Jens Baggesen


Palmines Bortgang - Poem by Jens Baggesen

Her svandt hun, Rosen falmer, Løvet bæver,
Violen visner langt fra hendes Fod;
Men meer end Rosers og Violers Duft omsvæver
End Stedet, hvor hun stod.

Hun svandt — og Solens sidste Straaler tabtes
I Mulm; den hele Himmelegn blev mørk;
Og Jordens lyse Paradiis omskabtes
Til Dødens tause Ørk.

Hun svandt — og Zefir tav, og Philomele,
Selv Bækken tav, som lagt i nye Baand.
Alt sukked dybe Suk, som om den hele
Natur opgav sin Aand.

Hun svandt — og Lundens Glæder svandt med hende;
Med hendes Smil forsvandt min hele Lyst.
Erindring! ene du kan atter tænde
Dens Fakkel i mit Bryst.

O fyld min Siel med Mindet af den Rene,
Du Duft, som hun i Flugten efterlod!
Et Rosenkys oplive min Camene
I Spor af hendes Fod!

Jeg knæle vil andægtig, og beaande
Med fyrig Læbe hvert et segnet Straae,
Som — (o det segned i vellystig Vaande!)
Den Engel traadte paa.

Til mattet af mit ømme Hiertes Stræben,
Løft, i det sidste Kys, af Livets Baand,
Jeg, med min Elsktes qvalte Navn paa Læben,
Opgiver sødt min Aand.

Listen to this poem:

Comments about Palmines Bortgang by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012



[Report Error]