Jens Baggesen


Selvindbydelse [Cicilia! jeg zittrer ved] - Poem by Jens Baggesen

Cicilia! jeg zittrer ved
Den gyselige Muelighed,
At een af de kostbare Dage,
Jeg har i denne Bye tilbage,
Skal gaae mig tabt i Kiedsomhed
For mig og dig og Evigheden,
For Venskab og for Poesie,
For Himlen paa vor Jord herneden,
Og for hver Fryd, som er deri.

O kunde du det ikke mage,
Jeg og i Dag en Smule nød
Af Guders Viin og Engles Brød,
Ved, nær din Arm og nær dit Skiød,
Til Middag end engang at smage
Den Glæde, som i Gaar jeg nød
Og stedse kalde skal tilbage
Med saligt Smil i Liv og Død?
Vil du ei skrive mig et Ord,
Et venligt Ord, som mig indbyder
Til det venskabelige Bord,
Hvor i hver Ret du Moly gyder,
Saa Sorgen over Syd og Nord
Og hele vores usle Jord
I sød veemodig Lyst bortflyder?
O tag i Hast en lille Pen,
Og sæt dig ved Claveret hen,
Og skriv mig paa et lille Blad,
Imens din Fylla laver Mad:
„O kom i Dag, min Baggesen,
Og deel med din Veninde den!"
Jeg ellers, skiøndt jeg nødig vilde,
Maa spise just et andetsteds,
Hvor jeg er buden til et Gilde;
Og hvor, ei nær saa vel tilfreds,
Jeg vil fortæres af min Kummer,
Hvis jeg ei falder først i Slummer,
Og vaagner op, i Hovdet ør,
I Hiertet tom, og maaskee ganske
Forqvaklet af det tydske Franske,
Faaer Krampe, Sting, og Slag, og døer.

Listen to this poem:

Comments about Selvindbydelse [Cicilia! jeg zittrer ved] by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012



[Report Error]