Adam Oehlenschläger


Den frembrydende Vaar - Poem by Adam Oehlenschläger

-->

Engene grönnes og Skovenes Kroner
nylig fremsprungne Smaragder bedække,
Ætheren lunes og Sangeren toner
i den beknoppede, brydende Hække.
Vinteren bort til de livlöse Poler
flygter med Natten og Kulden og Taagen;
Flora paa Leiet af friske Violer
opslaaer sit Öie södtsmilende vaagen.

Harpe! som hang paa de rimfrosne Grene,
hyllet i Snee og i rugende Mörke,
stum og forladt, medens Boreas ene
hyled en Liigsang i Vinterens Örke,
Harpe! din Iis har Apollo bortsmeltet,
da han i Östen steeg frem i sin Lue.
Straalende hænger du nu under Teltet,
med den blaahvælvede, udstrakte Bue.

Kom og lad Flora, den unge Gudinde,
stemme dig med sine sneehvide Hænder.
Herligt bepurpres den kneisende Tinde
hist af den hvirvlende Kugle, som brænder.
Hen paa det bölgende Græs vil jeg stirre,
som i den mörkeblaae Vove sig taber,
Lærkernes Slag vil jeg höre at dirre,
slaae dine Strenge og prise min Skaber!

Straale! som brænder i smægtende Öie,
paa den uskyldige, elskende Pige,
Straale! du Skiönhedens höieste Höie,
ned i mit bævende Hierte du stige!
Elskende To! som i Skyggerne vanke,
indsmil mig Saligheds reneste Lue!
Da skal min brændende, hellige Tanke
tone, og hvirvle til Himmelens Bue!

Da skal de smilende unge Hyrdinder
nærme sig mig under skyggende Grene,
henrykt ved Bækken, som perlende rinder
over de hvide, sölvspraglede Stene;
svævende de om min Harpe skal dandse,
som deres Skiönhed at tolke kun stræber.
Da skal jeg prydes med blomstrende Krandse!
Da skal jeg kysses af blomstrende Læber.

Selve de sölvlokte Oldinger höre
gierne min Sang, fra den mosgroede Hytte.
Blidt skal de staae i de aabnede Döre,
og til vemodige Tonefald lytte.
I deres gamle uskyldige Siele
Foraarets Fryd jeg med Kraft skal indsiunge,
til de, fremkaldte af venlige Fiele,
nyde et Foraar, evindelig unge!

Hyrden min Sang skal gientage og smile,
naar han om Aftnen med bögende Vrimmel
skynder sig hiem til en qvægende Hvile,
stirrende hen paa den glimtende Himmel.
Tit paa sit Rör skal han stræbe at ligne
Strengenes Toner, som bævende vige.
Da skal han föle Naturen, og signe
Skiönhedens Gud, og omfavne sin Pige!

Ak, men hvad haaber jeg, mægtig henrevet!
salig indlullet i hellige Drömme?
Blussende! freidig! af Indtrykket drevet!
mens mine Tanker i Anelser svömme?
Kan vel en Spurv, skiönt den saligt sig fryder,
tolke min Salighed som Philomele?
Kan vel min Sang, skiönt i Vaaren den lyder
male, Natur! dit fortryllende Hele?

Ak der var Een! Skiönt fortæret af Smerte
skienkte ham Gud en udödelig Flamme,
og for Naturen det aabneste Hierte,
han kunde tolke hvad andre kun stamme!
Rungsted! din lange og frugtbare Fure
grönnes som forhen og spirer og pranger,
mens ved de gamle og gothiske Mure
Gravmuldet længst har omfavnet din Sanger!

Hellige Evald! i Dannemarks Skove
siger min Siel at forklaret du svæver.
Bölgende over den krusede Vove
luttret din Aand giennem Roserne bæver.
Lad den opglöde de frostige Strenge!
Gyd i mit Bryst dine hellige Luer!
Da skal mit Hierte i Harpen sig trænge,
da skal jeg tolke hvad nu kun jeg skuer!


Comments about Den frembrydende Vaar by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Tuesday, July 24, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]