Jens Baggesen


Labyrinten paa Rim - Poem by Jens Baggesen

Paa Reiser, tænkte jeg, man lærer eet og andet,
Og, naar man kommer holden hiem,
Trods Farerne paa Jorden og paa Vandet,
Saa kan man etonnere Fødelandet
Med Kundskab, med sig selv, og dem.

Jeg ei bestemme vil om jeg har reiset meere
For — andre, eller mig — at etonnere.

Ad verbum etonner vil jeg erindre blot
At intet Ord paa Dansk det ret kan give
(Det Land vi reiser i, forstaaer det got)
Først naar jeg kommer hiem, vil Gud, i Live,
Skal jeg see til, med største Flid
Det at omskrive -
Dertil jeg nu har ingen Tid.
Jeg her saa godt som mundtlig pludrer,
Ved Hielp kun af en Blyantpen,
Hvad Rimet selv mig foresludrer,
For at fornøie dig, min Ven!
Du bad mig, rime dig min hele Reise
Mens her nu til Paris vi deise -
Jeg i det mindste vil — berime den.

Fra Kiøbenhavn paa Vand til Kiel jeg kom,
Og saae en Hoben Bølger rundten om;
Fra Kiel til Lybek gik det over Landet,
Her saae jeg Træer, og ikke noget andet;
Fra Lybek og til Hamborg saae jeg ei,
Saa vidt jeg husker, meer end bare Vei.
Jeg blev paa den bestandig ved at plire
Saa længe, til jeg øined Hamborgs Spire.

Det gamle 'Rusalem jeg fandt i denne By. —
To Bøsseskud derfra — det ny.

Og Vierlands Haver satte mig i Stand
Til rigtig at bedømme Kanaans Land;
Dog, da jeg Christen er, og ikke Jøde,
Saa keedte det mig alt tildøde.

Jeg skyndte mig derfra til Lyneborg,
Og drukned der i smukke Døttres Blikke
Min Smerte, Keedsomhed, og Sorg.

I Celle nytted dette Middel ikke;
De skiønneste laae slukt' i denne Borg. *)

Uendelige Heder kom jeg over
I Tydsklands-Jammerdalen til Hannover.

Her saae jeg mig i nogen Tid omkring,
Og fandt en Hoben høist westphalske Ting -
Jeg tog et Silhouet af Baron Knigge,
Og alt det andet lod jeg ligge.

Jeg gaaer en Fæstning om, og rundt forbi,
Af Had til bitterlig Kakophonie, *)
Saa meget meer, da med Herr Weber siden
Jeg drukned reent i Orphisk Harmonie.
Han komponeerte mellem tre og fire
I tonesalig Suus og Duus
Arions synderbrudte Lire,
Trods Larmen i det næste Huus.
Det kalte du, for musikalskt at svire. -
Men da vi siden giennem Hessen gik,
God Nat Musik!

Først paa Maynstrømmen klang i Graad og Latter
Den brustne Harpes Strænges Sangbund atter;
Gud veed, om den vil klinge meer,
Før Offeret paa mit nedbrudte Leer.

I Mainz jeg færdig var af Fryd at daane,
Da jeg i denne By fik Øie paa
Den levende velsignte Maane,
Man under den livløse saae
For noget siden rundt om Jorden gaae. *)
Den loved mig, hvis snart dertil blev Føre,
Den Tour engang med mig at giøre.

Med Hovdet fuldt af denne Plan,
(Hvormed det gaae, for Resten, som det kan)
Jeg, som du veed, med dig gik videre paa Jorden,
Til over Knæerne i Viin,
Langs med den overgivne Rhin,
Der næsten bindegal var vorden.

I Heidelberg jeg ei var rigtig glad;
I Kroppen havde jeg for megen Qvide,
Og, skiøndt den gamle Viin jeg vel gad lide,
Gad jeg dog ikke see dens store Fad.

Men da jeg, ganske siæle-keed af Kroppen,
(Der fast i Krampe skildtes ad)
Saa snart som mueligt himle gad,
Saa kravled jeg i Straßborg op til Toppen,
Og saae — jeg husker ikke længer hvad. -
Saa meget jeg erindrer kun, at Øiet,
Paa Pynten der, skiøndt Spiret er defekt,
Var med den øvrige ret artige Prospekt
Ret vel fornøiet.

Jeg siden, blandt Ruiner paa Ruin,
Selv halvveis ruinert, og skranten,
Og vranten,
Trods al min Ruus af Frihed og af Viin,
Saae mange Ting, hvorom forgiæves leder
Eens Blik paa Kortet hiemme ved eens Bord:
En Mængde nemlig maleriske Steder,
Der ikke males got med Ord:
Fuldkommen kiendelige Syndflods-Rester,
Vidunderlige Dyr, katholske Præster,
Og Sydens Mennesker, og andre Spor
Af dit og dat, der sielden sees i Nord.

I Skafhuus saae jeg, trods min Krops Marasme
Kaalbøtten af den alpefødte Rhin
Med en saa siæleglad Enthusiasme,
At jeg mig og gav til at støde min -
Og stødte den saa godt, at med et Hul i Panden
Jeg kom igien, om ikke til Forstanden,
Saa dog til nye Kræfter, og til Mod -
Saa jeg fra den Tid af med Schweizerheste,
(Der rigtig nok ei løbe med de beste)
Løb op og ned omkaps paa lette Fod.

I Zürich saae jeg baade Povl og Peder,
Og St. Johan
Caspar Lavater, hvad han hedder -
I Uri saae vi Mester Urian,
Vor gamle Leder -
I Schweiz og Unterwalden Ørne-Reder -
I Zug og Glaris Duer — Husker du
Den deilige, jeg halvveis seer endnu?

Men hvad var det mod Haslis Herligheder!
Der saae jeg, hvor blandt Engle hver tog sin -
Og tænkte første Gang: Nu vil jeg og tâ min!
Her hørte jeg ei meer det Kaudervelske,
Der hidtil i det hele høie Land
Slog paa mit Bliks Beundring Vand -
Her fik, paa Myrrhabækkens Blomsterrand,
Jeg ordentligen Lyst igien, at elske -
Skiøndt jeg endnu i Meiringen holdt Stand.

Men — da paa Thunersøens dybe Himmel,
Hvis Nadirs Sol paa Bunden laae,
Mens i det høie Himmelblaa
Det opadvendte Blik Zenithets saae -
O søde Syn! o Salighed! o Svimmel!
Da første Gang Hun saae paa mig,
Fordunklende de tvende Sole -
Middagens og Midnattens Pole
Da vendte sig -

* * *

Og her er Forudparodien ude,
Jeg fandt blandt hundred end utrykte Klude,
Da jeg blev tvungen til, igaar
At giennemlede hvad jeg har tilbage
Fra mine første Kluddre-Dage
Til sidste Trykt i dette Aar.
Her holdt jeg op forud at travestere
Den Labyrint, jeg siden skrev. -
Hvad Under, jeg ei videre det drev?
Min Moltke! jeg kan alt parodiere
Hvad paa hin Vandring trylled mig og dig -
Kun ei det helligste, min Muse kiender,
Hvad i min Aften end med Andagts Purpur brænder:
Min Elskovs Morgenrødes Himmerig.

Listen to this poem:

Comments about Labyrinten paa Rim by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012

Poem Edited: Thursday, July 5, 2012


[Report Error]