Jens Baggesen


Theater-Krønike - Poem by Jens Baggesen

Aar Attenhundrede, minus eet,
I hvilket endnu er Intet sket,
Jeg Janus Baggesen fra Corsøer,
Professor, Halvprost paa Regentsen,
Bagfierding af Skueplads-Omnipotentsen,
Og administrerende Directeur
For Maaneden (Forgaars inclusive,
Og Kongens Geburtsdag eksklusive)
Begyndte nærværende Chronica,
Hvori jeg for min Administrering
Af den mig overdragne Regiering
Regnskab aflægger, et cetera -
Med Nytaarsønske til hver især
Af mine høistærede Herrer Colleger
Exemplet at følge jeg giver,
Og fortsætte Krøniken maanedlig hver
Om ikke med andet, saa dog med — Streger.

* * *

Min første Forretning var for Frue Heger,
Og Frøken Birouste, samt Jomfrue Beck.
Jeg maatte dem Dit og Dat tilstede:
Ny Dragt, ny Dands og mindre Skræk
Med mindre Børn, som mindre græde.
For Gratier giør jeg alt med Glæde,
Selv smaabitte Børn; men til nok saa smaa
Tre lange Maaneder ei forslaae,
End sige tre, fire korte Dage;
De Spædeste fast et Aar medtage.

Jeg derfor heller bestilte eet
Hos Blankensteiner, som duede ikke
Saa vanskabt Barn har aldrig jeg seet.

Jeg maatte til Peer og til Povel skikke -
Omsider et levende blev mig flyet;
Af en Skrædder, der, efter sit eget Tykke,
Det havde saa godt som for Rollen syet,
Og roste det, som sit Mesterstykke.
Jeg lod det paa Prøven strax probere;
Men fandt det, som Skrædderprodukter flere,
For tyk i Hoved, for tyndt i Laar,
For kort i Been, og for langt i Arme,
Og skraalende, det sig Gud forbarme,
Og lignede Rungsted paa et Haar -
Det Haar var nok til at fælde Stykket,
Hvis hele Frisur er lidt forulykket.
Jeg maatte mig altsaa om andet see,
Der kunde sig mere maneerligt tee.
(Man Prøven af skraalende Børn betaler,
Som andre Choristers, med een Rigsdaler.)

Der endelig bragtes mig endnu eet,
Som neppe jeg løselig havde seet,
Før mit æsthetiske Skarpsyn dømte:
Her har vi Subjektet, hvorom jeg drømte!
Et sandt Theaterbarn-Ideal!
Saa vevert og venligt og vel tilmode,
Som giort i en Paaske-Perial,
Og født paa en Jule-Aftens Bal,
Det alle mig ogsaa strax tilstode.
I Prøven som strax blev giort derpaa,
(Den bedste, jeg end paa Theatret saae)
Det røbede fleer Naturens Gaver,
End alle de nye, Theatret haver;
Vel sandt, kun en Spire, men alt som saa
Mer værdt end en Qvist med en Due paa.
Det qvækkede, græd, og taug og loe
Til rette Tid; blev dets Rolle troe;
Men muntrede skiønsom Sørgestilen
I Stykket med Spøg og uskyldig Smilen.
Jeg roste det og af Hiertens Grund,
Beundrende høit dets store Pund,
For Faderen Foersom at piqvere
Til ligesaa smukt at debutere.

Men Glutten overgik langt Papa,
Der synes lidt svag in vi comica,
Og ligned i Stykket saa lidt en Fransk,
At Barnet endogsaa ham holdt for Dansk.
Og tilstod ham ydmyg siden efter
At Rollen gik over hans svage Kræfter.
Da Rollen just ei er umaadelig svær,
Var denne Sandhed mig ikke kiær;
Men da den ei heller var synderlig moersom,
Beviser det egentlig intet mod Foersom,
En Fyr, som jeg ellers kun har det imod,
At han til Theatret er næsten for god.

I øvrigt hvad angaar dette Stykke,
Da gjorde det blot Emigranter-Lykke;
Man veed, at den samme er saare tynd;
Og sige mere derom var Synd.

* * *

Jeg ikke med Taushed kan forbi gaae,
At første Gang jeg Birouste saae
I liden Entree, som derpaa fulgte;
Thi hvis jeg det samme Syn fordulgte,
Saa mistede denne min Chronica
En synderlig Pryd; thi alt det Andet
Er flaut, kiedsommeligt, plat og vandet,
Mod følgende Heisa! Hopsasa!

Jeg stod i Parkettet, næst Souffleurens,
I bedste Punkt, for al sin Glands
At skue en nymfelig Solo-Dands -
(Den Herlighed er nu Directeurens:
At han i Maanedens Skuespil
Kan staae, bag Orchestret, fast hvor han vil -
I Dands han Orchestret misunder ikke -
De Stakler maae i deres Noder kikke).
Saasnart man Birouste fremflyve saae
I korteste Gratiedragt, jeg mindes,
Der syntes bestandig at vestenvindes,
Hver Faun sig ønskte, som jeg, at staae;
Men selv lidt Faun jeg vel turde findes,
Hvis alt jeg beskrev, hvad her jeg saae.

O! du, som af alle de tre Gange tre,
Vort smagfulde Publicum meest tilbeder,
Som alle henriver, som Povel og Peder,
En lige Fortryllelse vældig bereder,
Naar Peder og Povel og blot kunne see -
Du veverste, letteste, mindste blandt Muser,
Som lettest af alle Fornuften beruser,
Og snarest forsikrer dig Hierternes Rov,
Paa Grund af Bevægelsens evige Lov,
Terpsichore! Mal mig den deiligste Pige
Fra Top og til — rigtig! Fra Top og til Knæer:
Julie Birouste — dig selv, vil jeg sige,
Dig selv, o Gudinde! paa Benene nær!
Men raser jeg? lader en Skiønhed i Flugten
Sig male, som en i en Stol eller Seng?
Man tegner en Høi, og en Lund, og en Eng;
Men Vindenes Flagren, og Skyernes Bugten,
Og Bækkens Iil, og en Graties Dands
Man tegner kun maadelig her til Lands -
Med her til Lands mener jeg ei blot Norden
Men hele den øvrige Del af Jorden.
Jeg derfor standser Begeistringens Elv
Med Overlægs Frost; hvo mit Syn vil skue
I hele dets Glands, og i lyse Lue,
Gaa hen og see Juliette selv!

* * *

Om Søndagformiddag holdtes Noget,
Som Syngeprøve blev nævnt, endskiøndt
Der mere blev skraalet end sunget kiønt -
Paa nogle hundrede Feil mod Sproget,
Omhyggelig samled i en Pialt
Geburtsdagsvæv, Evelina kaldt.

Med Thaarup gav jeg mig til at rage
I denne nybagte Julekage,
Og pille den som man piller Salat.
Vi fandt en Hoben for svage Tænder
For haardt, der hverken lignte Korender,
Rosiner, Mandeler eller Sukat.
Ved Omragen fandt vi hele Klumper
Af Deigtrugskorper, og andre Stumper,
Ja Spaaner, og Kul, og Steen, skiøndt smaa,
Dog alt for haarde at bide paa -
Af saadant var der et artigt Klynge,
Der sandelig ikke var til at synge.
Imidlertid var det dog nu engang
Rørt sammen efter Sachinis Klang
Og Kongen var meldt, han skulde smage
Paa sin Geburtsdag den deilige Kage.

Vi pillede, Thaarup og jeg, som sagt
Deraf, hvad Ingen vist havde smagt.
Vi pilled' i Dage, vi pilled' i fem,
Og blev dog ei færdig i alle dem.
Vi pilled' i syv, ja vi pilled' i ni:
Men Kagen blev aldrig for Steene frie.

Jeg takker min Gud, at jeg slap den Ære,
Paa Høihelligdagen den at frembære -
Skiøndt Thaarup, trods Maanedens Slid og Slud,
Og trods Skrædderindernes Slidder og Sladder,
Har Intet spart for at pynte den ud -
Skiøndt Walterstorff selv dertil staar Fadder,
Og putter lidt Slagsmaal og Død deri,
For Tingen at give lidt mere Værdie -
Og virkelig (derpaa tør jeg vedde)
Hvis Noget det kan, vil det den redde,
Og Thaarups romerske gode Smag,
Der kan bestaae til den yderste Dag -
Men trods det Alt, og end fleer Korender;
Trods alle de Daler, den koster vor Skat;
Trods alle de Lys, man om den tænder;
Det er og bliver en underlig Klat
Af Kage, hvordan man den ender og vender -
Da maa jeg dog sige, trods Frankenaus Smag,
Den Kage, jeg, forrige Fødselsdag,
Hans Majestæt saa godt som forærte,
Var derimod en ordentlig Tærte.

* * *

Af Syngeprøverne paa den Ting
Jeg gjorde som oftest et lille Spring
Paa Hoftheatret, hvor Dandsen prøves,
Og hvor lidt Tilsyn kan vel behøves.
Der stod man og stivned i Timer to,
Og vented paa to Figuranters Komme -
„Det skal betales i dyre Domme!"
Jeg svor ved mig selv og blev Eden troe.
Jeg skræksomt Eksempel strax statueerte.
Og skieldte paa Tielmann, og Staal mulkteerte.

Birouste dandsed i denne Scene
En nydelig Solo for mig alene. -
Her fandt jeg i min Administration
Den høieste Herlighed, Lux kan byde:
Som Hoffet og Folket i een Person,
Jeg enevældigen Alt kan nyde -
Jeg lægger mig nemlig, saa lang jeg er,
Paa Hofkanapeen, som stander der;
Og uden med Nogen min Pragt at dele,
Jeg magelig skuer derfra det Hele.
Jeg, der er Objektet for alle Fagter:
Hver Haand og hvert Been er mod mig strakt ud;
Hvert Øie saa kiælent hen til mig smagter;
Og kort, jeg er hele Theatrets Gud -
Man springer, og hopper, og rundt marcherer,
Og ender, og vender, og strækker sig,
Og fører til Toppen, og defilerer,
Og dreier sig rundt, og det alt for mig -
Og Spørgsmaal, om ikke paa Prøven skues,
Hvad Ingen i selve Balletten seer?
Her mangen en Taille mindre knues;
Her Gratier i Negligee fremgaae -
Og Spørgsmaal om alle har Buxer paa?
Jeg Sagen engang vil undersøge,
Alvorligen, som det sig hør og bør!
En administrerende Directeur
Tillader sig ei, med sligt at spøge.

* * *

Jeg springer over en Million
Details i min Administration:
Over Klager, For- og Bag-Tiltaler,
Og Rester af løbende Qvartaler -
Over mangen Theater-Misz, og Kat,
Der miavede mig om Dit og Dat -
Over Hansens Snak, over Nielsens Sladder,
Og Øegaards evige Plidderpladder -
Over Knudsens sorte Melankolie -
Over Madam Biroustes franske Vrævlen -
Over alle Statisternes dumme Kiævlen -
Og kort: over Alt, som der Intet er i.
Jeg gaar i Beskrivelsen meget forbi,
Hvorved jeg selv i Handlingen stod stille -
Og hvilken Postil blev ei for lille,
Hvis alt det Krams skulde staae deri?
Jeg haaber derfor, at Directionen
Tilgiver mig Streg — over ingen Ting;
Og Streg — over halve Prøvespring;
Og Streg — over hele Pyntekonen.
Man slutte just ei derfra til Hul
I Virkeligadministrationen!
En Streg, mine Herrer! Er intet Nul.

* * *

Repertoiret i denne Maaned
Af Frydendal skrækkelig blev forhaanet.
Hvad det mig kosted af Bryderie -
Tre Aarsager lade mig springe forbi:
Den første; jeg kan det ei beskrive -
Den anden: jeg alt for beskeden er -
Den tredie: hver Directeur især
Veed, hvilken Himmelens Under det er,
At efter det Helvedes Kryds og Qvær,
Det voldte mig, jeg er endnu i Live.

* * *

Saa kom den syttende Januar
Med Fanden løs, som den gierne pleier,
Med nye forbandede Hurlumheier,
Og giorde, som flere, mig reent til Nar.
Dens Byrde faldt mig saa tungt paa Nakken,
At, med Matrosen i hin Orkan,
Jeg tordnende bad den Onde ta'en
Og sparke den ud af Almanakken -
Thi stedse brister hvad alt ei brast,
Et Ministerium, eller en Mast
Paa denne usalige Dag hvorpaa
Vor Verden vil sikkert engang forgaae.

For denne Gang traf jeg kun Souffleuren -
Men skiøndt sligt Slag er et Fluesmæk,
Det indjog dog en forfærdelig Skræk
I administrerende Directeuren;
Thi Skuespilbaaden blev derved læk.
Dens Hul ei stoppes, som i en Skude,
Med bare Flesk eller gamle Klude.
En levende Prop maa puttes i,
Hvis ei, er den hele Seilads forbi -
Ja slig en Prop maa, paa min Ære,
Endogsaa meer end levende være:
Maa kunne læse baade Prent og Skrift,
Maa kunne passe paa mindste Vift,
Maa kunne høre, maa kunne see,
Og stedse dog bare sig for at lee.

I Prøven paa Barnlige Kiærligheden
Forsøgte jeg Øhlenschlæger; men
Af Hullet han snart sprang op igien,
Og Rosing kiærlig sprang ned isteden,
Men derved var ene Prøven klar. -

Jeg skrev til Sønnichsen (hæs han var)
Jeg skrev til den selvdimitteerte Hassing,
En Blæser, hvis Tab mig i Hiertet skar,
Og som jeg i alt har meget kiær,
Paa Borteblivnet, og Navnet nær,
Hvor Intet rimer sig paa, desværr'!
Undtagen to tredie Del af Wasching-
ton — hvilket saa godt som Intet er.

(Skam skulde dog alle de Fædre faae,
Der deres Børn lade døbe saa,
At intet sig rimer paa deres Navn!
Af Daaben dog høstedes nogen Gavn,
Hvis, med Formularen, den Lov blev givet:
At hvert et Foster i Kiøbenhavn,
Som vordede Kirkens Skiød indlivet,
Dog burde have et rimeligt Navn.
Men Theologiske Faculteter
Sig bryde kun lidt om os Poeter -
Det egentlig og er Forældres Pligt
Langt meer, en deres, at see paa sligt!
Hvor mangen Fader har skilt derved
Sin Søn fra al Udødelighed,
At han ham i Daaben et Navn lod faae,
Som selv ikke jeg kan rime paa,
Der dog kan rime paa selve Fanden
Saa godt som han selv eller nogen Anden!
Især burde Litteraturpersoner,
Fra Sangersker af indtil Pyntekoner,
Fra den, der sofflerer fra Pindi Top,
Ned ad, som Apollo det skal giøre,
Til den, der sofflerer fra neden ad op,
Med Navn i det mindste noget giøre,
Der gav os om Musers Kraft et Vink!
Da lover jeg vor salig Link,
Der rimede godt med Sving, og Hink!
Da lover jeg mig vor gode Zink,
Der rimer med ham, og paa tydsk, med Trink!
Und klink! mein Brüderchen! klink! klink! klink!
Og ellers for Resten er meget flink!)

Jeg skriver staaende, lidt paa Skree -
Hvis Parenthesen for langt er rullet
Paa Skrivepapirets den bratte Snee,
Og Stregen derved, som let kan skee,
Er kommen en Smule for langt fra Hullet -
Skyd Skylden for det, som for meer, min Far,
Paa bandsatte syttende Januar;
Jeg lider desuden meest derunder;
Vist ingen i Verden har mindre Stunder
Til lang Parenthes, end en Directeur,
Der, medens han skriver om Souffleur,
En Time før Stykket, der maa souffleres,
Skal Kongen og Folket presenteres,
Endnu har Ingen at stole paa,
Og en dog endelig have maa!

Der stod jeg og tabte Mund og Næse,
Pen, Blæk, og Papir, og gode Ord
Den ei kunde Skrift — Den Prent ei læse -
Og ingen Musik — og Alle hæse -
Og Tiden afsted, som Fanden foer.
I min Fortvivlelse vist jeg troer,
Jeg havde forsøgt det, selv at blæse -
Da endelig hørtes noget hvæse,
Og Sønnichsen mig imøde foer -
Jeg foer ham imøde ligeledes,
Af Glæde vidste jeg ei at stedes:
Jeg næsten gik reent fra min Forstand,
Og vilde favne den gode Mand -
Men Skiebnen maatte det just saa vende,
At Frøken Birouste stod næst derved
Og i Henrykkelsens Heftighed
Isteden for ham, jeg favnte hende.
Jeg derfor syttende Januar
I min Almanak benaadet har.

* * *

I Barnlige Kiærlighed mest mig hoved
Den første Scene hvor der blev sovet.
Den Digter, som ikke begribe kan,
Hvorledes hiint Ægteskab gik an
Imellem den yngste blandt Halvgudinder
Og Søvnens Gud, det forklaret finder,
Naar her i det slumrende Frydendal
Han seer den samme Herr Guds Rival.
I hele min Maaned var denne Scene
Den skiønneste? Meer jeg alene?
Om Frydendal turde jeg ellers mene,
Han sikkert blev stor i adskillige Fag,
Hvis sove var noget mindre hans Sag.

* * *

Skiøndt Skippere har meget udbasunt
Om Polens Kuld, i hvis frosne Pøle
Men let løber Fare, sig at forkiøle;
Saa troer jeg det dog paa Spitsberg luunt,
Mod Kulden paa Kongelig Danske Theater,
Hvor evige Trækvinds Iis-Passater
Igiennemstryge, som Syl og Preen,
Coulisser, og Skiørter, og Laar, og Been.
Jeg stod saa længe med blotte Kiole,
Foruden Pels, og i bare Skoe,
Paa høire eller venstre af de to
Min komiske Klodes kolde Pole,
At jeg paa Halsen en Svindsot fik,
Med Snue, med Hoste, med Krampe og Kolik
Hvorved jeg svandt hen, som Sol for Duggen -
(Jeg mener den islandske Dug eller Sliim,
Som ellers man ogsaa kalder Riim)
Og troede min Død mig vis i Gluggen -
(Jeg haaber, at Directionen ei har
Forglemt at Glugmaaned er Februar)
I Christmaaned kunde jeg ei krepere;
Thi for at døe maa man gaa i Staae,
Og jeg i nærværende Maaned maae,
Perpetuo mobilis, mig movere.
Til sidst en erfaren Mand paastod,
Min Svindsot var intet andet, i Grunden,
End Skuespildampen, man faar i Munden,
Og som man kan kalde Svinesod. -

* * *

Nu hyppe sig mine Forretninger saa,
At det ikke er at tænke paa
Dem Efterverdenen at levere,
Ved her dem paa Riim at protocollere.

Hvert Stof til — være sig hvilken Form,
Blir utaknemligt, reent udueligt,
Og Skiønhedsværket deraf umuligt,
Saasnart Materien blir enorm.
Man lettere trækker den ud end ind;
Og lettere koges en Suppe paa Pind,
End Pind af Suppe, selv nok saa megen -
Naturen der dog vel er mindst forlegen
I plastisk Dannen, som er den egen,
Tidt finder for meget Kiød til Kind;
Og nødes til, selv sig at forplumpe
Saa stærkt, at Ansigtet bliver til Rumpe.
Jeg har Natur-Epopeer seet
I Dame-Cirkler, endog ved Hoffet,
Hvor Mund og Næse gik ud i eet,
Og ene ved Overflod af Stoffet.
Jeg selv har skrevet en Opera,
Der havde jeg taget i sammes Fabel
En fem, sex, syvende Dele fra,
Maaske var bleven i Form passabel.
For meget er værre, end for lidt, og kort:
Vor Herre selv Verden ei havde giort
Hvis Chaos havde dem været for stort -
Jeg derfor det Giorte vil ei berøre,
Før jeg faar noget mindre at giøre,
Og Krøniken smukt henlægge vil,
Til jeg faaer lidt mindre Stof dertil.

Listen to this poem:

Comments about Theater-Krønike by Jens Baggesen

There is no comment submitted by members..



Read this poem in other languages

This poem has not been translated into any other language yet.

I would like to translate this poem »

word flags

What do you think this poem is about?



Poem Submitted: Thursday, July 5, 2012

Poem Edited: Thursday, July 5, 2012


[Report Error]