Adam Oehlenschläger


Giøgleriet i Utgard - Poem by Adam Oehlenschläger

-->

Da ved de brede Borde
De Kæmper rundt nu sad,
Tog Loke snildt til Orde,
Den muntre Asa glad;
Han mon ei længe tøve,
Han raabte skiemtsom Viis:
'En Leg vi strax vil prøve,
Hvori jeg vinder Priis.'

Utgarde-Lok' behænde
Da mellem sine Mænd
Til Loke sig mon vende,
Og sagde: 'Siig os den!'
Loke med megen Glæde
Greb til en Brad paa Stand;
Han svared: 'I at æde
Ei findes min Overmand.

Af hvad jeg nys har fristet,
Vel Madlyst man kan faae;
Den Kraft, man haver mistet,
Man atter søge maa.
Du haver stærke Giester,
Som ogsaa her kan feide;
Thi lad din Kiogemester
I Stegerset vel arbeide!'

Da sagde Utgards Herre
De skiemtefulde Ord:
'Der er fast Intet værre,
End hungrig at gaae fra Bord;
Dog skal du mærke, Kiære!
Skiøndt du est Kostens Ven,
At du kan Intet tære
Mod een af mine Mænd.'

As-Loke brat mon studse,
Han hurtig reiste sig,
Han sagde: 'Onde Thusse!
Troer du at skrække mig?'
Kaldte da Drotten svare,
Heel listigt han mon lee.
Da monne sig aabenbare
En Jotun, sær at see.

Han sprang af mørken Kammer,
Sin Husbond brat han lød.
Heel underlige Flammer
Sig i hans Harnisk brød:
De fleste vare gule,
Nogle var rød' og blaae.
Den Trold ei monne skule,
Kiækt han paa Guden saae.

Hans hvasse, stærke Tænder
Sad i en dobbelt Rad;
Selv paa hans Fingerender
I Neglers Sted de sad.
Hver Tand heel selsomt lyste
Alt med en Flamme stor.
Ung Roska svarligt gyste,
Af Skræk hun sammenfoer.

Da bortsvandt Fieldets Skygge.
Sig Loke reiste op.
Han sagde: 'Du kan tygge,
Seer jeg, med al din Krop.
Dog, om du ogsaa bruger
Hvert Lem saa mangelund,
Troer jeg, ei meer du sluger,
End Loke med sin Mund.'

Et Fad man da indbragte,
Vel hamret ud af Guld.
Utgarde-Lok' det lagde
Med lækkre Brade fuld.
Den Trold, heel sær at skue,
Samt Loke, den stærke Mand,
Da aad af al Formue,
Det siger jeg for sand.

Alt ved den ene Ende
Stod Trolden for det Fad,
Asa-Lok' behænde
Ret for den anden sad.
Da blev heel svarlig sluget,
Det var stor Lyst at see;
Paa een Gang midt i Truget
Da baade mødtes de.

Da havde Loke Kiødet
Reent ifra Benet ædt,
Som der for ham var sødet;
Han var da saare mæt.
Dog Jetten ei alene
Havde ædet den halve Mad,
Men og de haarde Bene,
Dertil det gyldne Fad.

Da blev stor Spøg og Latter,
Selv Thor heel svarligt loe;
Roska, Bondens Datter,
Var da i Hu saa fro.
De Giester alle tillige,
Som sadde i Middagsstunden,
Den Dom da mon afsige:
At Loke var overvunden.

Da sagde Utgards Fyrste
Til Thialf' i Brynien blaa:
'Da dog ei meer vi tørste,
Lad os meer Latter faae!
Vor Gammen i at spøge
Vi finder alle nu;
Thi lad os og forsøge
Nu dine Kræfter, du!'

Da svared Thialf' hiin gode:
'Hvad kalder du Forsøg?
Du maa dig ei hovmode
Ved Asa-Lokes Spøg.
Han klædte mig i Plade;
I giør mig ingen Meen,
Skiøndt I kan sluge Fade,
Dertil, som Hunde, Been.'

Den skulderbrede Jette
Til Thialfe atter skreg:
'Vi vil herom ei trætte;
Siig nu kun frem en Leg!'
Da svared Thialf' behænde,
Han lagde sit Harnisk hen:
'Saa vil til Maals jeg rende
med een af dine Mænd.'

Da skreg den Drot i Bierge:
'Slig Leg er saare god.
Naar man sig ei kan værge,
Saa bruger man sin Fod.
Lader os ei spilde Tiden!
Slig Leg du vist forstaaer;
Dog troer jeg, Tommeliden
Dig fuld vel overgaaer.'

Thialf' rynked sine Bryne,
Han beed i Læben sig.
Da blev der snart tilsyne
En Dverg heel underlig:
Saa smidig som en Bue
Han var, men lidet før;
Man kunde ham grandt ei skue,
Han dæktes af et Slør.

Til Leg han sig beredte;
Snart snerped han sig ind,
Snart vidt han sig udbredte
Alt efter sagten Vind.
Da sagde Thialf' hiin svare:
'Slig Krop vist Faa har havt;
Dog skal til langt at fare
Ei Myghed blot, men Kraft.'

Thi tog han til at rende,
Saa det i Bierget skialf;
Da dreied ved Løbsens Ende
Den Dverg, og mødte Thialf'.
Thialf' vilde sin Harm ei røbe
Udi det skumle Bierg;
Han sagde: 'Lad os løbe
En Gang endnu, o Dverg!'

Det Løb da brat begyndte
Udi det hule Hiem.
Sig Thialfe svarligt skyndte,
Kom dog kun langsomt frem.
Den Dverg foer som en Alfe
I Hast til Maalet ud,
Da var derfra end Thialfe
Vist nok et Pileskud.

Alt til den tredie Prøve
Man strax beredte sig;
Da mon ei Dvergen tøve,
Tro mig heel sikkerlig!
Til Maalet han sig skyndte,
Foer saa paa hurtig Fod
Tilbage, hvor Løbet begyndte;
Ved Maalet ei Thialf' end stod.

Da blev til Dom forbundet
De Kæmper strax paa Stund.
At Thialf' var overvundet,
Der sagdes med een Mund.
Thialf' sig i Krog mon sætte,
Den Dverg svandt som en Vind.
Thialf's Lemmer var saa trætte,
Harm brændte ham paa Kind.

Da sagde føren Jette
Til Thor, den stærke Mand:
'Du maa dog og udrette
En Idræt nu paa Stand.
Vel dine Kæmpers Lykke
Var her ei saare stor;
Men med et svarligt Stykke
Kan du dem hevne, Thor!'

Da svared Thor hiin høie
Med Haand alt under Kind:
'Det kan sig vel saa føie;
Bring mig et Horn herind!
Skiøndt Loke kunne ikke
Her æde med din Svend,
Vil jeg dog svarligt drikke
Vel fremfor alle Mænd.'

Utgarde-Lok' behænde
Da vinkte, som tilforn;
Da treen een af hans Svende
I Hallen med et Horn.
Det var af Malm hiin gule
Med mange Skrifter paa;
Uden den store Hule
Dets ydre Spidse laae.

Thor monne det betragte,
Det var heel kunstig giort;
Heel stort han det mon agte,
Dog langtfra ei for stort.
Sagde da Utgards Fyrste
Til Thor saa mangelund:
'Den skal vist ikke tørste,
Som stikker det ud til Bund.

Naar mine Kæmper dømmes
I Straf for ilde Værk,
Da Hornet ud maa tømmes
Af slig en Kæmpe stærk.
Eet Drag det sielden tømmer,
I to er Sæd at see;
Men ingen Mand det sømmer,
At stikke det ud i tre.'

Da sagde med stor Liste
As-Lok' til Utgards Drot:
'Thor er vist ei den Sidste
I Drik paa Odins Slot;
Naar han sin Haand udstrækker
Og efter Hornet taer,
Den Gud da fast forskrækker
Valhals Einheriar.

Ydun saa kiælent kryster
For ham sin Æblemost;
Melken af hendes Bryster
Er ei saa sød en Kost.
Den Most kan Thor udtømme
Ret paa sin Kæmpeviis;
Man pleier ham berømme,
Han vinder stedse Priis.

Det Sagn er ei forborgen,
As-Odin har for Skik
Til Mimer at gaae hver Morgen,
Og faae en Kildedrik.
Et Horn, som Hvermand hylder
For Dybden, Breden fin,
Med Vand da Mimer fylder;
Det blier til liflig Viin.

Det kan jeg fuld vel sige:
Engang, da Odin drog
Ud fra sit Guddomsrige,
Da Thor hans Bæger tog,
Han drak det ud til Bunde,
Den understærke Mand.
Hans Roes er i alle Munde,
Det siger jeg for sand.

Da Odin brat erfared
Den Asas Idræt nu,
Da snarlig aabenbared
Sig Vreden i hans Hu.
Han sagde: Du fordrister
Dig aabenbar, som i Løn;
Jeg troer, selv Skiebnen frister
Du rask, min kiække Søn?

Ved denne Drik hiin søde
Gud Thor sin Viisdom fik.
Hans brune Kinder gløde
Endnu af denne Drik.
Hver Gud da monne dømme,
Det var en Idræt stor.
Skulde da nu ei tømme
Dit Horn den stærke Thor?'

Da sagde Utgards Fyrste:
'Hvo veed, om i Valhal
Man kan saaledes tørste,
Som her i denne Sal?'
Da flux det Horn ophæved
Thor med sin Arm saa stærk.
Dybt det i Bierget bæved,
Det var et svarligt Værk.

Meldte da Jetten lede:
'Sæt det kun for din Læbe!
Da vil af Tørst og Hede
Ei Tungen til Ganen klæbe.'
Gud Thor da monne fare
Saa sindeligt i Mag,
Han drak af Hornet klare
Et stort og vældigt Drag.

Han drak, som Sandet drikker
Udi den hede Ørk,
Naar han sin Regn udskikker
Fra Tordenskyen mørk.
Den Gud med megen Ære
Da saae udi det Horn -
Da tyktes det hannem være
Saa bredfuldt, som tilforn.

Gud Thor kun sielden pukker,
Han virker i sin Kraft;
Thi tog han store Klukker,
Lænt til sit Hammerskaft.
Han slog i Panden Rynker,
Det var en stor Bedrift,
Han drak, som Elven synker
Udi en Klipperift.

Monne da ned sig bøie
Den Herre, som tilforn;
Med et nysgerrigt Øie
Han kiged i det Horn.
Da mærkte han med Vrede,
At det var fuldt, som før,
At indtil Hornets Bredde
Der ei en Plet var tør.

Da satte det for Munden
Den stærke Asa god,
Han drak, som Afgrundsbunden
Drak Kæmpen Ymers Blod.
Udi den Hal hver Thusse,
Som skued den Idræt,
Da monne svarligt studse;
Men snildt de skiulte det.

Da Thor nu mon fornemme,
Det ei var udtømt end,
Da hæved han sin Stemme,
Og rakte Hornet hen;
Han sagde: 'I at drikke,
Jeg seer, I stande først;
Thi Valhals Guder ikke
Har hede Sygers Tørst.

For Tørstens Glød at slukke
De Guder morgenrøde
End aldrig Horn udstukke,
Men for i Kraft at gløde.
En herlig Miød blier blandet,
Det har vi der for Skik,
Meer kraftig, mindre vandet,
End denne ferske Drik.'

Da sagde Jetten lede
Til Valhals Asa-Thor:
'Naar Skuldrene er brede,
Er ogsaa Bugen stor.
Men da vi nu kun spøge,
Saa er end min Begiær,
At du vil kiækt forsøge
En anden Idræt her.

I disse høie Sale
Det er vor gamle Skik,
Os lystigt at husvale
Ved Leg, saavel som Drik.
Thi vil vi ikke tøve;
Da vi er end ei trætte,
Vi Kræfterne vil prøve
Ved Byrder op at lette.'

Gud Thor da gav sin Villie
Til disse Lege brat.
Da løb ad brede Tilie
En egen Art af Kat;
Den saae paa Thor heel bange,
Og krymped tidt sig ind,
Skød Bugter som en Slange
Med lumskt og frygtsomt Sind.

Den stirred gridsk og slugen
Med røde Øine smaae;
Den skød sig frem paa Bugen,
Og nær ved Guden laae.
Den kunde sin Frygt ei tvinge,
Da den af Krog blev kaldet;
Af Horn den havde Ringe,
Og var om Livet skaldet.

Hen i de gyldne Sale
Den snoede sig heel styg;
Den logred med sin Hale,
Saa skællet og saa tyk.
En Braad med tvende Kløfter
Sad i dens Gab, saa stor.
Lok' sagde: 'Hvis du den løfter,
Da har du Kræfter, Thor!'

Da raabte med stor Ære
Den fagre Laufeis Æt:
'Gud Thor kan evig bære,
Og bliver aldrig træt.
Han sine Sener strammer,
Saa kraftig og saa sund;
Blot veier hans tunge Hammer
Vist hundred Bismerpund.

Mærk vel, o Trold! min Tale:
Gud Thor gik ind en Nat
I Freias lyse Sale,
Tog hendes Løibænk fat;
Han nænte ei at vække
Den fagre Rosenknop,
Han greb med Hænder begge,
Og løfted Karmen op.

Den Karm, det maa jeg sige,
Af friske Blomster fuld,
Var tung foruden Lige,
Den var af drevet Guld;
Dog bar han uden Bulder
Og uden mindste Sorg
Den paa sin stærke Skulder
Hen i sin egen Borg.

Da nu den Mø guldhaaret,
Opvakt ved Midnatstide,
Brat fandt sig did indbaaret,
Og saae ham ved sin Side,
Da fra sit Hovedgierde
Hun foer i al sin Pragt;
Hun monne sig forfærde
Alt ved hans stærke Magt.

Dog vidste han med Varme
Den Disa vel at trøste;
I sine lodne Arme
Han monne Freia kryste.
Da glemte hun at græde
Alt for den stærke Mand;
Han monne kraftigt glæde
Den skiønne Lilievand.

Da nu den Gud med Ære
I Mag slig Byrde bar,
Skulde da her vel være
Sligt Kryb den Helt for svar?
To Katte er om at trække,
Hvad han kan løft' aleen;
Han stærker' er, end begge,
Hvad siger da vel een?'

Da smiilte Utgards Herre,
Han sagde: 'Tag kun fat!
Maaskee er Freias Kærre
Saa tung ei, som min Kat.'
Da bød dem Thor hiin faste
At tie baade stil;
Han monne svarlig haste
Hen til det sære Spil.

Da stirred Katten slugen
Og ret med megen Harm;
Thor greb den under Bugen
Med stærken Kæmpearm.
Heel rædsomt da den snøfted,
Men Thor stod rolig tryg;
Alt som han meer den løfted,
Den kroged op sin Ryg.

Saa vidt hans Arme rakte,
Han høit den hæved op;
Men smidig den udstrakte
Alt meer sin glatte Krop.
Et Hul i Loftets Fielde
Den Gud da monne slaae;
Han hæved den med Vælde
Høit imod Himlens Blaa.

Da var fra Jorden flyttet
Ikkun dens ene Been;
De andre tre sig støtted
Mod Hulens dybe Steen.
Gud Thor med trætte Arme
Da slap den atter ned,
Han dulgte taus sin Harme,
Og sig i Læber beed.

Den Kat da bort man bragte,
Og Trolden, sledsk i Blik,
Til Thialfes Herre sagde:
'Saaledes den Leg gik!
Som Alt i disse Egne,
Er Katten føer og stor,
Og liden kun at regne
Mod os er Odins Thor.'

Da sagde Thialfes Herre
Alt udi Utgards Sal:
'Ved Miølner og min Kærre!
Jeg hader Ord og Pral;
Men da dog fra dit Sæde
Du kalder mig saa svag,
O Drot! da frem du træde,
At prøve Favnetag.'

Da lemped mildt sin Stemme
Den Drot i samme Stund,
Han sagde: 'Ei du glemme,
At her vi lege kun;
At alt vort Værk herinde
Er et kortvilligt Spøg.
Thi med min gamle Qvinde
Du brydes til Forsøg!'

Da meldte Lok' hiin snilde,
Den Gud fra Asgards Slot:
'Hun kommer ei for silde
For denne stærke Drot.
Mod Væg han hende stemmer,
Og det i megen Mag;
Han hende sønderlemmer
Med stort og vældigt Brag.

Har hun i Runeskrifter,
Den gamle Ymers Mø,
Ei læst om hans Bedrifter
Paa Jettens Klippeø,
Da med sin stærke Hammer
Dumdristig Jomfrueflok
Han skienkte slige Skrammer,
At hver fik snarlig nok?

Det var stor Lyst at skue
Ham med sin Miølner der,
Hvor kiæk han stod i Lue
Midt i den Qvindehær.
Den vilde ham forbyde
Paa Land at sætte Fod;
Det monne den fortryde,
Den sank udi sit Blod.'

Da blussed Thor tilvisse,
Den Kæmpe stærk og rank;
Slog Loke mod sin Isse,
Saa han til Jorden sank.
Han sagde: 'Jeg maa vel lære
Dig, onde As! paa Stund,
Den stærke Thor at ære,
Og tæmme kaaden Mund.

Du feige Vendekaabe!
Stem kun i Utgards Sang,
Du usselige Taabe,
Du Gienlyd af hver Klang!
Bespot de høie Guder,
Blandt hvem du tæller dig!
Saa vist som Fenris tuder,
Din Straf blier skrækkelig.'

Da sagde Lok' behænde
Med Blussen paa sin Kind:
'Hvor kan til Harm du vende,
O Thor! saa let dit Sind?
Du veed, at her vi søge
Ved Leg at frydes ret;
Kan vi da ikke spøge
Med Tale, som Idræt?

Er da din store Vælde
Og Høimod, lyse Thor!
Saa svag, at jeg kan fælde
Den med et skiemtsomt Ord?
Af hine Møer, du dræbte,
Var ingen svag og spæd;
De Egekøller slæbte,
I Jern og Kobber klæd.

Det var jo Troldeqvinder,
Som siunke for dit Sværd.
Alt om hiin Daad mig minder
Den gamle Qvinde her.
Det gaaer vist hende værre,
Det skrøbelige Siv.'
Da sagde Thialfes Herre:
'Saa glem da denne Kiv!'

Da stod i Hallen inde
Ved knudret Krykkestok
En saare gammel Qvinde
Med filtet Marelok.
I Panden var hun rynket,
Dybt hendes Øine laae;
Hun blev af Guden ynket,
Da hen paa ham hun saae.

Han sagde: 'Det ei sig sømmer,
At med dig brydes Thor,
Før du en Most udtømmer,
Hvis Frugt i Valhal groer.'
Ud af et lidet Giemme
I Skioldets Bule rød,
Man monne da fornemme,
Han tog en Frugt saa sød.

Med milde Heltesæder
Han rakte Æblet hen;
Han sagde: 'Naar du det æder,
Forynges du igien.
Det er af Bragis Have,
Det skienker Ungdoms Liv,
Det er en kostbar Gave
Af Gudens unge Viv.'

Da satte sig paa en Skammel
Den Qvind, af Alder tung;
Hun sagde: 'Jeg er gammel,
Men blier dog evig ung.
Det Æble, dig skal nære,
Slut det i Skioldering!
Jeg Intet kan fortære,
Og æder dog alle Ting.'

Ved denne sære Tale
Blev Thor heel underlig.
Udi de skumle Sale
Da Qvinden reiste sig.
Hun slyngte sine Arme
Om ham med megen List;
Han stred med Kraft og Harme,
Men sank i Knæ tilsidst.

Da Loke blev forfærdet,
Og Thialf' og Roska med.
Thor vinkte dem med Sværdet,
At drage brat afsted.
Han vendte sig i Vrede
Da til den onde Drot;
Han sagde: 'Du skal lede
Mig af dit Trolddomsslot.

Mit Øie sig oplader
Ei for dit Kogleri.
Den vise As, min Fader,
Mod Sligt kun staaer mig bi.
Hid uden hans Samtykke
Paa egen Haand jeg drog,
Derfor min Heltelykke
En saadan Ende tog.

Du skal dig ei formaste
Mod mig i næste Færd;
Odin kan Runer kaste,
Som Thor kan løfte Sværd.
Naar begge sig forbinde,
Og nærme sig dit Hav,
Skal du dem ei forblinde
Her i din egen Grav.'

Derpaa han gik i Vrede,
Med Blussen paa sin Kind;
Ham Drotten ud mon lede,
Heel ængstelig i Sind.
I Biergets Dyb det sukked,
Stærkt jog dets hvide Blod.
Det langsomt op sig lukked -
Da Thor paa Sletten stod.


Comments about Giøgleriet i Utgard by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Tuesday, July 24, 2012

Poem Edited: Tuesday, July 24, 2012


[Report Error]