Jens Baggesen


Krandsen - Poem by Jens Baggesen

Jeg ofred til Apoll paa Bredden af Castale,
Hvor Gratierne mødte mig i Dands;
Med frygtsomt Blik, med Stammen i min Tale,
Og dog med Fryd, som ingen Toner male,
Nedlagde jeg for dem min Krands.

Modtager den, tilbedede Gudinder!
Saa stammed jeg, den uanselig er;
Men Uskyld bandt den, og fra mine Kinder
En Taare randt paa hvert dens Blad, Gudinder!
O! disses Dug er alt dens Værd.

De tog den med de Smiil, der sees oplive
Saa mangen Kold og Følesløs og Død.
Jeg saae ved hvert den meer opfrisket blive;
„Kun Gratierne tage, for at give,"
Saa deres søde Stemme lød.

Charlotte, sang den første, vor Veninde,
Skal denne Krands af os sig skiænket see;
Charlotte, sang den anden, den skal finde
Forskiønnet, sang den tredie Gudinde,
Charlotte, sang de alle tre.

Grevinde! men min Tak kan Taushed ene male;
Chariterne forlode mig i Dands.
Fortryllet, stum, fra Bredden af Castale,
Med Følelser, som Gratier kun tale,
Jeg saae dem række Dig min Krands.

Listen to this poem:

Comments about Krandsen by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012

Poem Edited: Thursday, July 5, 2012


[Report Error]