Knud Lyne Rahbek

(1760-1830 / Denmark)

Landflygtig Glæden var paa Jorden - Poem by Knud Lyne Rahbek

Landflygtig Glæden var paa Jorden,
forfulgt med Ild og Sværd;
omsider ty'de hun til Norden,
at finde Fristed der.
Did flygted' Frihed, Lys og Fred;
hun gaaer i deres Fjed.

Hun længe vildsom her omvanker
med sorgbetynget Sind;
paa Mangens Dør hun ængstlig banker,
men lades aldrig ind.
Tit Tvedragt, Tvang og Kjedsomhed
gav hende kort Besked.

Hun nu til vores Dør sig lister
med tunge Vandrestav;
at banke, hun ei meer sig drister,
hun er for tit viist af.
En lønlig Drift den Stakkel dog
tit hen til Døren drog.

Vor Skytsaands, Venskabs Øie falder
paa denne Sørgende;
strax hun sin Søster Uskyld kalder
at komme hid og see;
froe fandt de tvende Gratier
den tabte Søster der.

Hun hører, kjender deres Stemme,
og er i deres Favn;
froe i hinandens Arm at glemme
det overstandne Savn.
Dog lover hver den anden glad,
ei meer at skilles ad.

O! maatte Uskyld, Venskab, Glæde
bestandig trone her!
og daglig dette deres Sæde
faae meer og mere kjær!
Thi leve, leve Hver,
hvis Idræt dette er!

Listen to this poem:

Comments about Landflygtig Glæden var paa Jorden by Knud Lyne Rahbek

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Saturday, July 28, 2012

Poem Edited: Saturday, July 28, 2012


[Report Error]