Jens Baggesen


Romerering - Poem by Jens Baggesen

Glade, lykkelige Ven!
Som i Hesperiders Have
Henrykt sværmer Vintren hen
Mellem Alderdommens Grave,
Hvor Hellænis gaaer igien -
Hvor blandt Roms de store Skygger,
Rundt omgiven af Exempler,
Idealer, Guddomstempler,
Og Udødeligheds Templer,
Venskab Dem en Hytte bygger,
Som kun Moltke bygger den -
Alt for lykkelige Ven!
Hvad kan vel fra Seinens Boder,
Mellem lutter nye Moder,
En forfløien siællandsk Pen
Bringe Dem til Skiænk igien
For de glade Sværmerier,
For de Nyn af Philomeler,
For de Træk af Raphaeler,
For de klassiske Magier,
Deres sidste Tryllebrev
Mere sang mig til, end skrev?
Ak! paa hine ni Gudinder
Kalder jeg omsonst mig hæs:
Min Anraabelse forsvinder
Mellem lutter Gaasehvæs
Af de tusind hvide Tøiter,
Som ei blot paa Pinde staae,
Naar en fransk Josias fløiter;
Men som gribe, holde paa
Danske Fremmede, der gaae,
(Som De veed) paa Dydens Skøiter
Over Levemaadens Iis
I det slibrige Paris.
Og dog kan og vil jeg ikke
Paa et Brev, som Deres var,
Dem — maaskee til Tibur — skikke
Et gemeent prosaisk Svar:
Vil det ei; thi, skiøndt beskeden
Som en ægte Siællandsfar
Jeg af Digterevigheden
Med en Stump til Takke târ,
Ønsked jeg dog, sandt at sige,
Heel og holden denne Stump;
Og, hvis i Apollos Rige
Jeg til Høihed ei kan stige,
Dog at hytte mig for Dump
I en saa afskyelig Moose,
Som min gamle hverdags Prose -
Kan og ikke; thi min Aand
(Vant til Rimets Ledebaand)
Hvergang noget mig beruser,
Hvis den gaaer allene — buser;
Hver en Gang min gamle Pen,
Med en sympathetisk Ven
Bliver som til Barn igien,
Rimet mig i Øret suser;
Og ved hver en deelet Fryd
Hører jeg en dobbelt Lyd,
Som en Væddesang af Muser -
Sligt er eengang min Natur:
Enten maa jeg lægge sammen
I en bunden Stil min Gammen,
Eller tie, som en Muur.

Altsaa vilde dog min Stierne,
(Hvad De undte mig saa gierne)
At jeg skulde see mig om
I det hellige, det skiønne,
Stolte, gamle, eviggrønne,
Underfulde, store Rom!
Altsaa dog ei blot i Tanker,
(Hvori hver Poet jo spanker,
Naar han vil, al Jorden om,
Ja vel og i Himlen dandser)
Men med alle mine Sandser,
Endelig derhen jeg kom!

Ja, min Ven! jeg hører, skuer,
Lugter, smager, føler alt,
Hvad om denne Troldstads Buer,
Støtter, Templer, Torve, Stuer,
Helte, Munke, Muser, Fruer,
Gamle Ørne, unge Fluer,
Blev af Hviid og fleer fortalt!
O! jeg seer — og mine Blikke
(Held mig glade!) skuffes ikke,
Som saa mangen anden Gang -
Alderdommens hele Prang:
Dette Capitol, hvis Torden
Rysted fordum hele Jorden -
Hele Jorden, at forstaae;
Folkene, som boe derpaa!
O! jeg bæver, ved at skue
Hin Sankt Peter med sin Hue,
I hvis stadselige Vom
Vor Sankt Peter med vor Frue
Magelig til Rette kom!
O! hvad seer jeg ei? mit Øie
Drukner i et Trylleblik
Over selve dig, Sankt Peter!
Over disse Heltehøie,
Disse sande syv Planeter
I den høiere Sphærik!
(Thi Naturens — o! hvad er den,
Imod denne Kunstens Verden,
Andet end Mathematik
Imod plastisk Dynamik?)

Hvad er Alpetoppes Svimmel,
Hvad er Nattens Stiernevrimmel,
Imod denne Romer-Himmel,
Naar man sandse, føle kan
Med en Mand, som Winkelmann?

Og — det kan jeg, kiære Ven!
Nok saa godt som een igien,
Naar jeg giver mig lidt Stunder,
Og paa Kunsten kritisk grunder.

Naar jeg, i en vis Distants
Fra mig selv, paa Posten hans,
Fordumstidens Gudefagter,
Her i dette Gruus betragter,
Spørger jeg mig henrykt om:
Hvad er vel vort usle Norden,
Hvad er vel Naturens Orden,
Hvad er Havet, hele Jorden,
Alle Stierner, alle Sole
Mellem Melkeveiens Pole,
Hele Verden, kort, mod — Rom?
Den, som midt i Kunstens Skatte
Sligt et Spørgsmaal ei kan fatte -
Den, som her ei raaber Bæ!
Til vor Nutid — er et Fæ;
Ham gav blot Naturen Patte;
Ham gav ingen sund Critik
Denne Melk, som Smagen kryster
Af de gamle Kunstens Bryster,
Som man kalder Æsthetik.

Himlen over alle Sole -
(Den i den latinske Skole
Meener jeg med Himlen her)
Og dens Rector — være lovet!
Jeg har ei saa reent bortsovet
Tiden i Naturens Arm,
At jeg ei, hvergang mig Dunsten
Stiger noget op af Kunsten,
Skulde kunne blive varm;
Ja endog, trods nogen anden,
Blive ganske heed i Panden.
Svar mig, kiære Gierlev! svar!
Føler jeg mit Hierte banke
Som en anden Siællandsfar?
Er ei værdig Rom den Tanke,
Jeg paa Potteskaarnes Banke,
Hvor jeg netop stander, har?
Er den Følelse, som stiger
Høit med Tiecks og Göthes Lyst,
I mit fordumssvangre Bryst -
Ægte klassisk? See, jeg kiger
Ned paa Brokker hist og her
Blandt Ruiner fiern og nær -
Og, begeistret af den øde,
Gamle, faldne, knuuste, døde,
Halvforraadne Værdighed,
I hvis Grav jeg blikker ned,
Ønsker jeg: „en dygtig Torden
Maatte knuuse hele Jorden,
Og, om mueligt, Himlen med;
Saa, at alle syv Planeter
(Hvad jeg vilde sige: ni)
Med alt hvad der er deri,
Sole, Stierner, og Cometer -
Flux blev til Antiqviteter;
Og (o meer end Salighed!)
Intet, intet blev tilbage
Af den unge Herlighed,
Som skamskiænder vore Dage;
Og at jeg i dette Nu,
Mellem Gruus og Skaar og Stumper
Af de andre Verdens Klumper
Selv og maatte gaae itu!" -
Svar mig, Kiære! svar oprigtig:
Finder De min Tanke rigtig?
Er der Tieckisk Sværmerie,
Er der Schlegelsk Poesie,
Er der nye Philosophie,
Er der gammelt Raserie,
Er der klassisk Chiliasmus,
Høihed, Kraft, Enthusiasmus,
Fiinhed, Stolthed, Energie,
Ahnelse, Critik, Genie -
Kort: æsthetisk Ild deri?
Lugter ogsaa den af Fæet,
Som, imellem Faar og Giæs,
Udelukt af Propylæet,
I Naturen gaaer paa Græs,
Og som dumt sig vederqvæger
Ved Forstandens Kilde? — Ven!
Skulde selv en Schlegel-schläger,
Kunne skamme sig ved den?
Er den værd de vilde Blikke,
Han (hvis han sig fandt i Rom)
Vilde lyne rundten om?
Ligner den — om nu just ikke
Fuldelig, til Punkt og Prikke -
Noget den beruuste Hikke,
Som ham sikkert der paakom,
Ved sin Siæl i Alderdom
Ganske pærefuld at drikke? -
Svar mig! — Dog De tier? Sligt
Synes Dem (hvis jeg kan læse
Trækket under Deres Næse)
Svimmel Hovmod alt for ligt.

Om jeg altsaa tog tilbage
Denne Pralen uden Mage?
Om for ham i Skiul jeg krøb,
Vigende hans løbske Løb?
Vel! jeg lader ham den Ære
(Men og eene ham) at være
Stærkest i poetisk Ruus,
Gøthiskhed, og klassisk Duus -
Ham, der (som os Rygtet siger)
Alt besov Parnassets Piger
I sin Vugge — ham, hvis Næb
Qviddrede sin Jordemoder,
Een af Sprogets beste Oder
I sit allerførste Flæb -
Ham, som alt, før han gik eene,
Drak sig fuld i Hippokrene -
Og saasnart ham hans Mama
Lærte stamme plat: Papa!
Føied lyrisk til: Ha! ha! -
Ham, som giorde (tabt desværre!)
Alt en Hymne til vor Herre
Fuld af Streger, i sit Svøb — -
Ham i Drukkenskab at stikke
Vover min Begeistring ikke;
Skiøndt i Digter-Veddeløb
Fra de Fem, og fra Forstanden,
Den tør trodse hver en anden.

Men fra denne svimle Top,
Hvor, for Blik med Dem at deele,
Over Roms forknuuste Heele,
Jeg saa modigen steeg op,
Giør jeg, ned igien, et Hop.

Thi skiøndt Tidens Ormes Vrimmel
Mylrer i mit Hoveds Svimmel;
Skiøndt jeg føler i mit Bryst
Meer en Gammelost af Himmel
End et Hierte fuldt af Lyst -
Finder dog, naar for og agter,
Her i denne gamle Bye,
Critisk Tingen jeg betragter,
Jeg mig Stakkel alt for nye.
Og naturligviis lidt blye
Ved at finde mig (trods Volden
Paa mit Væsen) heel og holden,
Som man staaer og gaaer i Thye,
Skynder jeg mig ned i Livet
Fra det Golgatha, hvorpaa
De og Moltke henrykt staae.

Mig blev, ærlig talt, kun givet
Meget lidet (som De veed)
Af den sande Classiskhed -
Meget lidt af disse Miner,
Hvormed Kienderen fremtriner
Paa Hesperiens Ruiner -
Meget lidt af denne Smag,
For hvad Tiden har fortæret,
For hvad eene heelt har været
En Snees Sekler før i Dag -
Meget lidt; skiøndt maaskee mere
Selv, end mangen tydsk Pedant,
Der, som Schlick, og Schlack, og flere,
Meer i Roms Kloaker fandt,
End i alt fra Syd til Norden
Under, eller over Jorden;
Thi det lidt, jeg fik — er sandt.

Men hvad seer jeg? Selv De stiger,
Og min ædle Moltke med,
Ned i Livets lave Riger,
Fra det Hovedpandested,
Rundt om hvilket, hvor det kiger,
Øiet seer kun Dødens Fied.

Mæt af Romerherlighed,
Træt af Trin paa Kunstens Grave,
Tyer De til mit Opholdssted
I vor Nutids unge Have,
Hvor, imellem Blomsterbed,
Man istedenfor Gudinder,
Og Gudinders Børn af Steen,
Svage Dødelige finder,
Lutter Mænd kun, og Mandinder,
Men som have Kiød og Been -
Og for stumme Idealer
Af en Gud, en Helt, en Taler,
Folk, som man kan snakke med
Om sin Fryd og sin Fortred -
Og for hvad de Døde skreve,
Og de Døde svarte paa
(Skiøndt i Vers, som evig leve)
Muntre Baggesenske Breve
I et Sprog, som vi forstaae.

Troe mig: Det er skiønt at sveve
Mellem Skygger hist i Rom -
Saligt, vellystfuldt at leve,
I det gamle Svinedom,
Nye Sviin har rodet om -
Mig dets Under og henreve,
Skiøndt jeg kun i Deres Breve
Did med alle Sandser kom.
Men, naar man har seet sig om
Nogen Tid i Guddomsskrabet
Af forgangne Hedenskabet,
Finder man tilsidst sig i
Livet, som det nu er Moden
Mellem Christne her paa Kloden:
Livet uden Maskepie
Med det gamle Svinerie -
Livet, som er end tilbage -
Livet, som er ei forbi -
Livet, kort, i vore Dage -
Livet — som man lever i.

Men det er vel Tid, jeg ender!
Jeg er ikke rigtig klog:
Pennen løber, Tiden render,
Brevet bliver til en Bog.
Til de Romere jeg skriver
Med en Lyst, og med en Iver ...
Der maa være noget dog,
Noget eget der, som driver!
Thi Sankt Paulus selv og skrev
Dem sit allerlængste Brev. -
Sagen er: jeg romererer,
Trods en anden, og jeg er,
Naar jeg Rom satyriserer,
Og mig over Kunst moqverer,
Alderdommens Kunst især:
Ræven under Rønnebær.

Lev, min Ven, lyksalig lev!
Hils det gamle Roms Gudinder!
Hils de nye Romerinder!
Hils Virgils og Flakkus Minder!
Hils hvad andet smukt, De finder!
Men, for alting, hils mig der
Humboldt med sin Humboldtinde,
Moltke med sin Adaminde,
Og den lille Carl især,
Som jeg meer, end alt, hvis Nyden
Blev min Siæl til Deel i Syden,
Har i min Erindring kiær.
Kom omsider fro tilbage,
Rig paa Kundskab, rustet ud
Med Erfaring — og en Brud,
Lære Dem, at vore Dage,
Trods de gamles Daad og Digt,
Have (skiøndt med Snue blandet)
Selv i Norden eet og andet
Himmelskt og guddommeligt!

Mangt et Blomst, som lifligt qvæger,
Mangen Plante selv, som læger,
Mangen Frugt — er udenlandsk;
Skue de fierne! pluk de næste!
Prøv dem alle! giem de beste!
O! men bliv bestandig — dansk!

Listen to this poem:

Comments about Romerering by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012

Poem Edited: Thursday, July 5, 2012


[Report Error]