Adam Oehlenschläger


Anden Bogs niende Elegie - Poem by Adam Oehlenschläger

Hvo det end var, der først som en Dreng os har malet Gud Amor,
Troer du da ey han besad dyb og besynderlig Kunst?
Han saae Elskerne først at henlege Livet i Letsind,
Og at opoffre fro Meget, for Smaating og Tant.
Ey uden Aarsag gav han Guden de flagrende Vinger,
Eller ham omflyve lod rundt, med det jordiske Bryst;
Thi paa Havet vi tumle, snart her og snart der, uden Ophør,
Stadig den grusomme Vind aldrig i Evighed blier.
Og med Ret er bevæbnet hans Haand med de hagede Pile,
Gnosiske Kogger, med Ret, løst over Skuldrene slængt.
Thi han træffer før sikkre vi mærke den kommende Fiende,
Ingen gaaer uskadt derfra, uden hans farlige Saar.
Hvad der nu angaaer mig: Hans Piil og hans barnlige Aasyn
Kan han beholde som før, Vingen kun røver jeg ham.
Ak! thi han slipper mig ey, vil ey flye fra mit bankende Hierte,
Evig fører han Krig der, med det stormende Blod.
Siig mig! hvad fryder det dig at beboe disse marvløse Bene?
Har du den mindste Skam, vend da mod Andre din Piil!
Eengang er det dog Tid at de Saarfrie føle dit Giftskud,
Det er ey mig, det er kun Skyggen du martrer af mig.
Dræber du ogsaa den, ak hvo skal da siunge din Lovsang?
Stræber min Muse, skiønt svag, ey din fortrinligste Priis?
Pigens Ansigt og Haand og de sorte de funklende Øine,
Synger den kun, og hvordan, yndigt hun gaaer paa sin Fod.


Comments about Anden Bogs niende Elegie by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Tuesday, July 24, 2012

Poem Edited: Tuesday, July 24, 2012


[Report Error]