NATBLOG Poem by Morten Søndergaard

23/9
Natten er her igen.
Nogen har lukket mig inde i kontroltårnet og smidt nøglerne
væk. Ord beder om landingstilladelse. Kom ind.
Jeg tror på ordenes sammensværgelser bag om ryggen
på syntaksen.
Der er kun at blive ved.
For fuld udblæsning. Håbe på at det går. Selv om vi ingen steder
har at gå hen. Skriver som aftenlyset der river afgrunde
op i alle farver. Et spektrum fra violet til fosforiserende grønt.
Et lys falder på de ord som står her. Jeg går
op i bjergene med en usynlig hund og skriver et digt.

24/9
Gulvene siger: Hej fødder.
Vi går og hedder noget: Kontrapunkt, bristepunkt, smeltepunkt.
Tiden afvikler sit program, den løber, den går, den star
stille:
Kroppen falder fremad i sit ettal, for alting
er skrånende, alting
er blind tillid til gulve, tillid til dig,
jeg går tilbage, skridt
for skridt, jeg sidder på toilettet i min farmors badeværelse, et gulv af gule,
brune og blå rektangulære kakler, kakler, en måde
at falde i staver på, aflange staver af kakkelmateriale,
og der på toilettet i tankerne skære kaklerne fri
og lægge dem tilbage
i gulvet, i nye mønstre,
langt mere tilfredsstillende mønstre, i begyndelsen var
mønsteret,
den gule, brune og blå følelse mod fodsålerne,
tilfældige formuleringer, tilløb til figuration, her og der spor
af en blomst med kronblade, et ansigt, en kakerlak, en kniv
eller en skruetrækker ville kunne det,
brække dem løs, kaklerne, men det er umuligt, fødderne
må
acceptere alle slags gulve, alle gangbare overflader.
Vi leder efter steder at gå ud fra. Gulvet er et udgangspunkt.
Stedet er den gåendes
faste bopæl. Fornemmelsen for sted. Dette sted: Vi.
Vi lukker luften ud af stedet, som af et badedyr,
og bærer det med os.

25/9
Klar? Hvert ord er et andet ord.
Hvert sprog et andet sprog. Fra nu af hedder ansigt ‘sne'.
Man er ven med sine tæer. En sætning der er til at tage og føle
på. Et føl?
Mine hvide heste. Som barn spillede jeg mundharpe
og red ofte ind i solnedgange.
Jeg red. Undskyld: Jeg hed Lucky Luke. Ordenes blegansigter
vender sig mellem birkestammer.
Ansigt burde hedde ansigt.
Skridt for skridt.
Så og så mange skridt. Apostlenes heste.

15/5
Min forfængelighed er ganske forfærdelig stor. Postkort fra
Pound: Skil dig af med den, ødelæg den. Jeg går tur ned ad
gågaden, det er ciao. En gåtur kan begynde og slutte et hvilket
som helst sted. Der er ild i bjerget. Heldigvis. Digterne sidder på
kondicykler og forsyner sproget med elektricitet. Holder det i
gang, som man siger.
Poesi er så økologisk. Højspændingssætninger holder hele byer
på benene. Jeg går gennem byen på må og få. Kommer alle
vegne.
Jeg må vænne mig af med den mærkelige vane med at tælle
skridt.
Jeg ved virkelig ikke hvilket ben der tog
det første, men
jeg kan huske min kravlegård var nøjagtig 3 skridt lang,
der gik jeg i en
stribet jaguarsol, frem og tilbage, der er 27 skridt fra køkkenet
og hen til mit skrivebord,
der er 513 hen til posthuset
og 6989 ned til fodboldbanen ved motorvejen, jeg begynder
at gå ud i solen, som en lallende tåbe
der med ét har forstået
at livet ikke er et langt fald mod døden, men en række
sammensatte skridt
i uforudsete retninger,
der er 3124 skridt op til artiskokkerne i olivenlunden,
423 skridt
ned til baren. Der kan være 1 skridt til øjeblikket
af samtidighed, som findes
når digtet er skrevet og jeg får lov
til at være i verden, en til en,
den ligger her på en så fuldstændig
overbevisende måde med artiskokker og Glen Gould, øreknogler
og hunde og chili og
dig. Jeg går op
i olivenlunden for at se til artiskokkerne, et
portræt
af kunstneren som grøntsag, artiskokkerne, vi koger dem,
vi plukker deres
kronblade af,
vi finder vej til det velsmagende hjerte, det er det vi vil.
Find dit stykke
af kaos og dyrk det, få det til at blomstre med vilde
vådeskud
fra alle grene,
25367 skridt i den ene retning 25367 i den anden,
som dengang
man som barn
talte skridt på vej til skole
og skulle begynde forfra hvis man ramte stregerne, nu sætter
vi stregerne på papiret som bartendere der tæller øl, fire nedad
og en
på tværs, så og så mange dage endnu, vil du, vil du, vil du med
mig ud i skoven gå? Derude
tæller en blodbøg sine blade baglæns og et sted plaprer solen
over sig
i et gammelt springvand.
Man kan
godt bliver vanvittig af at tælle, tælle girokort, tælle kærester,
tælle gule, brune og blå biler, tælle skridt, men
tal bedøver,
flytter smerten en smule
fra det talte til tallene. Vi tæller ikke
på fingerne mere,
det meste foregår inde
i hovedet.