Jens Baggesen


Katten, eller Elskovs Magt - Poem by Jens Baggesen

De kiere Katte er' slet ikke mine Folk.
Jeg skyer dem meer end Mørkets Ild-Krabater,
End Østers, usiet Melk, og Mecenater,
Og Vers af Agent Holk -
Og kommer jeg engang i Selskab med en Kat,
Saa snapper jeg, saa snart jeg kan, min Hat;
(At sige naar den ligger fra Personen
Saa langt som tre Aar giftet Mand fra Konen,)
Og gaaer min Vei.

Hvoraf sligt kommer, veed jeg ei:
Jeg er vel Philosoph; men saare lillebitte,
Og kiender knap en daglidags Sorite;
Desuden, kiere Læser! hvo kan sige
Til alle Ting en Aarsag just saa lige?
Tit er der ingen Grund til hint og dette,
Exempli gratia: Hvi elsker Stax Lisette?
Hun ingen Penge har, og endnu mindre Vid,
Og hendes Roser stial forlængst den lumske Tid;
Hvad hendes Dyd angaaer, det Stax kan bedre sige -
Hun, for saavidt jeg veed, er langt fra ikke Pige
Af helligste Natur. Paa samme Maade sig,
Ifald du kan, min Ven! hvi elsker Thrine dig?

Dog er det ei aldeeles uden Grund,
At Monsieur Peis og jeg er Fiender.
Hans Kløer, hans giftig' Skiæg, hans slemme Mund,
Aflange gloend' Øine, hvasse Tænder,
Hans lumske Karakteer hos Herr Bomare,
Ordsproget: For hans Hale tag dig vare!
Og Visen om hans skiendige Natur,
Som skiendte Duen dette lille Diur,
Alt, vel tilsammelagt, beviser dog,
At jeg er ei saa gal, som de, der skrige
Ved Synet af en Ost, et Æble og deslige,
Og flygte for en yndig lille Pige,
Som Flaccus for en Hund og for en Snog.

Kort sagt: jeg seer hos Musenes Tyran
Slet intet got, og intet finde kan.
Hvo foraarsagede Jens Blok sin Qvide,
Undtagen gammel Gunilds sorte Kat?
Hvor meget maatte Gustav Landkron lide
For Peises Skyld?

Forgangen Aar, en Nat,
(Jeg neppe kan for Graad det Syn fortælle;
Og det er slemt; thi jeg vil gierne lee.)
En Vinternat en vis høibaaren Delle
Forvildet løb paa Gaderne,
Og ledte allevegne om sin Frue;
Men, da den ingen fandt, bad alle om Logie,
Som gik det arme Dyr forbi;
Den vimsede, den peeb, saa det var Ynk at skue,
Paa Tispelige Kinder heede Taarer
Blev' Hagl; forfrosne Fod knap orked' meer -
O! meer end Hunde-Siel, som gaaer forbi og leer,
Hvis jernet Hierte Delles Angst ei saarer!
Saa tænkde jeg, og tog den i min Arm,
Og stak den varlig i min Barm,
Gik hiem, snart lod den visple om i Stuen,
Snart kyste den, som om det selv var Fruen.

Indbild dig, Læser, at du sidder i
Et Træe i Jubas Land — du, som ei vil spadsere
Saa langt, spring kun min Lignelse forbi!
Men du, hvis Tanker ei saa magelige ere,
Hvis Siel har ingen Podagra,
Følg med mig did, og see i Træets Skygge
En Moder glad til ømme Bryst at trykke
Sit fundne Barn, hun var forvildet fra.
Studs ei! i Lybien er ogsaa Mennesker;
Tidt ømme Mødre sees blandt vilde Tigre der:
Her er' kun tamme Dyr; men, modsat, vilde Fædre,
Som man saa ofte seer, Gud bedre! -
Men nu til Lybien igien.
Du saae dem jo ved Træet der, min Ven!
Nu reise de sig op; de see sig om;
Bag Træet staaer den skrækkelige Løve,
Opkaster Jorden rasende og grum,
Imedens hule Brøl selv Skyens Tordner døve -
Føl deres Skræk! og føl saa al min Angst og Qval,
Da jeg en Kat blev vaer i Hiørnet af min Sal,
Som greb det lille Dyr, og med barbarisk Pote
Dets Øyne kradsed' ud; og gruesom beed ihiel
(I Tanke sikkert at det var en Rotte)
Den ulyksalige Fidel.
Hvor Morderen blev af, det veed jeg ei;
Thi Skræk jog Tyngsels-Punktet i min Nakke,
Saa jeg i denne Hurlumhei
Paa Gulvet strax tog Maal af Sielens Frakke -
Paa menneskelig Prosa: Jeg faldt om,
Og da jeg vognet op til mine Sandser kom,
Saae jeg — o! fæle Syn! med Døden stride
Den lille Delle ved min Side.
Den Digression var maaskee lidt for lang;
Men at den ei skal blive længer, Kiere!
Saa vil vi om dens Længde disputere
En anden Gang.

Endskiønt der intet Land i Verden er
Saa ganske koldt og haardt, at hist og her
Jo een og anden nyttig Urt frempipper
Blandt giftig Ukrud — selv blandt Grønlands Klipper,
Ifald han siger sandt, bemeldte Herr Bomare,
Skal voxe deilig Kokleare -
Skiønt intet Folk paa Jorden er saa vildt
Og dumt, at jo en enkelt Klog man hitter,
Som ikke just bær samme Narre-Skildt -
Endogsaa blandt de kiære Abderiter
Var een, og som, hvis man skal Wieland troe,
Vist gierne kunde gaae for to;
Epaminondas viiste, at Bæoter
Var' ei just allesammen Kloter;
Zamolx, en Scyther, var jo ganske klog,
Cervant var heller ingen Drog;
Ja, naar i Tingen lidet dybt man seer,
Saa findes selv i Miltons Helved-Vrævel
Tit een og anden ganske yndig Dievel,
Som, meer end nok, Beviis paa denne Sandhed er,
At selv det værste noget got frembær.
Alt er ei gandske galt. Blandt Sinas Bonzer
For Resten Slyngler, glimrer en Konfuz,
Dog troer jeg aldrig, at der mellem Monser
Kan findes nogen god og dydig Puus.

Kun, Elskov! du kan alting overvinde,
Din Tryllekraft giør en Orlando gal;
For Omphale Alciden selv maa spinde;
En Dalila kan eene Samson binde;
Du tæmmer Kiempe, Løve, Grib og Hval,
Ja Guder selv: Saturnion nedstiger
Fra pigeløse Himmel hist og her
Paa Jorden, for at kysse kiønne Piger,
Til Spot og Spee for alle Mennesker,
Foruden Hat, Paryk, og Tordenspiger,
Snart, som en Svane, snart, som en Ducat,
Nu, som en Stud, nu, som en Abekat.
Lyksalig den, som Amor! du beskytter!
Han kan alt hvad han vil, og rundt omkring
Han Slotte, Bierge, heele Verd'ner flytter
Paa Øieblikket, og som ingen Ting.
Den du beskiermer frygter ingen Fare;
Ham skrækker ingen Dievel, intet Dyr;
Han Penge til en Kaarde frit kan spare;
Uvæbnet Elsker selv Cartouche flyer.

Men da nu mine Vers er' saare faa,
Kun lidt bekiendte, mindre deres Fader;
Saa, at min Læser mig desbedre kan forstaae,
Maa jeg oprigtig her tilstaae,
At jeg af Kierlighed er ingen Hader;
Men i al Høviskhed og Tugt
Saamænd endogsaa har en Pige,
Som ei fortryder paa den smule smukt,
Jeg hende kan imellemstunder sige;
Om det nu ikke just saa lige
Er slet saa kiønt, som det, den pyntede Tibull
Sang til sin Delia ved kielentstemte Lire;
Og denne Pige, som for al Mogolens Guld
Jeg ikke bytted' bort, hun hedder her Zemire.
Nu veed enhver, som eengang elsket har,
Og andre veed det noksom af Romaner
Og Skuespil, at iblandt andre Vaner,
Som hænge ved den arme Elskovs Træl,
Exempli gratia: at slaae sig selv ihiel;
(For hvilken, Cypris, du mig steds bevare!)
Er denne een af de sædvanligste,
At hoppe ofte til sin Elskede,
Endogsaa med den allerstørste Fare.
En Elsker er desuden altid Helt.
Cupido har, som Fader Naso siger,
Trods Generalen Mars sin Leir og Telt;
Og den, som elsker — notabene Piger,
Er altid udi Strid og Feldt,
Saavelsom nogen anden Kriger.
De spionere hver, paa Mark, og Bal,
Hin Fiendens Hær, og denne sin Rival;
Naar Martis Søn en Fæstning hist beleirer,
Og throner paa nedbrudte Taarnes Gruus;
Saa denne bryder Vindver op, og seirer,
Og rask slaaer Lygter ind i lystig Ruus;
Hin trygge Fienders Søvn, er vel tilpas,
Med Slummer har en Elsker og sin Spas -
Kort, disse tvende ligne saa hinanden
I alle Ting, som man kan eftersee,
Og læse hos Ovid langt smukkere,
Og overmaade tydeligere,
End hos mig eller nogen anden;
Jeg just saa ganske nøye veed det ikke;
Men han forstod den Sag til Punkt og Prikke -
Og, overalt, at sige hvad man veed,
Med alt for stor Omstændighed,
Det er saa hvad det er. Paa mange Steder
Den gode Naso dette selv begræder;
Og det er ei min Sag. Jeg siger nu, som før,
Jeg hader Tvinerie, jeg lever, leer og døer. -
Men, til Materien igien at komme,
Jeg mangler, mærker jeg, en Smule Blye
Og svinker noget meget; maaskee somme,
Som ikke vide Pegasus er skye,
Vil finde Maaden alt for nye;
Endskiønt de selv, med al Respect at sige,
Saa vidt man undertiden kan forstaae,
I Ting af større Vægt saa ganske lige
Just ikke altid gaae;
Men det er nu altsammen deres Sager,
Som mig aldeeles ikke rager -
Og, for at komme til mig selv igien,
Saa, da jeg har beviist, at Elskeren
Er Helt, og sagt, at jeg har selv en Pige,
Saa følger deraf overmaade lige:
At jeg er Helt — men hvori det bestaaer,
Min fromme Læser nu ret strax at vide faaer.

For her at undgaae slem Logomakie,
Saa sættes: (Forord volder ingen Trætte)
At Heltemod bestaaer deri
At leve, naar man kan — og døe som Vessels Mette,
Som Grethe, Jesper eller Skrædderen:
Det er at sige, at staae op igien;
Thi døe er ingen Sag — det kan jo paa min Ære
Hvem det skal være;
At leve derimod, see, det er Tingen!
Det kan i vore Tider næsten ingen —
At sige naar det galdt; jeg ikke regner den,
Som kan gaae i sin Seng, og kan staae op igien
Foruden Farlighed, og ei alleene leve;
Men blive til to, tre; og være tyk og feed;
Og tankeløs og ubekymret sveve,
Som Herremand, Bormester eller Greve,
I roelig Claussimplexisk Salighed -
Det kommer ikke Sagen ved.
Men midt i Nattens Mørk, omlynet allevegne
Af blege Rædsler og dog ikke blegne;
Hvor Øiet vendes, mødt af Helveds heele Magt,
See Dievel, Mørk og Skræk med ligestor Foragt;
Med Øre rystende af Zahras Løvers Vrøl
Kun høre: Kiemp og vind! imellem hvert et Brøl;
Med Næse lugtende kun Damp af Aadselkuler,
Som den der stiger op af gamle Dragers Huler,
At fnyse kiek, og midt i denne Hurlumhei
At blive siddende og ikke gaae sin Vei,
See det er Heltemod. Endskiønt den heele Scene
Er (tag det ikke ilde op, Camene!)
Kun skildret meget maadeligt og mat;
Som Læseren nok selv kan mærke, naar jeg siger,
At den skal forestille mig, som Kriger
I Tvekamp med en Roland af en Kat.
Hver Elskovs Atheist i slig en Scene
Vist spillede sin Rolle meget slet;
Kun Elskeren, kun Elskeren alleene,
Skiønt bunden, fanges ikke her saa let;
Hver anden tabte Modet, som jeg tænker:
Kun Amors Slave kiender ingen Frygt.
Min Siel er stolt i min Zemires Lænker,
I hendes Slaverie jeg lever trygt.
Ei tynge disse Kiæder; men de lette
I Lynildstraalens susende Galop
Min glade Aand høit over Jorden op,
Og den ved Siden af Kronion sætte.
Stolt skuer jeg paa Jordens Farer ned
Igiennem Glandsen af Zemires Smile,
Og frygter ei den nære Tordenkile,
Om end min Sidemand var som en Tydsker vred;
Tryg, om end alle Himlene nedtordne,
Jeg flytter ei en Fod; men bliver paa mit Sted,
Om for mit Øie alle Sole sortne
Og alle Kloder under mig bortgleed.
Saa mægtig er din Troldom, Erycine!
Den du fortryller, ingen Fare skyer,
For ham er Spøg, hvad andre synes Pine,
For ham, skiønt ubevæbnet, Løver flyer.
Herpaa er jeg vist ei det eeneste Exempel;
Horaz stadfæster det: han kiendte Elskovs Magt
Saavelsom jeg, var Helt, Poet, og uforsagt;
Og snurrigt nok, vi to, alt vel tilsammenlagt,
Har overalt saa got som samme Stempel:
Han i Venusium var født; jeg i Korsøer;
Han elskte Landet; jeg er helst i Byen;
Han løfted' Cæsar og Mecen til Skyen;
Før jeg blir Aristipp, af Sult jeg heller døer;
Han elsked' en tre, fire, fem, sex Piger;
Jeg een — og neppe det, som somme siger;
Han slukkede sin Tørst med god Falerner-Viin;
Med Peblingsøens Vand jeg oftest slukker min;
Han var en stor Poet — og jeg en saare lille:
Kort sagt, naar, uden Frygt for Aristarch,
Jeg sammenligner os a la Plutark,
Saa kan man os knap fra hinanden skille.
Og Elskov gav os Mod at trodse begge to,
Han den sabinske Ulvs, jeg Siellands-Kattens Kloe.
Det første seer man af den lille Ode,
Som har en Hoben smukt hos mig tilgode;
(Jeg borger et og andet i en Ruf;
Dog oftest hos Horaz jeg tier paa Puf).
Men hvor det gik mig selv i denne Sag, see, dette
Vil jeg enfoldelig og kortelig berette:

For nogle Dage siden — om det var
En Søndag, Mandag, det saa lige
Jeg skal just ikke sige,
Da til at huske sligt jeg ingen Lykke har -
Og, Læser! det er sagtens ligemeget,
Om Dato just ei skrevet blir, men streget; -
Især, naar Eventyret kan passere
Paa hvilken Dag i Aaret det skal være.
Nok er det, at det var engang en Dag,
Jeg tog mig for, at komme, see, og vinde
Min hidtil demanthærdede Gudinde,
Som ikke var saa ganske let en Sag.
Man mærke vel, at jeg aldeeles ikke
Er nogen Paris eller Ganymed,
Og langt fra ikke smuk, saa vidt jeg veed;
Mit Hoved er endog en Slags Antike;
Og alt hvormed man Damerne behager,
Alt hvad det smukke Kiøn især indtager,
Exempli gratia: en smuk Frisur;
En smidig, ledeløs Figur,
Som i forunderlige Caprioler
Har Centrum gravitatis hist og her,
Snart i sin Pande, snart i sine Saaler;
En Vittighed, som, naar og hvor det er,
Kan solo, heele Timer, tækkelig
Trods sund Fornuft, trods Ører, Øine, Næser,
Frembringe Myriader af Fadæser -
Alt sligt har umild Skiebne nægtet mig.
Og derfor er det ei at undre over,
Om jeg maa giøre mig en smule Flid;
Kun disse Konger, Guder alting vover,
For første Gang — jeg bruger meere Tid.
Jeg er ei Mars, om hvem Ovid fortæller:
Han kom, og saae, og vandt sin Sylvia;
Hans Maade var desuden ikke heller
Heroisk, naar man regner alting fra.

Men, i min Rad igien! Du saae mig, Læser! før
Tæt uden for Zemires Dør.
Nu, det forstaaer sig selv, der blev jeg ikke;
(Jeg er en Hader af de spanske Skikke.)
Men jeg gik ind, som andre Mennesker,
Og hilste, satte mig, — og saa var det ei meer.
Thi om jeg nu eengang med Foden sagte stødte,
Vist uden Forsæt, paa Zemires Fod -
Og mine Øine stundom hendes mødte,
Og hendes mine — om en Smule Blod
Nysgierrigheden ved slige Leiligheder
Op i Zemires hvide Kinder foer -
Og om der banked' noget, visse Steder,
Og hæved' noget vist, jeg veed ei hvor -
Om et og andet Smiil igiennem Sielen foer -
Og om jeg svømmed' i et Hav af Glæder,
Og undertiden næsten druknede
I Elskovs underlige Saligheder -
Det gietter uden Tvivl de fleeste Læsere,
Men, een Ting gietter Læseren dog ikke,
Med mindre han veed meer end jeg,
At nemlig, midt i denne Hurlumhei
Af Vellyst, mellem disse kielne Blikke,
Hvoraf ethvert — ja blot det halve gar
Et Ocean af himmelsk Vellyst var -
At midt i dette yndefulde Eden
Var, som i alle Edener Herneden,
En Slange skiult. Hvor findes varig Lyst,
Naar ikke selv ved min Zemires Bryst?

Jeg sad i Himlen selv — jeg saae kun dig, Zemire!
Og saae kun Guders Syner i hvert Blik -
Jeg aanded' Ambra — hørte Solens Lire,
Og Sphærernes Musik -
Jeg holdt din Haand; og følte Evalds søde,
Henrykkende jeg veed ei hvad -
Jeg kyste den, og smeltede, og døde
Paa Stolen, som jeg sad,
Af meer end himmelsk Salighed — jeg rørte
De høie Himles Himle med mit Haar -
Kort sagt: jeg lugted', følte, saae og hørte
Alt hvad en lykkelig Poet formaaer.
Jeg kyste dig — og nu svandt Jord og Himle -
Jeg Verden saae som lillebitte Nød,
Som Erter saae jeg Menneskene vrimle;
Og Skibe smaa som Fingerbøller flød'
Paa Havet, som mig syntes ikke meere
End en Kop Kaffe — men hvor got jeg saae
Paa disse Ting, saae jeg dog ei, desværre!
En Kat, som tæt ved mine Fødder laae.

Thalia! Clio! hielp mig at beskrive
Dens Øine, Hale, Skiæg og fæle Kloe!
Nu gielder det. O! hielper begge to,
At det en smule skikkeligt kan blive;
Skiønt alle Lignelser er' vist nok her for matte -
Med Katte kan kun sammenlignes Katte.

Som blodig Himmelriis, den flammende Comet
I lyse Nat — som Hvalen, naar han fnyser,
Og giennem hekkenfieldske Næse nyser
En Flod saa stor som Styx mod Himlen op,
Og Gallioten med sin Rumpe slænger,
Som liden Slyngesteen, fra Dybet af med et
Op paa skyetakte Teneriffas Top -
Som Ceilons Elefant, naar han ei længer
Kan leve, river Skovens Eeger ned,
Som det var Kieppe i et Erte-Bed -
Som Afrikanske Løve, naar den brøler
Og døver over tusind' Tordners Knurr,
At Øret disse ikke meere føler
End, naar det tordner, Sværme-Biers Surr -
Som naar Orlando furioso raser
I hiin Ballet — som salig Don Qvixott,
Naar han forbittret over Sanchos Phraser
Troer Hyre-Huus og Kroe er hver et Slot,
Târ Møller an for Kiemper, splitter, sprætter
Hver Vinge; dræber Geeder, Faar og Sviin;
Og ynkeligen myrder alle Jetter,
Selv dem, hvis Liv er Lær, hvis Blod er Viin -
Som Loke, naar med Torden-Trin han tramper
Svøbt i en tifold høi Zemblaisk Storm
I Udgaards Huulers dragegiftig' Damper
Imellem Fenris, Hel, og Midgaards-Orm -
Som Miltons Satan, naar han tungt fremtriner
Paa Tydsk i Zachariä tunge Vers
Blandt Himmelmagters brændende Ruiner,
Hvis Ekko tordner, brøler, hyler, hviner
I heele Helvede paa langs og tvers -
Som Døden — som den Sveiserske, der sidder
Ved Porten af det fandenske Hotel,
Den stygge Frue Peccatum, som saa vel
Er bildet oven til; men sommetider
Som Scylla blir til Hund i sine Sider;
Den stygiske treflabbede Bulbider
Er ei saa slem; hun har et heelt Dosin
Af Hov'der til at skrue ud og ind,
Hvormed hun holder Vagt, og giør og bider
Ved Demant-Porten; Satan selv en smule
Perplex og heed om Øret blev den Gang
Han hørte denne Helved-Scylla sang,
Og havde Møye med sin Skræk at skiule,
Da hun sig reiste fra det Sted, hvor hun er sat,
Og med et Brøl, som alle Helved-Gruber
Igientog, spyede Ild og Gift af tusind' Struber -
Ei anderledes var at skue denne Kat.

Men Elskeren er Helt. Og skiønt jeg vel, som Fanden,
Forfippet noget blev, saa tumled' jeg dog ei
Som fordum om paa Gulvet; men, som Manden,
Som Helten sad og ikke gik min Vei.

See! det var Kraften af dit Smiil, Zemire!
At jeg vel blev en lille smule bleg,
Og glemte Lyden reent af Solens Lire
Og Sphærernes Concert, og Guders Blikke,
Og al den heele Himmel-Leeg;
Og at jeg udi disse Øieblikke
Saae ikke meget synderligt
Til Erter, Fingerbøller, eller sligt,
Det nægter jeg, som sagt, aldeeles ikke.
Mig syntes tvertimod, at alt blev ganske sort -
Zemire saae jeg som en Soel i Natten,
For Resten saae jeg ikke meget stort;
Thi alt det øvrige var rullet bort,
Saa nær som Katten.

Imidlertid, saa længe dette varte,
Zemire ingen Møye sparte
For at faae Monsieur Peis paa Dør
Men denne Periander iblandt Peiser
Sig op paa begge sine Bagbeen reiser,
Og mod Zemire selv udstrækker sine Kløer;
Med meer end dievelsk Grumhed derpaa ridser
Et blodigt: Op til Kamp! i kielne Fingerspidser.

Ei Pyramus, da han sin Thisbes Blod
Indbildte sig at see; ei Lybiens Løvinde
Naar hun saae stiaalne bort de Unger, hun forlod,
Saa rasede, som jeg i dette Øieblik,
Da jeg, Zemire! saae dit Blod at rinde.
Ti tusind' Løvers Mod umiddelbar jeg fik,
Og følte Styrke til at knuuse Millioner
Langhalede, langøiede Neroner.
Med Lynets Fart jeg op af Stolen foer,
Som den opbragte Hval fra Zemblas Klippers Rødder,
Naar man Harpunen i hans Nakke støder,
Og Tanken i min Siel var lutter Mord.

At skue var jeg vist den Gang forfærdelig;
Thi min forkyeste blødende Gudinde
Blev meere ræd for mig end for min Fiende,
Og flygted' i en Krog at skiule sig.
Forskrækket fløi Forræderen omkring
Paa Borde, Bænke, Stole rundt i Salen,
I mange underlige Sving,
Indtil jeg endelig fik Fyren fat i Halen.

Af Stentor ingentid man hørte saadant Skrig,
Ei trufne Krigs-Guds Brøl i den Trojanske Krig,
Ei Gunilds Kats, dengang J. Blok paa ham fik fat,
Ei alle Tordners Skrald, ei alle Stormes Larme,
Var meer end Anes Skrig i Mester Jespers Arme,
Imod det Skrig, som foer af Struben paa min Kat.

Fortvivlet snoer han myrdevandte Fødder
Omkring min Arm med rædsomt Mjau i Mjau;
Den nøgne Finger i hans Strube bløder;
Men tvinger, trods den Gift, hans Bid indgyder,
Trods Strømmen af det Blod, som uophørlig flyder,
Af Helten ei engang Fragmentet af et Au.

Staalhandsker havde dog Prinds Jørgen paa,
Dengang han kiemped' mod Lindormens Tænder,
Han altsaa ei med mig i Ligning her kan staae,
Som nøgen var paa begge mine Hænder.

Origenes holdt eengang Haand i Ild;
Men deels er Ild kun Spøg mod Katte-Tænger,
Desuden holdt han Haanden ikke længer
End til den blev for heed, som somme sige vil.

Matrosen, som med nysafhugne Hænder
Holdt Svenske-Skibet fast med sine Tænder
Trods alle Næsepuf, mig ligner heller ei;
Thi, reent ud sagt, jeg troer han giorde meer end jeg.

Omtalte Herr Jens Blok som jeg ei heller stod;
Thi Bogen siger at han stod aldeeles ikke;
Hans Tvekamp ellers min er lig til Punkt og Prikke;
Undtagen for saa vidt jeg flytted' ei en Fod.
Kun Samson — ja! kun Samson, notabene
Som han i Kongens Have staaer
Med blottet Arm i Løvens Gab, alleene
At ligne mig i denne Post formaaer.
Som Samson altsaa — dog naar rigtig Tingen
Jeg overveier, stod jeg ei som han -
Som Herkules — ei heller det gaaer an -
Som, jeg veed ikke hvem — jeg stod som ingen;
Jeg stod som ingen haver staaet før
Af alle Verdens staaende Personer,
Trods alle Heraklider og Samsoner,
Med Katten i min Haand tæt ved Zemires Dør.

Min fromme Læser maaskee alt begynder
At ynkes over mig, jeg der saa længe staaer,
Og undrer sig hvi jeg mig ikke skynder
Og Katten ud af Dørren faaer?

Men, sandt at sige, stod jeg der ei længe;
Thi hvad er Mod foruden Sindighed?
Zeus selv sig skammed' ikke ved at slænge
Engang, da han blev studs, Vulcanus ned:
Jeg fulgte hans Exempel; det, som klæder
En Gud, saa tænkte jeg, kan ogsaa sømme mig;
Sandt nok i visse Slags Omstændigheder
Jeg skytter ikke om at være Guder lig;
Men ikke desto mindre, hvor det gielder
Om at slaae Kat ihiel og slige Ting,
Jeg grumme meget til den Meening helder,
At Guder deri har for os et bandsat Spring.
Jeg derfor tog min Kat, som Zeus tog Smed og Krykken,
Og hvirvlede ham ud af Stuen i en Ruf,
Endogsaa deri stor, at Fienden faldt paa Ryggen,
Og hvad end meere var, krepeerte af sit Puf.

See! det var Virkningen af Amors Pile!
O Elskov! hvad kan lignes ved din Magt!
O! hvad kan lignes ved Zemires Smile!
De skabe Sielen stor og stolt og uforsagt.

Ja, Elskov, det var dig, som skabte disse Helte,
Achilles, Samson, Herkules og mig,
Som Kiemper, Løver, Hydrer, Katte fældte!
Du gav os Mod; vi fældte dem ved dig.
Og evig derfor skal fra Harpens Strænge lyde,
O Elskov! din udødelige Priis,
Og Hymner om din Tryllemagt skal fryde
Zaharas Heeder og Kamskatkas Iis;
Og Digterne skal deres Penne spise
For at udfinde Ord, som rime sig paa umf,
Naar de dig vil i al din Høihed prise,
Og synge Eventyr om Amor i Triumf.

Listen to this poem:

Comments about Katten, eller Elskovs Magt by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012

Poem Edited: Thursday, July 5, 2012


[Report Error]