Adam Oehlenschläger


Biergtrolden - Poem by Adam Oehlenschläger

See Nordlys lue
med röde Flammer,
paa sorten Bue.
Hör Storme brage,
og Granestammer
bugnende knage.
Niords Sönner sig hæve.
Snefunker, Stierner
bleglyse bæve;
og intet værner
for Stormens Vælde,
paa Norges Fielde.
Svanhild den hvide
fortvivlet ene
ved Midnatstide,
blandt Krat og Grene,
vildfaret vanker
i Nattens Taage,
med bange Tanker,
hvor Aander vaage.
Brat Stormen standser,
ei Graner brage;
men Stene knage,
og Fieldets Pandser
hvinende brister,
og grim og bister
af mörke Hule
en Fin sig hæver,
saa det natlige Thule
sukkende bæver.
„Hvo tör sig vove
i mörke Nætter
til sorte Skove,
hvor höie Jetter,
naar Hanen galer,
i Mörket suse,
som naar uhyre Hvaler
under Ishavet bruse.
Naar Urner bæve
i Dödningstunden,
naar Aander sig hæve,
naar Ulve i Lunden
Offerne sluge,
naar gamle Drager
i Mulmet ruge,
naar Samvittighed nager,
naar Uskyldige græde,
naar Morderen antaster,
og Natten sit Klæde
over Bloddampen kaster?"
Med röde Öie
i skumle Pande,
han speider nöie
blandt Granevrimlen;
overalt han skuer,
kun ei til Himlen,
hvor Nordlyset luer.
Med lumske Blikke
han frem sig skyder
af Klippens Bugter,
med lodne Fod.
„Mig lyster at drikke!"
saa Stemmen lyder,
„Jeg lugter, jeg lugter
Menneskeblod!"
Og til den zittrende
Möe han haster.
Hans Öie knittrende
vredeligt kaster
et Blik paa den Hulde,
men strax det mildes,
ved hendes Tække
det brat forvildes;
og Vellystluer
af Sövn sig vække.
De brænde fulde -
og Svanhild gruer!
„Frygt ei du Bolde!"
saa sledsk han taler,
„over alle Trolde
jeg strængt befaler.
Fölg med i min Hule,
hvor hundred Dverge
smedde Armbaand gule,
og Jetteværge.
Hvor Guld hin röde,
i Fieldets Aarer,
straaler dig imöde,
glem dine Taarer!"
„O stærke Jette!
hvis Kraft du eier,
da viis din Vælde
i Dydens Seier;
og dræb min Smerte
og bring mig Arme
til Haralds Hierte;
dæmp Nattens Harme.
Os Mulm adskilled.
Som jeg den Bolde
er nu forvildet
blandt Mörkets Trolde."
„Jeg eier Skatte!
det skal du sande.
I Guld vil jeg fatte
din Haralds Pande;
deraf vi ville
vort Fæstensöl drikke,
alt efter gamle
Biergtroldeskikke."
Ung Svanhild blegner
og skielver saare;
til Jorden hun segner,
med tunge Taare.
Med nedrig Skulen
og grinende Læber,
han need i Hulen
den Blege slæber.
Hun zittrer, vakler,
og Angsten stiger.
I mörke Gange
med blide Toner,
hun hörer Sange
af Kiempekoner.
Og see, med Fakler
ti skiönne Piger
sig nærme blide,
guldlokte, hvide;
hver yndigt smiler,
bort Mörket iler.
Og stolt sig löfter
de höie Sale;
i Klippeklöfter
Rubiner prale;
stærkt Guldet glimter
i Fieldets Side,
mildt Sölvet skimter
i Marmor hvide.
Og Lyset flammer
og Mörket viger,
og i et Kammer
tre andre Piger
en Klædning væver,
saa riig og prægtig,
af Guld saa vægtig;
Men Svanhild bæver.
„See, raaber Jetten,
dit Bryllups-Klæde!
Glem ham paa Sletten.
Hvor kan du græde?
Snart er den færdig.
Kom lad os ile.
Du er mig værdig;
fölg med til Hvile!
Hvor Roser dufte,
hvor Harper lyde,
hvor Æthre lufte,
der skal du pryde
det stolte Leie.
Mit Hierte raser!
Jeg vil dig eie
trods alle Aser."
Hvad Vælde bruser?
Hvad rædsomt Bulder?
See Lynild suser,
hör Torden rulder!
og Stormen skriger
og hylende viger,
bort Natten iler
og Solen smiler.
Fra Himlens Bue
ved Hlidskialfs Lue
saae Asa Odin
den Ædles Taare.
Han greb sit Septer
og ynktes saare;
og raabte: „Aukathor!
tag din Hammer.
Dræb Nattens Mörke,
med Dagens Flammer.
Og fæld din Fiende!
og kiöl min Harme!
frels ham og hende,
i Guddoms Arme!"
Og Thor adlyder.
Ha blegn Uhyre!
Med sine Bukke
han Skyen bryder;
og Tömmerne styre
mod Uskylds Sukke.
Da seer han Harald
blandt Granestammer,
at söge Svanhild,
med Elskovs Jammer.
Hans Hierte bæver,
hans Öie flammer,
hans Röst sig hæver:
„Hvor er du Svanhild?
O svar mig Svanhild!
Forgieves raaber,
forgieves haaber
Midnattens Vandrer!"
„Der er min Hammer!
Red selv din Pige!
Naar vist den rammer,
maa Livet vige.
Gaae need i Hulen,
Hvor Steen sig hvælve,
i Röverkulen.
Men ei du skielve.
Naar Hiertet bæver
og frygtsom bruser,
Miölner sig hæver
og Panden knuser.
Hammeren kræver
med roligt Mod,
at farves i Troldenes
Hierteblod!"
„Tak! raaber Harald,
min Harm jeg kiölner."
Og rask han griber
den store Miölner,
og rolig iler
hen til de Steder,
hvor Trolde hviler
og Svanhild græder.
I mörke Gange,
med fæle Toner,
han hörer Sange
af Jettekoner.
Og uforfærdet
han skuer Trolde,
at slaae med Sværdet
paa Flinteskiolde,
hvoraf udspringer
saa store Gnister,
at Hulen stundum
sit Mörke mister.
Ham Væggen trænger
saa skarp og snæver.
Fieldstykker som hænger
i Loftet, bæver.
Og Blod hin röde
af uhævnede Döde,
af Sprækkerne rinde;
og Lyn ham blinde,
og Drager i Tidsler
forbi ham hvidsler.
Men rolig Harald
med Gudens Hammer,
til Maalet haster,
han veed den rammer.
Og Lynet luer
med blodige Flammer,
og i et Kammer
hvor Mörket svinder,
han rolig skuer
tre Jetteqvinder.
Uden Been i Ryggen,
de krummede bæve
paa Jernstole,
og spole og væve
med mavre Arme,
en Bryllupskiole
af Mennesketarme.
Men rolig Harald
med Gudens Hammer
til Maalet haster,
han veed den rammer.
Og Hundeglammen
bedöver Sangen!
Han gaaer paa Hammen
af Midgaardslangen.
Sig Lyset taber,
Faklerne blaane,
Fenris gaber -
Jetterne daane!
Men rolig Harald,
med Gudens Hammer
til Maalet haster,
han veed den rammer.
Og vist den rammer!
I Klippens Rifter
hvor Natten aldrig
med Dagen skifter;
see Jetten blöde!
Men see paa Fieldet
i Morgenröde,
ved Sölverqvældet,
de Elskte smile.
Og armindslynget
og favnopklynget,
de til den landlige
Hytte ile.


Comments about Biergtrolden by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Tuesday, July 24, 2012

Poem Edited: Tuesday, July 24, 2012


[Report Error]