Selsksabs-Sang Poem by Peter Andreas Heiberg

Den 25de September 1790

Hver Mand i Byen om Indtoget taler,
Om Transparenter og Dandserens Gang.
Decorationer og Porte man maler;
Synger hvad elleve Muser besang.
Alle begloede,
Faa kun forstode
Digterens Fingal og Frode.

Ordener hænger man paa Idioter,
Stierner og Baand man kun Adelen gier;
Men om de Mallinger, Suhmer og Rother,
Men ei et Ord i Aviserne seer.
Dog, har man Hierne,
Kan man jo gierne
Undvære Orden og Stierne.

Rigdommen voxer i Adelens Bleer;
Og, som en Skoemager nyeligt har sagt,
Eene de van'er, og von'er, og de'er
Holder Fortuna og Plutus i Agt.
Har vi ei meget,
Er det vort eget,
Som ei fra Staten er sveget.

Her man despotiske Satser ei lærer;
Lighed blant Mennesker drive vi paa;
Og ei, som Jydernes Proprietærer,
Ønske os Slaver, og Bønder at flaae.
Selv vi os føde;
Agerens Grøde
Vi ei som Dosmere øde.

Stormanden svirer, og glemmer den Arme,
30 Kan ham med kold Ligegyldighed see.
Vi ere Smaafolk, og føle med Varme,
Midt under Sviren, Elendigheds Vee.
Hungriges Mave
Fordrer en Gave;
Giver! og Tak skal I have.