Jens Baggesen


Satansengelen - Poem by Jens Baggesen

Den er der da, den frygtede blandt Dage,
Vor Hersomssamqvems Afskeedsdag:
De gaaer med Top og Tavl til Dannemark tilbage,
For fulde Seil; og jeg — et synkefærdigt Vrag,
Som Hymens Storm forslog paa Seinens Bred,
Fra den Tid af min sidste Mast
I Kiærligheds og Venskabs Nordsøe brast,
Jeg bliver liggende paa samme Sted,
Trods min bekiendte Lyst til Flytten.
I sligt et Fald, min Ven! man føler Nytten
Af lidt poetisk Munterhed.

Den bierged tidt tilforn, naar jeg var ude
Paa Verdens store Hav, min lille Skude;
Den ogsaa redde skal i Dag,
Trods al dets Synkefærdighed, fra Synken,
Mit Vrag.

Vel burde jeg, om nogensinde, græde,
Min Walterstorf! ved dette sidste Stød
For min Pariseromgangsglæde;
Thi Deres Bortgang er dens visse Død!
Jeg føler dybt, at mellem alle Skatte,
Som modens Dyd, og Flid, og Kunst, og Videnskab
Har sammendynget her, mig ingen vil erstatte,
Selv ei den største, Deres Tab.

Men det mig netop er en Grund til Latter:
Et Træk paa Smilebaandet kan slaae til,
Naar man har tabt et lille Spil;
Naar man gaaer bag af Dandsen, som Forfatter
Det mangen Versedommer paastaae vil,
Jeg tidt har giort — naar man gaaer glip af Pæren,
Man sigted til,
Og kommer fra sit Embede med Æren -
Naar man giør Bankerott — og hvad man ellers vil -
Deslige Smaapuf, naar de møde,
En Stoiker kan med et Smiil afbøde;
Men naar en Ven forlader os, Falill!
Der hører noget mere til;
Især naar denne Ven, paa vores Liste,
Er ikke blot den første, men den sidste.

For at forstrøe en Sorg, som denne, giør man vel,
At gaae saa langt man kan poetisk fra Forstanden,
At feie Rub og Stub Fornuften ud af Panden,
Og er det mueligt, lee sig reent ihiel.

Jeg efter Evne det vil giøre
I disse korte Afskeedsvers.
De vilde Dem til Graad, og ei til Latter røre,
Ifald De kunde læse dem paa tværs!
Thi, ak! min Ven! De vilde see og høre
Fortvivlelsen, som ligger i min Skierts,
Men det er ikke, hvad jeg har bag Øre;
Min Hensigt er, trods al min Hierteklem,
Endnu for sidste Gang at more Dem,
Jeg beder altsaa: læs dem ligefrem!

Naturligviis til Afskeed først jeg takker
For al den Ære, De har viist
Her i Paris mig ufornemme Prakker,
Hvergang i Deres Selskab jeg har spiist,
Ved, Rang og Stand til trods, at gierne lide
Jeg sad, hvor helst jeg sad, ved Deres Side.
Det giorde mig, som af Naturen er lidt blye,
Jeg kan ei sige Dem, hvor krye;
Sær naar de havde Kiolen paa med Stiernen -
Paris nødvendigen jo maatte troe,
Trods min luslidte Frak, og mine spidse Skoe,
Jeg havde dit og dat i Pungen eller Hiernen.
Thi sielden har den store Verden seet,
Ved Nat og Dag, i Sorg og Gammen,
Som Ligemænd og Venner sidde sammen,
En indisk Gouverneur og en Corsørsk Poet.
Jeg troer imellem os det første Gang er skeet
Paa saa besynderlig fornemme Steder,
Og ved saa høifornemme Leiligheder,
Som, for Exempel, hos Geheimeraaden her,
Ved Keiserkroningen, ved spanske Jordefærd,
Ved Hertuginders Bord, ved Deres eget -
Betænk hvor høit mit Værd maa derved være steget!

Men hvad er Æren imod Øl og Mad,
Naar man har Appetit, og gierne spise gad?
Og hvad er Øl og Mad, som eene Kroppen styrker,
For den, der Siælen frem for alting dyrker,
Mod en venskabelig, taalmodig Fiil,
Der ufortrøden kradser paa vor Stiil,
Saa længe til den faaer os reent af Munden,
Vort Overhovedet og vort i Grunden?

O Walterstorf! jeg glemme kan engang,
Hvor høit De lod mig stige her i Rang;
Hvor tidt De gav mig Kaffee, Viin og Kage;
Hvor tidt i Deres Vogn De lod mig age;
Hvor tidt De mig forstrakte selv med Guld,
Og proppede min tomme Daase fuld -
Jeg det, og meget meer — thi jeg mig selv kan glemme;
Men aldrig glemmer jeg den venskabsfulde Stemme,
Der med en mageløs Taalmodighed,
Mig lod saa længe, lig et Ekko, høre
Mit overhovedets Afskyelighed,
Og mit i Grundens Overflødighed,
Til endelig en sand Medlidenhed,
Med Deres og mit eget Øre,
Mig tvang til en alvorlig Selvkritik,
Hvorved omsider bugt jeg fik
Med Satans-Engelen og Pælen i min Snak,
Der var mig bleven en Slags aandelig Tobak.

Jeg ellers oekonomisk er med Tak,
Især til Dem, min Ven! som Takken hader!
Men denne haaber jeg, De mig forlader,
Naar jeg Dem Tingen giør lidt mere klar,
Og viiser Dem, hvor stor mig hin Velgierning var.

I ni og tyve syndefulde Aar,
(Alt i det ellevte mig en Mandindes Ynde
Lod, om jeg husker ret, begynde,
Om ikke grovt, dog fiint at synde)
Jeg saa alvorlig, som en Synder det formaaer,
Arbeided paa, mig om at vende,
Og mine Lysters Herredom at ende.
Halvfemsindstive Gange, hver en Fest
I Aaret, satte sig min Siel til Hest,
Paa hin Samvittighedens Ganger,
Som danske Moralister kalder Anger;
Og vovede paa den en Dyst,
Mod Satansengelen, mod Syndsens Lyst.
Halvfemsindstive Gange vendte Siælen
Desværre Hælen;
Beelzebub vandt Seir, og jeg var lige nær
Med min Omvendelse; hvad siger jeg? i Grunden
Blev efter hvert et Slag mig Vanen dobbelt kiær,
Og Siælen til den søde sledske Mær,
Man kalder Synden, dobbelt bunden.
Jeg blev tilsidst af denne Riden kied,
Og selv af Gangeren, jeg reed;
Og slutted — ikke Fred, som dog saa mangen anden -
(Thi det forbød mig min Samvittighed)
Men — Stilstand dog paa nogen Tid med Fanden.
Ak! Stilstand! — Som De seer jeg stod paa Randen
Af min Fordømmelse! hvo veed?
Jeg havde maaskee ganske sluttet Fred,
Hvis De, min Walterstorf! var ikke falden ned
Af Himlen for mig med en anden
Bucephalus, end den, jeg hidtil reed;
Og paa hvis Ryg min Siæl fik Bugt med Fanden.

Skam hedder den. Jeg raade vil enhver,
At ride den i Ledingsfærd
Mod hvadsomhelst for slemme Vaner,
Og Slendrianer.
At Alskens Synder ere Vaner blot,
Det veed enhver, som syndet har, ret got;
Og, om man har en slig i Hiertet, eller Munden,
Det kommer ud paa eet i Grunden.
Hvo sig kan vænne fra et Mundheld i sin Snak,
Kan ogsaa vænne sig fra Snuustobak -
Fra Drik — fra Spil — fra Vers for Urteboder -
Ja selv fra Kiærlighed — og Fanden og hans Moder.

Nu mærker De, hvor jeg vil hen -
Tak skee den røde Kindhest, De mig sendte,
Hvorpaa jeg lykkelig bestred
De Mundheldheste, som min Tale skiændte,
Langt fra med Satan nu at slutte Fred,
Jeg, efter opsagt Stilstand, ham bekriger
I hvad jeg giør, og tænker, eller siger;
Og slaaes bestandig, saa det er en Lyst,
Med alle hans Pandurer i mit Bryst;
Thi nu jeg ikke blot, men han og stundom viger.

Dog lad mig ikke glemme, hvad især
Jeg burde stride mod, (blandt mine Slendrianer
Og alle mine syndefulde Vaner,
Den allerværste noget nær)
Den nemlig: med for megen Snak at kiede! -
Jeg skamfuld bryder overtværs
Mit Afskeedsvers:
Vig bag mig, Satan, flye, forsvind, du Leede!

Reis lykkelig, min Walterstorf! min Ven!
Og Reisen vorde Dem forsødet
Ved Tanken: Jeg har trukket Baggesen
Apostelens bekiendte Pæl af Kiødet;
Og voldt, at han paa nye til Kamp uddrog
Mod Satansengelen, som ham med Næve slog.

Listen to this poem:

Comments about Satansengelen by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012



[Report Error]