Adam Oehlenschläger


Loke fatter Elskov til Sif - Poem by Adam Oehlenschläger

I Valaskialf sad Loke længe,
Han kieded sig, lod Hovdet hænge,
Ei Valhals Glæder meer ham smage.

Man seer ham selv Sæhrimner vrage;
Han bittert leer, og spotter Guder.

Det skumle Blik ei Godt bebuder,
Sit Buskenbryn han ofte sænker,
Paa Asa-Thor han stedse tænker.

'Du drog paa Eventyr, du Stærke!
Men lod for Lok' dig Intet mærke.' -
Sligt kan ei atter Loke glemme.

Han føler ingensteds sig hiemme,
Og derfor lyster ham at fare.

At følge Thor i Harnisk klare,
Det smigrer ham, det maa han lide.

At gaae med Kampens Gud ved Side,
For ham at bære staalblank Vante;

Som Misteltein, den Snylteplante,
I Egestammens Rift at trives,
Derved han styrkes, og oplives.

Thi skiøndt han mægtigt Guden hader,
Dog Glandsen af den Høies Plader
Bestraaler ham i Linnedkiolen.

Som Maanen faaer sit Lys fra Solen,
Han lader sig af Thor bestraale.

Ei Askurs Børn saa langt kan maale,
De tage Begge dog for Guder.

Nu sidder han, hvor Hulen luder,
Og pønser dybt, og vil sig hevne.
Til Ondskab har han altid Evne. -

Asynierne gaae at bades.

Han mægtigt af Gudinder hades,
Thi han er feig og lumsk tillige
Sligt elsker ingen Viv og Pige.
Men Blodets Ild han mangler ikke.

Han følger dem med drukne Blikke
Til Dammen, som af Løvet krandses;
Der seer han, hvor paa Græsset dandses.

Den skiønne Freia Siofn omsvinger;
Og Ydun, Eir med Fuglevinger
Saa yndeligt paa Blomster hoppe.

De svinge de sneehvide Kroppe,
I Græsset Klædebonnet falder.

Alt hvad i favren Ungdoms Alder
Forlyste kan, det Loke skuer:

De runde Barmes faste Buer,
Og fyldig Lænd, og smekkre Midie.

Saa rank og smidig som en Vidie,
Hver vender sig mod Loke ofte.

Og Ingen skiuler Bryst og Hofte;
De veed ei, at den Lumske titter.

Som Svaner, der med Dunet hvidter
Den stille Dammens mørke Bølge,
Saa svømmer dette Pigefølge;

I Luften liig Trækfugles Skare,
Naar bort den vil fra Norden fare,
For hist et Sommerland at finde.

De ofte Arm i Arme vinde,
Og dukke ned som vilde Ænder.

De bruge de sneehvide Hænder,
Som Svømmefinner Bølgen trykke.

Og Bølgen skummer ved sin Lykke,
Men sortner strax i stillen Flade,
Fordi de Skiønne den forlade.

Men den, som Loke meest betragter,
Hvem han i Dag for skiønnest agter,
Er Sif, den Auk-Thors høie Frue.

Han blusser ved en Viv at skue,
Saa mægtig og saa skiøn tillige.

Thi ei behøver hun at vige
I Deilighed for nogen Disse,

Undtagen Freia, som den vise,
Den stærke Odin Livet skienkte,
Da han paa Verdens Glæde tænkte.
Med Freia kan ei Sif sig maale.

Hun har ei denne søde Straale
I Øiets Blaa, som Hiertet smelter,
Og ligner Maanen, naar den vælter
Sit Skin paa Glommens Aftenflade,
Nedsænkt igiennem Birkens Blade.

Stærk er hun, stor, en høi Heltinde,
Og dog en ægte Danneqvinde.

De brede Skuldre, melkehvide,
De fulde Arme, til at stride
Og til at kryste Elskovshede,
Til Kamp og Glæde lige rede.

De Skuldre Lok' i Øine stikke.
Hun tirrer med de stolte Blikke
En stærk, en aldrig næret Lue.

Tæt Øienbrynets stærke Bue
Er sammenvoxet under Panden.

Det vilde skæmme hver en Anden,
Men Sif det gier en Ynde mere;

Det mærker hende ud blandt Flere.
Den høie Siæl paa disse Bryne
Tidt vugger sig, og blier tilsyne.

Ei hendes Barm er vellystfyldig.
Hun skuer stolt og ligegyldig,
Og store Hænder har Gudinden,

Men hvide, som i Nattevinden
Nyfalden Snee paa Klippeaasen,
Som allerfinest Duun paa Gaasen;
Og Negler som lombardske Nødder.

Fast staaer hun paa de skiønne Fødder,
Og langt og glandsfuldt falder Haaret,
Til Hælen i en Fletning baaret.

As-Loke seer fra Bøgestubben
Thors Viv, saa frisk som Rosenknoppen.

Da tænker han: 'O, hvis jeg kunde
Engang kun trykkes af den runde,
Den hvide Arm i Birkelunden!

O, hvis jeg turde klæbe Munden
Engang mod disse Læber røde,
Der aldrig knibe sig i Møde,
Men aabnes kiækt, mens Øiet brænder,
Og vise tvende rader Tænder,
Som intet Rovdyr har saa friske!

Og medens Thor gik ud at fiske,
O, kunde jeg ham dog til Skamme
I Dammen fiske med det samme!'

Saa tænker han, og slu sig skiuler,
Thi Sif gaaer hen til sine Huler
Paa Dovrefield, hvor Birken hvælver.

Af Attraa stærkt den Blege skiælver,
Imens med guldbaldyret Kofte
Hun sig bedækker Bryst og Hofte.

Hun sætter Hielmens blanke Hule
Fast trindt omkring de Lokker gule,
Lidt mørke dog endnu af Vandet.

Han følger hende fiernt paa Landet,
Seer hende gaae i Biergehallen,
Hvor Fossen med en selsom Skralden
I Søvne strax den Skiønne dysser.

Men Vinden trækker ind, og kysser
De fugtige Lokker under Kyse,
Og giør dem atter gyldenlyse.

Listen to this poem:

Comments about Loke fatter Elskov til Sif by Adam Oehlenschläger

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Wednesday, July 25, 2012

Poem Edited: Wednesday, July 25, 2012


[Report Error]