Jens Baggesen


Niende Sang - Poem by Jens Baggesen

Jeg ser saa nødig, Læser, at du sover.
Hvordan min Helt kom hjem, hvordan han hilset blev
Af Birtemor, og sligt, jeg derfor ikke skrev,
Men sprang forsigtig over.
Tænk dig et Mellemrum af fire Dage,
Som han nu lykkelig har lagt tilbage,
Og gjæt engang, hvor han befinder sig?
Ifald jeg ej bedrager mig,
Din Gjættekraft saa langt vist neppe naar:
I Kongens Kjøbenhavn paa Gammeltorv han staar.

Hvorledes kom han der? — Om du saa vil behage,
Saa gaa vi nu saa sagte lidt tilbage!

Saasnart han fik det før omtalte Nød,
Beslutted han at gjøre det til Kjød,
Og, for det med desmer Profit at sælge,
Vort Kjøbenhavn til Marketsplads at vælge.
Mor Birte græd og alle Bymænd lo;
Men han har engang fast besluttet det.
Besluttet, sat i Værk, er vel for mange to;
Men for en Helt og Galning er det et.
Han trilled derfor ud af Byen med sin Ko,
Som, delt i fire blodige Kapitler
(Dog uden Overskrifter eller Titler):
Laa paa en gammel Hjulbør ganske net.

Nu kan vi gaa lidt frem igjen,
Om dig saa synes, kjære Ven!

Han længe stod paa Torvet med sit Læs,
Og raabte: „her er Kjød!" til han blev hæs.
Men ingen Kjøber meldte sig. Omsider
En Slagterhund to Kamerater bød
Venskabelig til Gjæst paa dette Kjød.
(Man mærke her, at i de gamle Tider
Var Dyrene særdeles øved i
Den skjønne Kunst, man kalder Pantomime;
De gode Folk, som Fabler sammenrime,
Forsikrer, Ord endog tidt blandte sig deri.
Ovid endel om denne Tid os melder,
Som mer til Usandsynligheden helder;
Æsopus lar dem præke, hvor det gjælder.
Men det gaar uden Tvivl for vidt;
Jeg holder for, det var kun mimiske Grimaser,
Æsop, Ovid, og fler har taget an for Phraser.
Forud for Dyrene vi dog maa have lidt).

„Det lader til", lød Heltens Ord til Hunden,
„Du har særdeles Lyst til Kjødet her;
„Du blir saa spids i Næsen, lang om Munden!
„Mig er det lige meget, hvem det er,
„Som kjøber, kan jeg tro, naar han betaler
„Mit Kjød med rene sex og tyve Daler.
„For mindre sælger jeg det ej.
„Har du saa mange?" — Hunden svarte: „Nej! -
„Slet ingen?" — Nej — „Ja, du kan faa Credit,
„Dog, notabene, kun paa fjorten Dage -
„Men hvis du ikke saa gjør kandt og qvit,
„Saasnart jeg kommer her tilbage,
„Saa tager jeg dig selv med Hale, Sjæl og Krop!
„Paa disse Vilkaar kan du tage Nødet;
„Indgaar du dem?" — Top, sagde Hunden, Top!
Og gav sig strax i Færd med Kjødet,
I Spidsen af de andre, som han bad,
Med al den Artighed, man kan forlange
Paa Torvet, tage Del i dette Maaltid Mad;
Og alle spiste som de kunde bedst.

„Ja! Ja!" brød Helten ud, „byd du kun frit saa mange,
„Dig synes, paa dit Kjød til Gjæst!
„Jeg holder mig til dig om Penge.
„Farvel saa længe!"

Jeg nu vel ikke længer dølge kan,
At stakkels Manden
En Skrue havde løs i Panden;
Og dog — men nej! som sagt, det gaar ej an,
At redde ham, i Hensigt til Forstanden.

De fjorten Dage gik; men hvor det gik i dem;
Hvad han sig foretog, da han kom hjem;
Hvordan for Kjødets Salg Mor Birte skjendte;
Kort, alt hvad Helten i de fjorten Dage hendte,
Derom Historien er taus;
Jeg ligesaa. Jeg aldrig lyve gider
Af Angest for at lyve snavs;
Paa Sandhed, ej paa Pegasus jeg rider -
Jeg tager sjelden fra, og lægger aldrig til.
Min Læser fylde selv det Hul, hvordan han vil.

Imidlertid det er en gammel Skik,
Som ikke synes mig saa dum:
At give Læseren lidt Pusterum,
Hvor Eventyret Huller fik;
Thi dermed er enhver just ikke tjent,
At tænke paa, hvad der kan være hendt,
Særdeles Folk, som ingen Tænken lider.
Et saadant Pusterum bestaar som oftest i
En Interims Ansøgning til de ni,
Hvis græske Navne jeg ej nævne gider,
Hvorved man sødeligen slumrer hen,
Og vaagner siden styrket op igjen.
Men mange, for Exempels Skyld, Horaz,
Paastaa den Pustemaade rent er Fjas,
Og raade til at fylde slige Huller
Med Ting, som siges bør, men ikke før er sagt,
Og siden ikke godt foruden hæsligt Bulder
I Eventyret kunde blive bragt.
At læse noget nyt, man ikke kjedes over,
Det er den sande Pusten, kjære Ven!
Jeg den saa regelret just ikke lover;
Men dog, velan! Vi vil forsøge den.

I gammel Tid var det i visse Maader
Mer tungt end nu, at være kronet Mand
(Med slig jeg mener en, som over Land
Og hvad der er i Landet raader),
Især mig synes en Gjenvordighed,
Som Kongerne var fordum plaged med,
Hvis man skal tro de skjønne Traditioner,
Der os i Livets Vaar tidt gjorde Søvnen sød
Paa Ammens eller Barnepigens Skjød,
At være nok til ej at ønske Kroner:
Den, at Hans Majestæt var sjelden fri
For en og anden himmelyndig Datter,
Der, altid vaad af sort Melankoli,
Paa ingen Maade tørredes ved Latter,
Fordi, forhexet af en Troldmand eller Fe,
Blandt alle mulige Fuldkommenheder,
Hvorefter man omsonst i vore Tider leder,
Hun ene mangled den, at kunne le.

Kong Dan var netop slig en højtbedrøvet Fader
(Man heraf tydeligen ser,
Historien er ældre, end den lader;
Saa gaar det ventelig med fler).
Kong Dan var Fader til en Datter,
Saa skjøn, for Resten, som en Datter være kan
Imellem os og Severambenland,
Men som det plat ud ej gik an
For nogen Ridder eller Riddersøn,
Om han var nok saa bold og skjøn,
At bringe til det mindste Skin af Latter.
Hun græd bestandig, hvor hun gik og stod,
Skjøndt Siegwart dengang ej endnu var trykt;
Saa mangen dejlig Prinds af fransk og engelsk Blod
Forgjæves gjorde sig for hendes Skyld forrykt.
Man læste for den grædende Prindsesse
Saa mangen vittig gallisk Petitesse.
Man læste om hver gammel Vis og Nar,
Som Aristophanes og Plautus skildret har.
Jeg tror, man havde paa den kongelige Datter
Forsøgt omsonst mit eget Antidot
Mod Graad: den salig Herr Cervantes Latter,
Hvis og man havde havt hans Don Quixot'
Som rysted selv en Carl den femtes Mave,
Der ikke letteligen kom af lave.
Man havde Visen om Peer Paars,
Som tog en Rejse for fra Kallundborg til Aars,
Og Paarses Sangers syv Bind Skuespil
Og kunnet læst omsonst. Til al Ulykke
Var Wessel dengang heller ikke til;
Det kjære strømpeløse Sørgespil
Maaske dog havde kunnet gjort hans Lykke.

Omsider, som man let formode kan,
Da rørt af ingen Spøg, af ingen Glæde,
Prindsessen blev bestandig ved at græde,
Flød hele Hoffet hen i bare Vand.
Hvad Kongen saarer, hele Folket saarer;
Hver ærlig Undersaat forgik i Taarer,
Og Glæden flygtet fra det hele Land.
Kort, Danmarks Tilstand var en sand Contrast
Af den nærværende; thi Velstand groede
Om næsten hvert et Hus; men Glædens Himmel brast,
Og Ørkner skabtes der, hvor Paradiser stode,
Da Kongen og Prindsessen græd.
Nu tvertimod, skjøndt hver har sin Fortræd,
Skjøndt Penia man alle Vegne sporer,
I Spidsen af de grumme Creditorer
At blande Splid i Giftes Kjærlighed,
Og Blod i den udtrælte Bondes Sved -
Og Streger i mit Vers snart paa hvert andet Sted -
Man Glæden overalt dog bygge ser
Sit Tempel mellem Skjæbnens Tordenkiler,
Og Bonden, jeg, og hele Landet ler,
Fordi vor elskte Fredrik virksom iler
At bryde Lænker, skabe Mod og Lyst,
Og Frihed i hver flittig Landsmands Bryst,
Og fordi Du, Lovise! smiler.

Man brugte al sin Vittighed og Kunst,
Og mer end sin, som sagt; men alt omsonst.
Kong Dan til sidst til en Beslutning skrider,
Der klinger underlig i vore Tider:
(Til Gjengjeld mangen, som os synes ligefrem
I vort Aarhudredes oplyste Dage,
De Gamle, hvis man havde budt den dem,
Endnu langt mere havde tordet vrage).
Han lader, kort sagt, gjøre vitterlig:
At den, som blev saa lykkelig,
At liste af hans melankolske Datter
En Latter
Fik til Belønning, hvem han ogsaa var,
(Vel meget! — men hvad skal man sige?)
Prindsessen og det halve Kongerige.

Den hele Verden gjorde sig til Nar.
Prindsessen og den halve Krone
Stak alle Hjerner overalt i Brand:
Den første ønskte sig hver rørig Mand;
Den sidste ønskte sig hver rørig Kone.
Fra Vest til Øst, fra Syden indtil Norden,
Lød Dag og Nat, og Nat og Dag,
Et samlet Bulder, som en blandet Torden,
Af Pandeslag.
Man efter Indfald allevegne ledte;
Al Jordens smaa og store Hov'der svedte;
Matroser, Prindser, Paver meldte sig -
Men ingen af dem blev saa lykkelig,
At faa det mindste Smil, end sige Latter
For deres jammerlige Hovedbrud
Af Kongens rent i Sorg nedsjunkne Datter.

Saaledes saa det nu ved Hoffet ud,
Da Jeppe kom igjen til Staden,
Og traved rundt omkring paa Gaden,
For at faa fat paa den omtalte Hund.

Nu puster man igjen en liden Stund.

Listen to this poem:

Comments about Niende Sang by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012



[Report Error]