Jens Baggesen


Min anden Skabelse - Poem by Jens Baggesen

Udannet sprang jeg af min Moders Arme,
Udannet fra min Ungdoms Leders Haand;
Raa var jeg, følesløs, og uden Varme,
Blot Krop, foruden Sands og Liv og Aand.
Taus sad jeg gravet ned iblandt Ruiner
Af Alderdommens Daarlighed og Vid;
Og Krampe, Gigt, og evig mørke Miner
Blev Frugter af min uafbrudte Flid.
For mig fremkalte Vaaren aldrig Livet
I den af Vintren myrdede Natur;
Ei mig til Lyst blev Solen Frihed givet,
At speile sig i Bækkenes Azur.
Døvt var mit Øre for de kielne Toner,
Som Philomela fylder Lunden med;
I Aftenrødens Guld paa Skovens Kroner
En Blind ei skued mindre Herlighed.
Stum gik jeg, naar de fierne Bølgers Brusen,
Insekters Surren, Lærkens høie Slag,
Mailøvets Raslen og Zephirers Susen
Velkommen bøde den gienfødte Dag.
Og medens Livets vakte Millioner
Med tusind glade Stemmer priste Gud,
Jeg pønsede paa Phtias Myrmidoner,
Og hvordan Kapitolium saae ud.
Ved Nat og Dag, paa Landet og i Staden
Steen var jeg, lige hærdet, overalt:
En Stub i Skoven og en Glut paa Gaden
Med lige Virkning i mit Øie faldt.
Slet ingens Ven, den rige Plyndrers Slummer,
Den arme Vornedbondes Slaverie,
Ulykkeliges Taarer, Usles Kummer,
Med lige Skridt jeg rolig gik forbi.
Kun levende med Døde, mine Dage
Hengleed bestandig een den anden lig;
Jeg ikke stræbte nogen at behage;
Og ingen agted, ingen elskte mig.
Kold, ligegyldig, med den Vises Mine
Jeg alle Nordens Døttre gik forbi;
Men ak! jeg saae dit Smil engang, Seline!
Farvel, min Roe! farvel, Philosophie!
Jeg saae dig, som en Guddom fra det Høie;
Og ved dit Smils oplivelige Bliv
Mit kolde Jeg, i Glandsen af dit Øie
Forklaret pludselig fik Aand og Liv.
Da saae jeg Himlens første Blik i dine;
Da følte jeg Naturen første Gang
Da bad jeg høit til Venus Erycine,
Fik Liv, og elskede, fik Aand, og sang.
Saa staaer, mens Nattens Mulm paa Dalen hviler
Det lukte Blomst, som visnet, gaaet ud,
Det Solen seer, og aabner sig, og smiler,
Og brammer stolt med tusind Præg af Gud.
Nu er mig Lunden hellig; mindste Knoppe,
Som Vaaren aabner, nu fortrylle mig,
Og Nattergales Sang i Skovens Toppe,
Og Bækken, hvori Solen speiler sig.
Og ofte sidder jeg i tause Skygger
Ved Egens Rod, allene, mild og glad,
Og et Beviis mig selv for Almagt bygger
Andægtig undersøgende et Blad.
Nu saarer Usles Klageskrig mit Hierte;
Nu seer jeg Brødres Ulyksalighed;
Nu føler jeg, som egen, andres Smerte,
Og naar en Broder græder, græder med.
Nu hænge fast ved Jorden mine Dage,
Og intet er uvigtigt meer for mig;
Nu stræber jeg, hver Skabning at behage,
For og, Seline! at behage dig.
Nu har jeg Venner, ædle, som forsøde
Den Lod, mig Skiebnen her i Livet gav,
Som lede mig med Raad, og, hvis jeg døde,
Med Taarer strødde Blomster paa min Grav.
Nu finde mange, jeg var værd at have
Den Sundhed, og den Roe, som nægtes mig;
O! min Seline! det er alt din Gave,
At jeg ei taales blot, jeg skylder dig.
Du gav mig dette bløde, kielne Hierte,
Som bløder ved den Usles Hændevrid;
Din Aand det er, som synger mig min Smerte;
Fra dig mit Hoved stiæler alt sit Vid.
Du tidt mig lærer, i dit Smil at glemme
Min og al Jordens Ulyksalighed,
At munter jeg kan Harpens Strenge stemme
Til Spøg, engang iblandt, og Latter ned.
Og dersom Evighedens Hæder lønner
Min Sang, og vorder jeg saa lykkelig,
At elskes af den fierne Fremtids Sønner,
Din Aand, dit Vid, dig elsker man i mig.

Listen to this poem:

Comments about Min anden Skabelse by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012

Poem Edited: Thursday, July 5, 2012


[Report Error]