Adam Oehlenschläger


Aladdins Pallads - Poem by Adam Oehlenschläger

Den store Sal. Aladdin og hans Brud, Soliman, Zulima, Veziren og Flere sidde til Taffels.

Soliman.
Jeg har endnu, saalænge jeg har levet,
Ey seet saa herligt og saa skiønt et Pallads,
Men siig mig, elskte Søn! da Alting dog
Er fuldført med saamegen Flid og Kunst,
Hvi er det ene Vindue da ey færdigt,
Her midt i Salen?

Aladdin.
Store Soliman!
Min Sultan og min Fader! Alting skylder
Jeg Eders Godhed; til et svagt Bevis
Paa min Ærbødighed og Kierlighed,
Saa lod jeg dette Vindue ufuldendt,
At I, min Fader! kunde lade lægge
Den sidste Haand derpaa, saa Bygningen
Var nødt til, ligesom, at takke Eder
For sin Fuldendelse.

Soliman.
En udtænkt Artighed.
Aladdin! Du henrykker mig. Imorgen
Jeg strax vil sende mine Mestre hid.

Aladdin.
Tillader nu min Sultan, at et Chor
Af Sangerinder og af Dandserinder
Forlyster os her under dette Maaltid?

Soliman.
Min Søn! giør hvad du vil. Her er du Herre!

Aladdin giver et Vink. Strax aabnes en Bagdør hvorigiennem der kommer en Skare Sandsigerinder, Nogle opkildrede til Dans, Andre med Instrumenter. I det de Dandsende begynder synge de Andre.

Chor.
Rosens Tid er kommen! Bag det grønne Blad
Svulmer den, og skiller Knoppen huldt sig ad.
Lad da Strengen risle, som en Sølverbæk,
Lad da Stemmen tone, som en Fugl bag Hæk.
Kierlighed opgløder al Naturens Barm;
Selv den gamle Olding smiler elskovsvarm.
Jorden blusser op mod Himlen i sin Kraft,
Lad da freidig sprudle Druens Purpursaft;
Lad den hulde Væde, funklende, som mild,
Slukke huldt og kiølne Elskovs Rosenild.
Ey Propheten vredes, mildt han smiler ned.
Vinker hid, med Myrther, Viin og Kierlighed!

Nogle.
Prise vil vi her med Sang, du hulde Vaar!
Nu den bedste Rose i din Urtegaard.

Andre.
Siunger I Gulnares Deilighed og Priis,
Siunge vi Aladdins Roes, paa samme Viis.

De Første.
Zephyr! har du viftet i min Roses Kluft,
Da du bringer Elskovs søde Balsamduft?
Har du venligt bølget i de sorte Haar,
Som, i store Ringe, sig om Skuldren slaaer?
Har du skuet dig i Barmens glatte Speil,
Svulmende, som Snekkens fulde Silkeseil?
Saae du hendes Hals, som Antelupen, hvid?
Saae du Aftenstiernen sødt ved Skumringstid?
Blandte du dig med den hulde Muskuslugt?
Dvælte du og stirred ned i Elskovs Bugt?
Legte du, o Zephyr! med den hvide Krop,
Med den smalle Fingers røde Fingertop,
Tynde Karmosin-Orm liig, paa hviden Sand?
Kiølte du det unge Hiertes søde Brand?
Svar mig, hulde Zephyr! Stands din Flugt og svar.
Sødt beskriv hver Skiønhed, du ombølget har!

De Andre.
Zephyr! Tie, og flye til Fredens dunkle Skov!
Her vi siunge Heltens høie Priis og Lov.
Skiønt endnu hans Glavind aldrig klang i Krig,
Hør dog, Verden! hvad vi her forkynde dig:
Stiernen selv skal zittre for hans Landses Klang,
Solen ønske skal at vende om sin Gang.
Hesten vild skal trampe hen paa Ørnens Rov,
Som en Carneol i Blod, dens røde Hov.
Hver en Piges Haarlok sødt skal ønske sig:
Var jeg dog en Lænke, til at fange dig!
Tvende Elementer, høist forskiellig hver,
Blinke skal fra Heltens krumme Vredessværd:
Vand, naar roligt kun det hviler i hans Arm,
Ild, naar vildt det funkler om i Kampens Larm.
Høit dets Tunge tale skal paa hvert et Tog,
Dødens trodsende, uoverlagte Sprog.
Hil dig, Ven! Din Hæder tolker ingen Kunst.
Du skal staae i Ørken, som en Himmeldunst,
Kraftig i den ædle Harm, og brunligrød
Klæbe til dit Sværd skal sig den visse Død.
Aladdin og hans Brud reise sig.

Chor.
See! nu vandre de, af Elskovsluen varm,
Hen til Brudekamret, kierligt Arm i Arm.
Hvilke Blomster ud maa springe, hvilken Flok!
Naar slig Rose slynges til slig Blomsterstok.
Skynder Eder, Piger! under Sang og Dands,
Tag fra Brudens Isse hendes Lilliekrands,
Een med Pommeranzer sætter atter ned,
At den tolker: Skiønhed, Styrke, Frugtbarhed.

Soliman og Aladdin med Følge bevæbnede til Jagt. Gulnare.

Soliman.
Saa herlig Alderdom jeg haabed ey,
Skiønt vant til Lykke, født af Fyrsteblod,
Og høit bestemt for Thronen. Elskte Søn!
Hvad skal jeg først begynde at beundre?
Din Rigdom, Viisdom, Elskov, eller Kiekhed?
Hvor findes Mage til et Slot, som dette?
Du snildt lod staae et Vindue ufuldendt,
Paa det jeg kunde føle Værkets Værd,
Naar selv jeg rørte det med kraftløs Haand.
Du bygged dette Pallads i en Nat -
I fiorten Dage var ey Persiens Sultan
Fuldmægtig at faae giort et Vindve kun.
Og nu din høie Elskov til min Dotter,
Din Viisdom og din Kløgtighed i Raadet,
Dit gode Sindelav for mig, for Alle,
Hvorved du vinder hele Landets Hierte;
Og nu, hvad ligesom tilsidst med Høihed
Forherliger det Alt og kroner det:
Din Tapperhed, der, som et kraftigt Lyn,
Forfærdeligt, som øyeblikligt slog
Rebellerne, og tæmte dem igien.
Min Dotter havde Ret, da hun dig kaldte
En Cherubim. Du est en Cherubim,
Som staaer for Persien, som hiin for Eden.
Kom nu, min Søn! Det hule Jagthorn lyder,
Og lokker os med sine underlige,
Utydelige Suk, til dunkle Skov.
Der har jeg rettet an en barnlig Krig.
Den, som gaaer kiek imod et oprørt Folk,
For ham er Tigerjagt et Børnespil.
Farvel, min Datter! Lev ret vel saalænge.

Gulnare.
Min elskte Fader! Elskte Husbond! ak,
Hvad vil I Tigren? Lad ham gaae i Skoven,
Og giv ham ey en ubetænksom Ret,
At sønderrive brat de bedste Hierter.

Aladdin.
Velsignet er din qvindelige Frygt.
Hvad der er smukt hos dig, som Qvinde, bør
Vi veie op med hvad for Mænd er smukt.
Og det er: Sødt at frydes ved din Frygt,
Og ey at agte den. Farvel, min Hustrue!

Gulnare.
Naar kommer du igien?

Aladdin.
Imorgen, Elskte!
Hvis Tigren ikke sønderriver mig.

Gulnare.
Du spotter?

Aladdin.
Ja, som Faaret spotted Rosen,
Fordi den ikke ogsaa kunde bræge.
Farvel! Imorgen seer du mig igien.

Han gaaer med Soliman og sit Følge.

Aladdin.
Af hvad du her har sagt mig, kiere Hustrue!
Seer jeg at Alt kan blive godt endnu.
Af min oprigtige Tilstaaelse
Du kiender nu vor Modgangs skiulte Kilde.
Den Snedige er mere klog end jeg,
Han bærer Lampen med sig, hvor han gaaer.
Det giør os vel vort Arbeid noget længer,
Men kan dog aldrig meer end sinke det.
Propheten signe dig, min elskte Hustrue!
For din Standhaftighed. Tilgiv de Taarer,
Den store Frygt, og al den Ængstelse,
Som min Letsindighed har kostet dig.
Du veed, jeg sagde dig det nys, hvor haardt
Jeg straffet blev derfor med Skam og Dødsfrygt.
Mit Mod var reent forsvundet med min Lykke.
Nu smiler freidigt Alt paa nye, som før.

Gulnare.
Min elskte Husbond! Muhamed forbyde,
At daarlig med min Frygt jeg skulde prøve,
At svække her dit Mod; men, elskte Ven!
Saa ganske sikkre om vor Velfærd er vi
Dog heller ikke. Trolden eyer Lampen!
Og hvad er vel vor Seier uden den?
Hvorledes faae vi den? Han giemmer den
Indviklet i et fiint og linnet Klæde,
Forsigtig paa sit blotte Bryst. Hvortit
Har han ey vist mig den, til Haan for dig?
Hvor ofte har han søgt at giøre dig
Forhadt i mine Øine? Naar han ey
Er udreist, som just nu, saa pleier han
At komme her engang om Dagen, og
At plage mig med Elskov, og med Ømhed,
Og frække Bønner om Gienkierlighed.
Hidtil har min Bedrøvelse og Afskye
Holdt ham fra Livet. Men, min elskte Ven!
Hvor længe varer det? Thi jeg er vis paa,
At ikkun Tanken om, at Tiden vilde
Udslette din Erindring af mit Hierte
Og komme hans Paatrængenhed til Hielp,
Har giort ham saa taalmodig og ærbødig.

Aladdin.
Min Hustrue! Hør min Bøn: Vær ganske rolig.
Lad een af dine tro Slavinder lukke
Mig ud, forsigtig, af den skiulte Løngang.
Mod lumske Fiender er man nødt at gribe
Til skiulte Vaaben. Herfra til Marrokko
Er kun en Fierdingvei, som du har sagt.
Indhyllet tæt i denne gamle Kappe
Skal Trolden selv ey kiende mig igien.
Lad din Slavinde vente mig ved Døren.
Jeg kommer snart igien; men med et Pulver,
Som bliver Noureddin et Brev fra Døden.
Sæt du imidlertid dig ved dit Natbord,
Og pryd dig med din allerbedste Pragt,
At Trolden, naar han atter kommer hiem,
Kan troe, du har forandret dine Tanker,
Og at du ønsker nu at tækkes ham.
Levvel saalænge, elskede Gulnare!
Stol tillidsfuld paa mig, og vær ey bange.

Gulnare.
Du har forjaget al min Angst og Frygt,
Som Dagen, naar den venlig nærmer sig
Med roligt Smil til bange Drømmers Leye.

Gulnare.
Har du nu giemt Aladdin vel, min Amme?

Ammen.
Ja Barn! nu staaer han hist i Kabinettet,
Tæt ved den store Spisesal, at han
Kan høre hvert et Ord der bliver talet,
Og komme frem naar det er Tid.

Gulnare sukker.
Ak Himmel!
Jeg er saa angst og saa bespændt.

Ammen.
Mit Barn!
Det maa du ikke være. Vær du frisk!
Hvad er der i at slaae en Trold ihiel?
O! lad mig see at du betaler ham,
Den onde, visne Beenrad, sit Bedrag,
Som jeg befordred, skiønt uskyldigviis.
Ak, du kan troe mit Barn! at jeg har havt
Ret mangen vaagen Nat for den Sags Skyld,
Og grædt derfor, ret mangen, bitter Time.
Men nu er det forbi. Vær nu kun rolig!
Pas paa dit Snit, og lad dig ey forbluffe!
Jeg har alt ladet Spisebordet opslaae
Midt i den store Sal. Naar nu han kommer,
Saa skal du byde ham et Aftensmaaltid,
Det sidste haaber jeg i dette Liv,
Ifald du blander med Behændighed,
(Hvad ey jeg tvivler om) det hvide Pulver
Med Vinen, i den funklende Pokal.

Gulnare.
Ja, kiere Moder! jeg vil være rolig.
Jeg seer, paa dette Værk beroer vor Skiebne.

Ammen.
Og altsaa paa din egen Villie, Barn!
Vær uden Frygt! Spar ey paa Pulvret, Barn!
Kom det altsammen i; ryst Bægret vel!
Thi seer du, for at han skal intet mærke
Til Vinens tabte Klarhed, har jeg sat
De store Sølvpokaler ind paa Bordet,
Istedet for de brugelige Viinglas.
O! hvor vil Trolden blive høist forelsket,
Naar han dig seer i denne Høitidsdragt.
Mit kiere Barn! Du er dog ogsaa ret
Den Smukkeste blandt Qvinder, jeg har seet.
Min Melk er kommen dig ret vel tilpas.
Hvor tryllende det hvide, bløde Atlask
Ombølger dette ranke, smekkre Legem!
See, hvor det klare Demants-Belte slynger
Sig om den tynde Midie, medens Silken
Vellystig svulmer op om Barmen her,
Og runder sig, glatglindsende, forneden
Omkring de trinde Lænder. Kiere Barn!
De blodige Rubiner om din Hals
Forhøier din ungdommelige Hvidhed,
Og staae dog langt tilbage for din Mund.
Gaae kun, mit Barn! Og naar til denne Skiønhed
Du lægger et Qvintin af Venlighed,
Saa blinder du saaledes Troldens Øie,
At du kan blande Giften aabenlyst.
De gaae.


Comments about Aladdins Pallads by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Tuesday, July 24, 2012

Poem Edited: Tuesday, July 24, 2012


[Report Error]