Jens Baggesen


Min egentlige Genialitet - Poem by Jens Baggesen

Du, som blandt alle Nordens Mænd
Har meest af Sydens hulde Varme,
Og frit endog fordoppler den
I Elskovs som i Venskabs Arme –
Der, altid god og altid glad,
Giør uophørlig vel mod Næsten,
Næstinden, og jeg veed ei hvad,
Foruden først at spørge Præsten
(Hans ellers gode Ven for Resten),
Hvordan man dermed bær sig ad?
Der, snart i Østen, snart i Vesten,
I dansk og fransk Velgiørenhed
Dig binder ei til Tid og Sted,
Men i en Hytte, nær en Throne,
Hvorhelst du seer en Leilighed
Til Folk med Livet at forsone,
Giør for en Pige, for en Kone,
Ja selv for en Parnas-Coureer,
Som i Forlegenhed du seer
For Nattely, for Hat, for Frakke,
Og Vinterpels ombord paa Smakke,
Alt hvad du kan – om ikke meer-
Min gode giæstfrie Jacob Bendsen,
Hvis von og zon og Junkerie,
Som der er bare Navnstads i,
(Skiøndt selv en Mand af Navnværdie,
Der ikke just er ganske frie
For Titel-Snurrepiberie)
Jeg springer over uden Ændsen!
Her har du endelig det Brev,
Du burde havt for længe siden,
Hvortil mig alt mit Hierte drev
Strax efter din Tilbageriden
Fra Odinskovens Overdrev.
Erindrer du, af dig jeg blev
Ei blot til Trolleborg henaget,
Men og paa Vei til Hest ledsaget?
Her har du, siger jeg, det Brev,
Jeg siden dig, ombord, i Pelsen,
Du havde laant mig til min Helsen,
Taknemmelig i Tanker skrev. –

Det nemlig ikke sielden hender,
At jeg til een og anden Ven,
Hvis Hiertes Sympathie jeg kiender,
Epistler skriver – uden Pen –
Især i disse dyre Dage,
Da Blæk, Papiir, og Sand og Liim
(Endsige Lak og Alterkage,
Og Fiær af Svane, Gaas og Krage,
Samt hvad paa Posten man vil tage
For Spørgsmaal hen og Svar tilbage)
Kan ikke veies op med Riim,
De sidste siællandske Couranter,
Jeg har – og som har alt begyndt,
Med holstenske Repræsentanter,
At falde nær til Null af Mynt.
Hvis derfor Skriften udebliver
I mit Epistel-Rimerie,
Og jeg kun drømmer, at jeg skriver,
Sker det af blot Oeconomie.
Af samme Grund man og de Bøger,
Jeg giør af Kiærlighed og Sult,
Og som jeg Dag for Dag forøger
Med Pungen tom, og Hiertet fuldt,
Ei blot omsonst hos Brummer søger,
Men selv forgiæves i min Pult.
Thi, skiøndt fra Morgen indtil Aften
Jeg træller i mit skiønne Fag,
Og, som jeg aldrig havde havt 'en,
Kalfatrer paa den gode Smag –
Endskiøndt jeg ikke blot mig morer
Med løse Tegninger af Kul,
Men med Kritikens Vridt den borer
I Sprogets Brædder Hul paa Hul –
Endskiøndt jeg daglig hele Timer
Med ufortrøden Flid og Sveed
Smaapinde hamrer ind og limer
I Kisten til min Evighed –
Endskiøndt jeg uophørlig høvler
Min Sang, min Latter, og min Graad –
Har jeg til Handsker og til Støvler
For Kroppen dog engang ei Raad,
End sige, til de mange Særker
Og Skiorter, med der vilde gaae,
Hvis jeg min Siæls nyfødte Værker
En smule skulde klæde paa.
De ligge, hellige som søgne,
Aar ud og ind af Frygt for Kuld
I Himmelsengen ganske nøgne,
Som dækkes af min Hattepuld –

Af din, min Ven! jeg vilde sige –
Thi, hvis jeg mindes ret, blev min,
Da ned igien jeg maatte stige
Fra Musens fyenske Himmerige,
Paa Trappen byttet om mod din –
Til Held for de bemeldte Spæde,
Der tidt af Kuld før maatte græde,
Men som nu ikke længer knye;
Thi min var gammel, din var ny –
Og man maa nu det gamle skatte
Saa høit man vil i hvert et Fag,
Jeg holder meest af nye Hatte –
Nye Hov'der er en anden Sag.

Din og saa luunt har Reden dækket,
At mangen Unge siden der
Er bleven lykkelig udklækket,
Skiøndt uden Duun, end sige Fiær.
Hvis Greenen ei mig bliver knækket,
Hvis hele Vrimmelen engang
Udflyver, som den vilde gierne,
Af Reden i min trange Hierne,
For under Fredens milde Stierne
At fylde Fredriks Skov med Sang,
Er Æren din; thi uden Hatten,
Du mig for den, jeg glemte, lod,
Da jeg med blotte Hoved stod,
Det ude var med hele Klatten.
Og skal – saasnart den hele Klat
Blir færdig – mellem mine gode,
Fremflyve, som den bedste Ode,
Min Sang til Jacob Bendsens Hat.

'O du, hvis hele holdne Himmel
(Min egen var der Huller i)
'Et Aar har dækt den spæde Vrimmel,
'Jeg fik paa Halsen med de Ni,
'De Børn, som, uden al den Varme,
'Dem skiænkede din runde Puld,
'I deres nøgne Mødres Arme
'Var sikkerlig krepeert af Kuld –
'O Krone du for alle Hatte,
'Som fløi fra Hov'det af en Mand,
'Der eier alle Livets Skatte,
'Og nyder alle med Forstand,
'Paa Hov'det af en stakkels Digter,
'Der intet eier paa vor Jord
'Og, hvis ham Grundtvigs Forbøn svigter,
'Tør selv ei gaae til Herrens Bord!' –

Saaledes Oden skal begynde
(Thi jeg begynder tyndt og plat):
Men disse Vers er alt for tynde,
Og Riimbrevsproget alt for mat,
Til om, hvad siden efter følger,
At give dig en fuld Besked;
Jeg Enden derfor her dig dølger,
Især, da jeg den ikke veed.

Men nok, min Ven, for dennesinde
Om min Epistel fra i Fior –
Jeg skynder mig dertil at binde,
Hvad Parcen har begyndt at spinde
Mig for i Aar, med et Par Ord.
Ak! var det Blaar, hvad før vor Herre
Til Spindet gav, nu er det Hamp –
Hvis det saa varer ved, desværre,
Mit Liv til sidst blir til en Tamp;
Der kommer Kurrer efter Kurrer,
Enhver saa stor fast som en Tot,
Skiøndt Teenen ganske sagte snurrer,
Og Konen spinder ganske got,
Kun sielden nikkende ved Rokken;
Og, hvis hun slumrer ogsaa lidt,
Dog purret strax igien af Klokken,
Der ringer i mit Sort paa Hvidt –
Jeg meener nemlig ei Medusens,
Der sidder mørk paa Smagens Grav
Og lader, som hun græd, men Musens,
Der leer af Livets hele Jav –
Saa snart Fru Lachesis vil blune,
Og Traaden bliver alt for tør,
Hun vækkes af mit gode Lune,
Og væder den igien som før.
O, hvor det deiligt vilde blive
(Fast Musselin jeg sige tør),
Hvad hun mig spinder her i Live –
Hvis kun for Hamp hun havde Hør!

Thi sandelig jeg blev til Leven
I Lykkens vellystfulde Skiød
Saa got, som nogen det er bleven,
Med alleslags Talenter fød –
Med, for Eksempel, det: at strække
Mig paa en Sofa nok saa blød;
Og lade mig med Roser dække
Paa Græsset bag en Blomsterhække,
Ja selv i en Hyrdindes Skiød –
Som og med det Talent: at lade
Mig Hiertet træffe, Piil paa Piil,
Af Tit igiennem Buskens Blade,
Naar Nymphe her, og hist Dryade,
Paa lette Fod, med flygtig Iil,
Alleene, med hverandre glade,
Halvnøgne, lege Skiul, og bade
Mit Blik i Gratiernes Smiil –
Som det især: at kunne taale
Den største Livets Perial,
Hvor fuld man ogsaa vilde maale
Mig hver Lyksaligheds Pokal –
Og aldrig, som en Engellænder,
At hænge mig omsider, blot
For, baaren paa min Lykkes Hænder,
Jeg altid havde det for got;
Men tvertimod, at kunne dvæle,
Hvorhelst man stræber selv med Flid
Mig her i Livet at forkiæle,
Taalmodigen til evig Tid.
Jeg netop er som i mit Esse,
Naar jeg paa Hænder baaren blir,
Og var det selv af en Prindsesse,
Sit Hofs Juveel og Kiønnets Ziir –
Jeg kan mig, inden fire Vægge,
Som var jeg fød i Paradiis,
Utrættet lade kiæledægge
Paa hver en nok saa kiælen Viis.
Af hvilken Charis det skal være,
Der skiænker Nektar, eller Thee,
Jeg taaler sligt, og, paa min Ære,
Gad taalt det af dem alle tre.
Ja, var det selv af en Gudinde
(Skiøndt det er intet Børnespil
Sig i en Himmel ret at finde
Og i alt hvad der hører til),
Jeg kan mig lade kradse, nappe,
Forkrølle, ruske, pusle til,
Og krille, kildre, kysse, klappe,
Saa stærk og længe som hun vil –
I alle slige Herligheder
Jeg mig kan skikke som en Gud,
Og gad nok see den Povl og Peder,
I Eden og paa andre Steder,
Der i en Ruus af Saligheder
Sit Himmerig holdt længer ud,
Endog, hvis det blev ikke blandet
Med mindste jordisk Bryderie –
Nei! har jeg og til intet andet,
Saa har jeg dog til det – Genie!

Men, siger du, hvormed beviser
Jeg de Talenter? hvoraf veed
Jeg hos mig selv den Kraft, jeg priser,
Til Nyden af Lyksalighed?
Hvad sikkrer mig, jeg kunde holde
Jordlivets Herligheder ud?
Og at de aldrig vilde volde
Mig mindste brittisk Hovedbrud,
Da der saa lidt af samme vanker
I Livet, som jeg lever i? –
Jeg svare: Sniksnak! Lapperie!
Jeg holder dem jo ud i Tanker
Tilhobs, multipliceert med ni!
Jeg tømmer Heltenes Pokaler,
Og drikker selv med Guder Duus,
Omringt af Smagens Idealer
I Digtersalighedens Ruus –
Jeg taaler alle Tidens Druer,
Som Venus giød sin Nektar i,
Kogt ud til Evighedens Luer
I Solen af min Phantasie –
Jeg taaler Oceanets Strømme,
Hvis Væld er indbildt Tryllerie,
Og Paradiser, selv i Drømme,
Som der er ingen Slanger i!
Og jeg – jeg skulde, troer du, mættes
Af al den Jordens Fryd og Fred,
Mig kunde bydes her? og trættes,
Hvis der var ikke Maade med?
Nei, kiære Ven! det Liv, jeg fører
I Himlen, jeg dig skriver fra,
Der har, hvad til en Himmel hører
Af jordisk Fryd etcetera –
Hvor jeg imellem alle Muser
Og Gratier, i Venskabs Favn,
Hver Dag mig ud i eet beruser
I Tryllerier uden Savn –
Frydbæger paa Frydbæger tømmer
I Rolighedens stille Skiød,
Og hver en Nat fordopplet drømmer,
Hvad jeg om Dagen tryllet nød –
Beviser mig det overflødig,
Hvis nødig var et nyt Beviis,
At jeg har ingen Slange nødig
I noget Livets Paradiis.

Dog i al Fald bliv ikke bange,
Hvis og det her gaaer lidt for vidt
Med Saligheden, som saa mange
Besynge, men kun kiende lidt -
Der nærmer sig mig alt en Slange
Som den, jeg i det Eden fandt,
Du skiænkte mig alt tvende Gange,
Hvis Timer alt for snart forsvandt -
En Slange her i Himmelborgen,
Min Bendsen, ak! og det er den:
Jeg maa desværre alt i Morgen
Herfra til Kiøbenhavn igien.

Listen to this poem:

Comments about Min egentlige Genialitet by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012



[Report Error]