til en Pieta af Michelangelo
(Pieta di Rondanini i Milano)
Og inde i stenen findes skulpturen allerede
og inde i den en anden
og en anden
og hvor skal jeg standse
for kun tvivlen står tilbage
ordene ligger
i min kuglepen
det føles godt
at gå til grunde
i dette hav af ord
men du hvisker til mig
at ingen når at færdiggøre
det de var i færd med
og at kærlighed er ét eneste
uafsluttet ønske om at blive ved
du rejser mig
du lader mig falde
måske er det døden selv
du prøver at få til at gå
måske findes det jeg søger
i den hvide marmormonolit
der svæver som en standset angst
midt i et selvmordspring
susende stille nu
pludselig ingenting
min arm der sover
uden for min krop
måske som sammenrullet mørke
under en lygtepæl
eller noget andet
og langt mere kompliceret
min far f. eks. i et epileptisk anfald
hvad er det han ser når hans øjne
vender det hvide ud
jeg prøver at rejse ham igen
filtret ind i market
så tung en krop kan være
når den forvandler sig
til en mærkelig
blød sten
eller er det
min lille hvide mor
der er kommet
for at kvæle mig
der er næsten ingenting tilbage
en dobbelthovedet engel
der smelter alt
med sit
indadvendte blik
to mennesker
i en underlig
forening
et bjerg
der forsøger
at gå
This poem has not been translated into any other language yet.
I would like to translate this poem