VED INDGANGEN Poem by Henrik Nordbrandt

1.
I drømmen
ved indgangen til din grav
standsede du mig
med de samme ord, som jeg selv
havde udtalt i en drøm
hvor jeg var død før dig

så jeg ikke længere kan drømme.


2.
Rustne, og på skrigende hængsler
slog alle de låger jeg nogensinde
havde set, hørt eller beskrevet
én efter én
i under den grå himmel.

Da var alt hvad der fandtes
i min bevidsthed, jord.


3.
Hvad skal jeg sige om den verden
hvor din aske står i en urne
andet end dette?


4.
På hver rejse rejser du i forvejen.
På perronerne ser jeg dine spor i nysneen.
Når toget går i gang
Springer du ud af den bageste vogn

For at komme frem til næste station før mig.


5.
Udenfor de små byer med deres søvnige gadelamper:
sportstadions så strålende som hovedstæder.

Dine brilleglas glimter under projektørerne.

Hvor skulle de ellers lede efter ringen
der den nat, hvor strømmen svigtede
trillede ind under sengen og var væk?


6.
"I lige måde."
var mine sidste ord til dig
i telefonen
da du sagde, du savnede mig.
I lige måde, Evighed!


7.
Du er væk.

Tre ord. Og ikke ét
af dem
findes nu i nogen

anden sammenhæng.