Jens Baggesen


Postskriptet i Aar til Brevet i Fjor - Poem by Jens Baggesen

Tillad, høistærede Krigscommissarius!
At, mens jeg nipper til lidt Mad,
I denne Svinestad -
Jeg kalder saa den Bye, hvis Vaaben er et Sus -
(Men blot for Rimets Skyld jeg nævner paa Latin
Hint eiegode, vidtberømte Svin,
Der roded op den Saltets Grube,
Som udgiør disse Heede-Biers Kube)
Tillad, at jeg, som sagt, i største Hast
Med et Par Linier Dem takker
For Deres og for Deres Kones Smiil,
Der standsed i sin Iil,
Min Reisepiil,
Og gav mig Styrkning til at vandre flere Miil;
Tilbød mig Støvler, overlod mig Frakker,
Dyrt kiøbte hos Herr Schramm,
(Som, in parenthesi, faae Skam,
Saa længe til af Rig han blir en Prakker!)
Og lærte mig det hele giæstfrie Værd
Af Landsmands Standsning paa en hastig Reisefærd.

Hvad jeg kan yde her af Tak, er saare tyndt;
Det bedste maa jeg lade streget -
Men ligemeget!
Correspondentsen er dog nu engang begyndt.
Og, om Begyndelsen kun lidet mig vil hædre,
Kan Enden maaskee blive desto bedre.

Da Posten iler bort i dette Øieblik,
Maa jeg i Hast til Hovedsagen skride,
Som er, at lade Dem og Bankcomptoiret vide
Mit Opholdssted i Frankrigs Republik;
Ifald lyksaligviis det skulde hende,
At Banken nogentid mig Noget maatte sende.

Adressen er da, gode Ven:
„Til Baggesen,
(Aldeles ikke Citoyen!)
A l'Elisé-Bourbon (il manque un e!)
Rue fauxbourg Saint Honoré,
Numero soixante et six,
Paris —"
Jeg haaber, ved min Ankomst der at finde
To Linier fra Dem og Deres Gemalinde,
Som, ihvor kiær mig Banken ellers er,
Mig skulde være meer end selv en Vexel kiær;
Skiøndt Vexler (mellem os saa sagte)
Er ikke heller at foragte.

Kys Deres Frue med den Heftighed, hvorom
Jeg talte med Dem tæt ved Hamborgs Bom!
Og hils den latristransporterende Herr Broder,
Hvis Liv vist bedre gaaer, end om det gik paa Noder,
Som mit,
Der halter lidt,
Og bedre holden var med Latris, end med Oder.

Endnu engang, lev vel, i alt for nære Bye!
Til De kan længer bort fra Hamborg tye;
Og tilgiv, at i denne korte Skierts
Jeg salig Agent Holks afdøde Vers
Lod leve op paa nye!
Parodieer mig dem tilbage!
Saa vil de samme Riim ret ypperligen smage,
Elskværdige Herr Jessen! Deres Ven,
Jens Baggesen.


Efterskrift
(1803)

Paris
At det nærværende Postscriptum til et Brev,
Som jeg omtrent for eet Aar siden skrev,
Saa sildig kommer, og maaskee for silde,
Er ilde.
De har formodentlig for længe siden glemt
Begyndelsen, der, som De seer af Stilen,
Var Frugten af en alt for hastig Iilen,
Og er for Slutningen nu reent forstemt.

Til Brev, man skrev i Fior, Postscript i Aar at føie,
Er værre selv — med Skam jeg det tilstaaer -
End et Hielp Gud i Dag til Een, som nøs i Gaar,
Og i Correspondenz, som Kursen har for Øie,
Haardt at fordøie.
Men, kiære Ven, De trykker her en Byld,
Hvori jeg har i Grunden ingen Skyld.
Postscriptet havde fulgt umiddelbar paa Brevet,
Og Himlen veed, hvor meget meer var skrevet
Fra den Tid indtil nu, hvis ikke Deres Svar
Var udeblevet.

Hvor Deres Taushed mig i Hiertet skar!
Ni Maaneder utrøstelig jeg var,
Og tænkte: Jessen, som saa mangen anden,
Gier Din Correspondents i Vers og Prosa Fanden -
Han andet at bestille har,
End spilde Blæk, Papir, og Tid med Svar.
Jeg gik af Græmmelse fast ganske fra Forstanden -
(Imellem os var Veien ikke lang,
Jeg var fra Barnsbeen af derpaa ret godt i Gang.)

Slut til min Studsen, da, for trende Dage siden,
Jeg Pjalten fandt, her handles om,
Hvorpaa jeg havde ventet hele Tiden
Et venligt lille Svar, som aldrig kom.
Formodentlig jeg den har kopieret,
Det er at sige skrevet om -
Thi den i Lyneborg paa Posten blev leveret.
Det faldt mig ind, ved den igien at see,
At mueligviis Originalens Sludder
Var gaaet underveis i Skuddermudder;
(Saa gaaer et Lagen tidt, end sige liden Blee;
Hvad med en Verden kan, kan med et Sandskorn skee.
Skabt rimer sig med tabt: vi dødelige Stakler
Er' underkastede deslige Tabs-Mirakler:
Atlantica forgik i Tidens Hurlumhei -
Mit Brev kan have gaaet samme Vei.)
I saadant Fald det er naturligt intet Under,
At med et Svar derpaa De gav Dem gode Stunder.

Jeg forudsætter dette Fald,
Og — Buldret af et heftigt Tordenskrald,
Der, som jeg skriver dette, mig bedøver,
Er mig Bestyrkning nok — jeg ikke meer behøver -
Jeg skriver uden Skye
Min første Tilskrift om paa nye,
I Haab, at samme dennesinde
Vil Veien til Pallmall ved Hielp af Posten finde.

Alvorlig talt, min Landsmand, og min Ven!
Det Venskab, De, og Deres hulde Mage,
Ved Deres Omgang i de to tre Dage
Jeg saae Dem, lod mit danske Hierte smage,
I Mindet kommer mig saa tidt igien,
Med fædrelandsk Fortryllelse tilbage,
At jeg umueligen kan Fristelsen modstaae,
Dem efter fast et Aars Forløb at melde:
Hvorlunde mine Breve, store, smaae,
Riimløse, rimede, som saa,
Ja mine Bøger selv, og Verden — kan forgaae;
Men hverken Afstand, eller Tidens Ælde,
Formaaer Erindringen om Dem at fælde;
Og at det meget vilde glæde mig,
Hvis De med næste Post mig kiærligen lod vide,
At De er munter, frisk, og lykkelig;
Og at jeg kan paa den Forsikkring lide:
At naar, og hvor vi sees igien,
Jeg finder, hvad jeg fandt i Altona — en Ven.

I tryg Forventning af et Svar paa dette,
Som mit betyngte Bryst vil ikke lidet lette,
Omfavner jeg Dem i mit Hiertes Aand,
Og kysser Deres Frues skiønne Haand.

Listen to this poem:

Comments about Postskriptet i Aar til Brevet i Fjor by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012



[Report Error]