Adam Oehlenschläger


Agnete - Poem by Adam Oehlenschläger

-->

Agnete sidder paa den eensomme Strand,
Saa sagte slaae de Bølger paa hviden Sand.

De Vover svulmer med skummende Top,
En Havmand sig skyder fra Havbunden op.

Hans Pandser om Livet af sølvblanke Skæl,
Derpaa skinte Solen udi Rosenqvæld.

Hans Spyd var en Baadstang, dens Krog en Koral,
Hans Skiold var en brunhvælvet Skildpaddeskal.

Hans Hielm et Sølvsneglehuus, et Haar af Tang,
Som Strandmaagens Stemme var Havmandens Sang.

Og sig mig, skiøn Havmand, alt fra din vaade Bo!
Naar kommer der en Beiler og fæster min Tro?

Og hør du, Agnete! hvad jeg vil sige dig:
Alt til din kiære Fæstemand kaare du mig.

Jeg eier under Havet saa lystelig en Hal,
Thi Væggen er sleben af klareste Krystal.

Syvhunderede Piger opvarte ved min Disk,
Foroven som en Qvinde, forneden som en Fisk.

En Slæde jeg dig skiænker, som Perlemor at see,
Den drager din Sælhund, som Renen paa Snee.

Og i min grønne Have høit Blomsterne staae,
De hæve sig i Vandet, som udi Luften blaa.

Og er det som du siger, skiøn Havmand, for sand,
Da vil jeg dig kaare strax til min Fæstemand.

Agnete sprang i Havet, den unge Venneviv,
Ved Foden hende trak han bag Havgræs og Siv.

Tilsammen de leved i otte lange Aar,
Syv Sønner hun i Havet ved Havmanden faaer.

Agnete sad i Bur under Siv, under Tang,
Da hører hun paa Jorden de Kirkeklokkers Klang.

Agnete for sin Husbond ind ganger at staae:
O lad mig dog endnu engang til Gudsbord gaae!

Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig,
I fiirogtyve Timer maa du forlade mig!

Agnete kyssed sine Sønner saa brat,
Hun ønsked dennem alle tusinde god Nat.

Og græde giorde Store, og græde giorde Smaae,
Og græde giorde Barnet som i Vuggen laa.

Agnete under Himlen igien paa Stranden staaer,
Ei havde hun seet Solen i otte Aar.

Agnete træder for sine Frænder ind.
Vi kiende dig ei mere, du hedenske Qvind!

Agnete træder ad Kirkedøren ind;
Men alle de Smaabilleder de vendte sig omkring.

Agnete sætter Kalken ved Altret for sin Mund,
Da var det som hun stirred i Havets sorte Grund.

Hun skiælvede saa saare, hun mæled ei et Ord.
Den hellige Viin hun spilte paa Jord.

I Aftenqvæld, da Røgen og Mørket faldt paa,
Agnete monne atter til Stranden udgaae.

Hun folded sine Hænder, den uselige Viv:
Gud naade mig, og tage mit unge Liv!

Agnete sank i Græsset, i blaa Violer ned,
Det siger jeg, de Blomster blev blegere derved.

Bogfinkerne qviddred saa høit fra grønne Qvist:
Nu dør du Agnete, det vide vi forvist.

Om Aftnen, da Solen gik ned bag Markens Høie,
Da skiælved hendes Hierte, da brast hendes Øie.

De Bølger de stige saa med Vee og med Ak,
Saa sagtelig de Liget til Havsbunden trak.

Tre Dage laa paa Bunden hun, efter sin Død,
Da atter hende Bølgerne til Havsfladen skiød.

Den Smaadreng paa Fælleden saa aarle vogter Giæs,
Da fandt han Agnete henskyllet hist paa Næs.

I Sandet blev hun jordet, bag tangklædte Steen,
Den skiærmer nu for Bølgerne de mødige Been.

Hver Morgen og hver Aften er Stenen salt og vaad;
Det, siger Byens Piger, er Havmandens Graad.


Comments about Agnete by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Tuesday, July 24, 2012

Poem Edited: Tuesday, July 24, 2012


[Report Error]