Adam Oehlenschläger


Den Blinde - Poem by Adam Oehlenschläger

Maria.
Hist sidder en gammel Mand, som er blind,
med nedböiet Hoved, med nedböiet Sind.
Han synger saa rörende, lad os ei gaae.
Lad os blive lidt og höre derpaa.

Den Blinde.
Giver den gamle, blinde Mand lidt,
som her under Egen sidder og synger.
Hans Röst er saa svag, hans Haar saa hvidt,
Kummer hans matte Hierte nedtynger.

Alt Gravens Taage sig tungt har lagt
omkring hans döde, udslukte Blikke.
Han trylles ei meer ved Naturens Pragt.
Han hörer kun Fryd, han föler den ikke.

Han havde en Hustrue, saa from og blid,
ak! ogsaa hende skulde han miste.
Han hörte hun ralled i Dödens Strid,
men kunde ei see hendes Öie briste.

Fiolen var hans eneste Tröst,
den havde en Ven ham i Döden givet.
Naar Mulmet han giennembröd, med sin Röst,
da kaldtes han som tilbage i Livet.

Men ak! i Vinter, i yderste Nöd,
da ingen ændsed hans Sang og Klage,
da solgte han sin Fiol for Bröd.
Nu har han intet mere tilbage.

Snart trænger min Siel af det döde Leer,
som, liig en Snegl, den maa med sig slæbe.
Snart er jeg ingen til Byrde meer;
snart tier min kolde, min hvide Læbe.

Skaffer mig min Fiol igien,
at jeg kan tolke min stumme Smerte.
Den var min eneste, sidste Ven.
Skaffer mig min Fiol igien!
ellers brister mit fulde Hierte.

Maria
lader sin lille Pengepung synke ned i hans Hat.

Ludvig.
Söde Pige!

Maria.
Mod den gamle Mand er vi lykkelige!

Listen to this poem:

Comments about Den Blinde by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Tuesday, July 24, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]