Jens Baggesen


Roserne [Skiønne, kielne Roser! visner ikke!] - Poem by Jens Baggesen

Da jeg fik dem
Skiønne, kielne Roser! visner ikke!
Blomstrer trygge her hos eders Ven!
Eders spæde Torne frit ham stikke,
Eders Duft helbreder ham igien!
Eders kielne Spyd omsonst ham true;
Gierne lider han, hvad Amor leed,
For i eders Purpursmil at skue
Billedet paa skiøn Uskyldighed.

Skiønne, kielne Roser! visner ikke!
Dufter indtil Dagens Ende sødt!
Dufter end i Nattens Øieblikke,
Naar Naturens sidste Smil er dødt!
Solen atter frem i Morgen iler,
Og opvarmer mildt den kolde Luft;
Naar dens første Blik til Jorden smiler,
Lad det vække mig i eders Duft!

Da de visnede
Røde Roser! Eders Purpur blegner;
Hvide Roser! Eders Snee blev graa.
Ak! saa falmer, svinder, mattes, segner
Al den Skiønhed, Solen blomstre saae.
Roser! Eders sidste Smil mig minder
Hendes Smil, hvis Haand I blomstred' i;
Ogsaa dette Smil engang forsvinder!
Grumme Roser! ak! hvi visned I?

O! vi haabede den stolte Lykke,
Tryllet sødt i hendes Haand af Lyst,
Hendes skiønne, skyldfrie Barm at smykke,
Og engang at døe paa hendes Bryst!
Ak! vi maatte hendes Smil forlade;
Og af hendes Haand modtog os du;
Grumme! derfor falme vore Blade.
Grumme Sanger! derfor døe vi nu.

Listen to this poem:

Comments about Roserne [Skiønne, kielne Roser! visner ikke!] by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012

Poem Edited: Thursday, July 5, 2012


[Report Error]