dug —
Snart skal de blegne! — Flye du elskte Soel,
Før Jetten naaer dig! — Guul er Jettens Hjelm,
Som Dødens Farve — Fra dens høye Kam
Nedsvæver Busken, smudsig rød og bleg,
I tynde Streifer af hans brede Ryg! —
Sort er hans Skjold, som Sorgen — Som det Floer,
Bag hvilket Enken græder — Skrækkeligt,
Som Almagts Sløer, hvormed den skjuler sig,
Naar den i Harm tillaver Dødens Ild —
Et ildrødt Meteor, er Jettens Sværd —
O see det lyne bag hans Hjelm! — og flye,
Du milde Kjæmper med de gyldne Haar! —
Ewald.