Henrik Nordbrandt

After having loved we lie close together
and at the same time with distance between us
like two sailing ships that enjoy so intensely
their own lines in the dark water they divide
...

Efter at have elsket ligger vi tæt sammen
og på samme tid med afstand mellem os
som to sejlskibe der nyder
deres egne linier i de mørke vande, de skiller
så intenst, at deres skrog
er lige ved at åbne sig af ren og skær fryd
mens de sejler om kap, ud i det blå
under sejl, som nattevinden fylder
med blomsterduftende vind og måneskin
- uden at et af dem på noget tidspunkt
forsøger at sejle det andet agterud
og uden at afstanden mellem dem
formindskes eller forøges en smule.

Men der er andre nætter, hvor vi driver af sted
som to klart illuminerede luxuslinere
der ligger side om side
med maskinerne slået fra, under en fremmed stjernehimmel
og uden en eneste passager om bord:
På hvert dæk spiller et violinorkester
til ære for de lysende bølger.
Og havet er fuldt af gamle, trætte skibe
som vi har sænket i vores forsøg på at nå hinanden.
...

After having loved we lie close together
and at the same time with distance between us
like two sailing ships that enjoy so intensely
their own lines in the dank water they divide
that their hulls
are almost splitting from sheer delight
while racing, out in the blue
under sails which the night wind fills
with flowerscented air and moonlight
- without one of them ever trying
to outsail the other
and without the distance between them
lessening or growing at all.

But there are other nights, where we drift
like two brightly illuminated luxury liners
lying side by side
with the engines shut off, under a strange constellation
and without a single passenger on board:
On each deck a violin orchestra is playing
in honor of the luminous waves.
And the sea is full of old tired ships
which we have sunk in our attempt to reach each other.
...

Hver gang du kommer tilbage
kunne jeg dræbe dig for det
- af misundelse over den udsigt
jeg ikke fik set, floden
der slyngede sig gennem byen og ud
i et blomstrende landskab
medmindre det var en strøm af blå heste
bjergenes sne og de indfødtes
sprog, de indforståede vittigheder
de fortalte om deres konge.
‘Violinbyggernes by' har jeg ofte
døbt det sted, hvor jeg leder
efter din sjæIs foretrukne tilholdssted
din melankolis skovbund, og den særlige
tone i lyset over din kind
den som gør mig gal sidst på vinteren
eller med andre ord: Om døden ved jeg intet
men en sådan afmagt tillægger jeg de døde
en sådan genstandsløs længsel
at intet billede kan gøres
på trods af rammen, som altid er der:
Hele natten ned ad floden
lå vi ikke desto mindre vågne på dækket
og lyttede til strygermusikken
der blev båret ud mod os fra usynlige bredder
...

Every time that you return
I could kill you for it -
out of envy at the view
I never gained a glimpse of, the river
that wound its way through the city and out
into lush countryside
unless it was a stream of blue horses
the snow of the mountains and the local
language, the inside jokes
they made about their kings.
‘The city of violin makers' I have often
christened the place where I search
for your soul's preferred haunt
your melancholy's woodland floor, and the special
tint in the light across your cheek
the one that drives me mad in late-winter
or in other words: I know nothing of death
but I ascribe such powerlessness to the dead
such an undirected yearning
that no picture can be made
despite the frame that is always present:
Throughout the night downriver
we nevertheless lay awake on deck
listening to the string music
borne out to us from invisible banks.
...

Dage bevæger sig i én retning
ansigter i den modsatte.
Uophørligt låner de hinandens lys.

Mange år efter er det vanskeligt
at afgøre hvad der var dage
og hvad der var ansigter . . .

Og afstanden mellem de to ting
føles mere uoverskridelig
dag for dag og ansigt for ansigt.

Det er det jeg ser på dit ansigt
Disse lysende dage sent i marts.
...

Days move along in one direction
faces in the opposite.
Uninterruptedly they borrow each other's light.

Many years later it is difficult
to determine which were the days
and which were the faces . . .

And the distance between the two things
feels more unreachable
day by day and face by face.

It is this I see in your face
these bright days in late March.
...

Nede i kælderen kunne jeg intet se
på grund af mine solbriller
fandt jeg ud af, da jeg endelig tog dem af
og smed dem fra mig i vrede.

Nu sidder jeg og kan ikke se havet ordentligt
fordi jeg har læsebriller på
og heller ikke læse hvad jeg skriver
fordi solen er for stærk.

Af stædighed beholder jeg læsebrillerne på
og ingen magt
skal få mig til at gå ned i kælderen efter solbrillerne!
Sådan er mit liv. Sådan er menneskelivet.

Sådan fortsætter krigen.
...

Down in the basement I couldn't see a thing
because, I discovered, I had my sunglasses on.
When I finally took them off
I threw them from me in a rage.

Now I sit and can't make out the sea
because I have my reading glasses on.
And I can't read what I've written
because the sun's too bright.

Out of stubbornness I keep my reading glasses on
and nothing
will get me to go down in the basement after the sunglasses!
That's my life. That's all of our lives.

That's how the war continues.
...

Den aften jeg ankom, knust
til stambaren
og fortalte om min kærestes død
dagen før
var de der alle tre:
Ugur, som gik ud og købte blomster
og bad mig om at tage dem med
når jeg engang rejste
til det sted hvor det var sket
Asaf som senere gav mig en tegning
og Behçet, psykiateren,
som tilbød at hjælpe mig
med det der kaldes for "sorg".
Ved et tilfælde var de der faktisk
den aften, de tre
som to år senere blev dræbt
brændt i Guds navn
af en skare fanatikere.

De tørre roser
ligger i bagagerummet på min bil
Asafs tegning
gulner i sin ramme på væggen
Hvad sorgen angår
undrer det mig at jeg kan have lært
dette ord
for så mange år siden
da det som plagede mig værst af alt
var kedsomhed.
...

The night I came, shattered,
into my favourite bar
and told about my girlfriend's death
the day before
they were there, all three:
Ugur, who went out and bought flowers
and asked me to take them with me
when I went
to the place where it happened
Asaf, who later gave me a drawing
and Behçet, the psychiatrist
who offered to help me
with what is called "grief".
By coincidence they really were there
that night, the three
who two years later were killed
burned in God's name
by a band of fanatics.

The dried roses
lie in the trunk of my car
Asaf's drawing
yellows in its frame on the wall.
And as for grief
it surprises me that I could have learned
that word
so many years ago
when what plagued me worst of all
was boredom.
...

En støvet sky gik for solen
og lagde bjergsiden ned
til et vinterleje
for min elskede
og hendes elsker.

En bro gungrede under mine fødder
men mine skridt
havde ingen retning.

Der var lige så langt over broen
som jeg var kommet fra min barndom.

Så døden måtte findes
et sted mellem mig og de grå pile
på den modsatte bred.

Det hele varede mindre end et minut
men resten af verden.
...

A dusty cloud passed in front of the sun
lowering the mountain side
to a winter lair
for my love
and her lover.

A bridge rumbled beneath my feet
but my steps
were without direction.

It was just as far across the bridge
as I had come from my childhood.

So death had to be found
somewhere between me and the grey willows
on the opposite bank.

It all lasted less than a minute
but the rest of the world.
...

Dette landskab ligner en hemmelighed
fordi floden ikke ses
fra det sted, hvor jeg befinder mig.
Og derfor er det også
det landskab, hvor jeg lettest
ville kunne undvære mig selv.
Mellem disse grønne høje og blå bjerge
føles min person
næsten som en fornærmelse.
Men nødvendig er den: For jeg
ved, hvordan ildfluerne oplyser floden
når mørket skjuler den
og ikke som nu, bakkerne
der på grund af de bortvendte skråninger
vandets turkisgrønne farve
og træstammerne der driver ud mod havet
forårsager, at jeg er flodens hemmelighed.
...

This landscape looks like a secret
because the river can't be seen
from the spot where I am standing.
And therefore it is
the landscape where I most easily
would be able to do without myself.
Among these green hills and blue mountains
my person
almost feels an insult.
But it is necessary: For I
know how the fireflies light up the river
when the dark conceals it
and not as now, the hills
which, because of their averted slopes
the turquoise of the water
and the logs that float out to the sea,
cause me to be the river's secret.
...

At sove i dine arme
er lige så mærkværdigt og smukt
som at være kejserlig
fuglefænger i en eventyrverden
hvor alle ting har vinger
og flyver frem og tilbage mellem hinanden
fordi de synes det er skægt at flyve
og fordi de elsker at blive fanget
og sluppet løs igen
så de rigtig kan nyde deres vinger
deres purpurrøde og sølverne
og smaragdgrønne og gyldne vinger
i det eventyrlige, violette tusmørke
hvor du ligger ved siden af mig
som en stær der er styrtet til jorden
våd og forpjusket, med sine fjer
og øjenlåg limet til af søvnens hvide valmuelim.
...

To sleep in your arms
is just as remarkable and beautiful
as being an imperial
birdhunter in a fairytale world
where all things have wings
and fly back and forth among themselves
because they think it is fun to fly
and because they love to be caught
and released again
so they can make good use of their wings
their scarlet and silver
and emerald-green and golden wings
in that fantastical violet dusk
where you lie beside me
like a starling that has fallen to earth
wet and rumpled, with your feathers
and eyelids glued shut by sleep's white poppy-glue.
...

1.
I drømmen
ved indgangen til din grav
standsede du mig
med de samme ord, som jeg selv
havde udtalt i en drøm
hvor jeg var død før dig

så jeg ikke længere kan drømme.


2.
Rustne, og på skrigende hængsler
slog alle de låger jeg nogensinde
havde set, hørt eller beskrevet
én efter én
i under den grå himmel.

Da var alt hvad der fandtes
i min bevidsthed, jord.


3.
Hvad skal jeg sige om den verden
hvor din aske står i en urne
andet end dette?


4.
På hver rejse rejser du i forvejen.
På perronerne ser jeg dine spor i nysneen.
Når toget går i gang
Springer du ud af den bageste vogn

For at komme frem til næste station før mig.


5.
Udenfor de små byer med deres søvnige gadelamper:
sportstadions så strålende som hovedstæder.

Dine brilleglas glimter under projektørerne.

Hvor skulle de ellers lede efter ringen
der den nat, hvor strømmen svigtede
trillede ind under sengen og var væk?


6.
"I lige måde."
var mine sidste ord til dig
i telefonen
da du sagde, du savnede mig.
I lige måde, Evighed!


7.
Du er væk.

Tre ord. Og ikke ét
af dem
findes nu i nogen

anden sammenhæng.
...

1.
In the dream
at the gate to your grave
you stopped me
with the same words
I had spoken in a dream
where I died before you

so now I can no longer dream.


2.
Rusty, and on squeaky hinges
all the gates I have ever
seen, heard, or described
closed one by one
under a grey sky.

That is all there was
in my mind, earth.


3.
What can I say about the world
in which your ashes sit in an urn
other than that?


4.
On every trip you stay ahead of me.
On platforms I see your footprints in fresh snow.
When the train starts to move
you jump out of the back carriage

to reach the next station ahead of me.


5.
Outside the small towns with their sleepy street lights:
stadiums bright as capitols.

The lights glinted off your glasses.

Where else should you look for the ring
which, the night the power went out,
rolled under the bed and was gone?


6.
"I miss you, too"
were my last words
on the telephone
when you said you missed me.
I miss you too, Forever!


7.
You are gone.

Three words. And not one
of them
exists now in any

other context.
...

En rigtig dansk sommer skal være temaet for denne sonnet:
For det må da være rigtigt at det, som omgiver en, ikke skal siges
i tretten eller femten linier, men i fjorten: Sådan vil jeg mene
alting kommer på sin plads, så form og indhold bliver ét
sådan som jeg selv er ét med sommeren
som er ét med danskheden
der er det helt rigtige: Men det ville ikke være dette digt
hvis det ikke påpegede, at ingen kan være ét med noget andet.
Plads skal der være: En rigtig dansk sommer
er nok der hvor jeg bedst kunne undvære mig selv.
Og jeg lod gerne naturen tale på mine vegne, om ikke det vulgære
grønne havde gjort det for pinligt:
Midt i det står en høj rød skorsten: Den hører til krematoriet.
Hvilken trøst langt om længe at blive fri for sig selv!
...