Adam Oehlenschläger


Den elskende Bondeknös - Poem by Adam Oehlenschläger

För var jeg saa froe,
jeg spögte, sang og stöied og loe,
foer omkring paa Ager og Enge;
og hvor jeg kom hen
der fandt jeg en Ven,
thi jeg havde enhver
saa inderlig kier,
og saa lige kier,
men det vared ikke ret længe.

Endnu er jeg froe,
langt mere end i Fior, da jeg loe,
men nu kan jeg ei synge og stöie.
Jeg Gilderne skyer,
til Lunden jeg tyer,
hvor Blomsterne groe,
der söger jeg Roe
og der er jeg froe,
skiönt en Taare staaer i mit Öie.

Da Hanna jeg saae
i Aar til Confirmation at staae,
ak den Dag jeg vist aldrig skal glemme!
For Præsten hun stod,
saa yndig og god,
og læste saa klog
af sin Lærebog
og af Biblens Sprog,
med den söde, deilige Stemme.

Og da hun nu fik
Velsignelsen, da henflöd hendes Blik
i Taarer, saa rene og klare.
Hun lovede Gud
at holde hans Bud,
med bævende Bryst;
med skielvende Röst
og med sagte Röst
jeg den Hulde hörte at svare.

Da banked min Barm,
den aldrig har svulmet saa höi og saa varm,
da var Hanna min eneste Glæde.
Jeg vandrede om,
men hvor jeg end kom,
hvorhen jeg mon gaae,
i mörkeste Vraa,
i hvorhen jeg saae
var min Hanna altid tilstede.

I Lunden engang
jeg hörte hendes yndige Sang,
did henflöi jeg paa Kierligheds Vinge.
Jeg for hende stod,
saa röd som Blod.
Hun smilte saa mild,
min Barm var som Ild,
og den slog saa vild,
ei et Ord jeg kunde frembringe.

Og dog er hun min!
Hun selv har sagt: Jeg er evig din!
Hun har blusset af Kierligheds Varme!
Her tæt ved mit Bryst!
O himmelske Lyst!
Gud hvor hun er god!
Giör ingen imod.
O jeg gier mit Blod,
for at döe i de deilige Arme.

Det undrer mig ret,
at aldrig jeg kan engang blive træt
af at see i det smægtende Öie,
af at kysse den Mund
i rolige Lund,
naar Vagtelen slaaer,
og Solen nedgaaer,
og Maanen staaer
bag de kratbevoxede Höie.

Er Hanna der ei -
ak! skummel da og fæl er min Vei;
og da föler jeg slet ingen Glæde.
Da er jeg saa mörk,
vor Lund er en Örk,
og tungt er mit Fied,
jeg sætter mig ned
paa det elskte Sted,
og da er min Tröst kun at græde.

Og ofte jeg staaer
om Aftnen paa vores Kirkegaard;
ak! da har jeg saa sorgfulde Tanker.
Da tænker jeg paa:
Hvis Hanna her laae!
Da vakler min Fod,
da isner mit Blod
og jeg blier saa mod,
og mit Hierte skrækkeligt banker!


Comments about Den elskende Bondeknös by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Tuesday, July 24, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]