Jens Baggesen


Landforvanlingen - Poem by Jens Baggesen

Hvilken salig Glands mit Blik omhyller?
Fløi min Siæl bag Solen i en Slum?
Skiønne Straale, som min Aand fortryller,
Vakte du mig til Elysium?
Her i Skovens lysbestrøede Skygger,
Langt fra kiede Stæders vilde Larm,
Hvor sin Throne Philomele bygger,
Føler jeg mig tryg i Friheds Arm.

Flygter ikke, blide Tryllerier!
Skiønne Drøm, flyv ei min Siæl forbi,
Hvor Naturen selv min Sands indvier,
Til den Salighed, du svømmer i!
Stands paa dine lette, lyse Vinger,
Lysets Faders milde Sendebud!
Tolk mig al den Vellyst, du medbringer,
Før du flyver hiem igien til Gud!

Her i Eegens Tempelhvalte Hierte,
Stille som det Skiul, der giemmer mig,
Renset fra hver Plet af jordisk Smerte,
Helliget i Fryd, jeg hører dig.
I Naturens Helligdom, omringet
Af dens Skabers Glands, en Engel lig,
Let, af salig Andagts Ild bevinget,
Skal den glade Digter fatte dig.

„Mærk, o Dødelige! Fremtids Syner
Aabne sig for dit henrykte Blik,
Giennem Støvets Nat en Straale lyner
Fra det Lys, som Aander ene fik;
Fat det end ufødte Held, jeg bringer,
See dets Billed svæve om din Aand!
Nyd det Nu, hvori din Siel fik Vinger,
Nyd det, løst af fordums tunge Baand!"

Som naar efter Livets lange Kummer
Jordens Søn, som her var god og viis,
Vækket af den kolde Dødens Slummer
Vaagner op engang i Paradiis,
Saa forsvandt i Blikket for mit Øie
Rundt omkring mig, hvad jeg forhen saae,
Og jeg skued', nærmere det Høie,
Under mig et Paradiis opstaae.

Der hvor nyelig golde Tidsler groede,
Bølged' sig en Hær af svangre Straae,
Der, hvor usle Hytter samled stode,
Muntre Boeliger adspredte laae.
Der hvor Armod græd i tunge Kiæder,
Trættet Svaghed syg og døsig gik,
Flittige, og frie, og raske Glæder
Mødte mit umættelige Blik.

Blide Dale, høitidsfulde Skove,
Klare Bække vexled' under mig;
Alt var fuldt af Liv, i Ordnens Love,
Hvor Natur og Kunst omfavned sig;
Spredte laae de lykkelige Tage,
Under hvilke Jordens Rigdom laae,
Her gik Manden, hisset gik hans Mage,
Han til Agren, hun til sine Smaae.

Begge sang i Hiertets glade Toner
Friheds Jubler op til Lysets Gud;
Og fra Fieldets Hald til Skovens Throner
Ekko lød til Ekko! Gode Gud!
Alt var Dyd og Kiærlighed og Glæde,
Rundt om Fryden gik i Flidens Fied,
Bierg og Dal og Søe var Friheds Sæde,
Hele Landet Lykkens Opholds Sted.

„Dette virkte Bondens Ven, hvis Øie
Skuede, hvad der var got og ret,
Og hvis Hierte koldt ei lod sig nøie
Med at skue — men begyndte det.
Nu hans Støv i Jorden rolig hviler,
Qvæget i en stille Slummers Fred;
Men hans Siel fra lyse Himle smiler
End i Sønnesønnen til os ned."

Alt forsvandt, og Sang og Glands bortvege;
Tungt igien jeg følte Støvets Baand;
Men imellem topforgyldte Eege
Svæved end, o Reventlou! din Aand;
Og jeg priste Gud, som lod dig blive
Fyrstens Raad og Ven, og Landets Lyst,
Og som dig en Broder vilde give
Stor, som Du, i alle Godes Bryst.

Listen to this poem:

Comments about Landforvanlingen by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012

Poem Edited: Thursday, July 5, 2012


[Report Error]