Henrik Nordbrandt Poems

After having loved we lie close together
and at the same time with distance between us
like two sailing ships that enjoy so intensely
their own lines in the dark water they divide
...

Efter at have elsket ligger vi tæt sammen
og på samme tid med afstand mellem os
som to sejlskibe der nyder
deres egne linier i de mørke vande, de skiller
så intenst, at deres skrog
er lige ved at åbne sig af ren og skær fryd
mens de sejler om kap, ud i det blå
under sejl, som nattevinden fylder
med blomsterduftende vind og måneskin
- uden at et af dem på noget tidspunkt
forsøger at sejle det andet agterud
og uden at afstanden mellem dem
formindskes eller forøges en smule.

Men der er andre nætter, hvor vi driver af sted
som to klart illuminerede luxuslinere
der ligger side om side
med maskinerne slået fra, under en fremmed stjernehimmel
og uden en eneste passager om bord:
På hvert dæk spiller et violinorkester
til ære for de lysende bølger.
Og havet er fuldt af gamle, trætte skibe
som vi har sænket i vores forsøg på at nå hinanden.
...

After having loved we lie close together
and at the same time with distance between us
like two sailing ships that enjoy so intensely
their own lines in the dank water they divide
that their hulls
are almost splitting from sheer delight
while racing, out in the blue
under sails which the night wind fills
with flowerscented air and moonlight
- without one of them ever trying
to outsail the other
and without the distance between them
lessening or growing at all.

But there are other nights, where we drift
like two brightly illuminated luxury liners
lying side by side
with the engines shut off, under a strange constellation
and without a single passenger on board:
On each deck a violin orchestra is playing
in honor of the luminous waves.
And the sea is full of old tired ships
which we have sunk in our attempt to reach each other.
...

Hver gang du kommer tilbage
kunne jeg dræbe dig for det
- af misundelse over den udsigt
jeg ikke fik set, floden
der slyngede sig gennem byen og ud
i et blomstrende landskab
medmindre det var en strøm af blå heste
bjergenes sne og de indfødtes
sprog, de indforståede vittigheder
de fortalte om deres konge.
‘Violinbyggernes by' har jeg ofte
døbt det sted, hvor jeg leder
efter din sjæIs foretrukne tilholdssted
din melankolis skovbund, og den særlige
tone i lyset over din kind
den som gør mig gal sidst på vinteren
eller med andre ord: Om døden ved jeg intet
men en sådan afmagt tillægger jeg de døde
en sådan genstandsløs længsel
at intet billede kan gøres
på trods af rammen, som altid er der:
Hele natten ned ad floden
lå vi ikke desto mindre vågne på dækket
og lyttede til strygermusikken
der blev båret ud mod os fra usynlige bredder
...

Every time that you return
I could kill you for it -
out of envy at the view
I never gained a glimpse of, the river
that wound its way through the city and out
into lush countryside
unless it was a stream of blue horses
the snow of the mountains and the local
language, the inside jokes
they made about their kings.
‘The city of violin makers' I have often
christened the place where I search
for your soul's preferred haunt
your melancholy's woodland floor, and the special
tint in the light across your cheek
the one that drives me mad in late-winter
or in other words: I know nothing of death
but I ascribe such powerlessness to the dead
such an undirected yearning
that no picture can be made
despite the frame that is always present:
Throughout the night downriver
we nevertheless lay awake on deck
listening to the string music
borne out to us from invisible banks.
...

Dage bevæger sig i én retning
ansigter i den modsatte.
Uophørligt låner de hinandens lys.

Mange år efter er det vanskeligt
at afgøre hvad der var dage
og hvad der var ansigter . . .

Og afstanden mellem de to ting
føles mere uoverskridelig
dag for dag og ansigt for ansigt.

Det er det jeg ser på dit ansigt
Disse lysende dage sent i marts.
...

Days move along in one direction
faces in the opposite.
Uninterruptedly they borrow each other's light.

Many years later it is difficult
to determine which were the days
and which were the faces . . .

And the distance between the two things
feels more unreachable
day by day and face by face.

It is this I see in your face
these bright days in late March.
...

Nede i kælderen kunne jeg intet se
på grund af mine solbriller
fandt jeg ud af, da jeg endelig tog dem af
og smed dem fra mig i vrede.

Nu sidder jeg og kan ikke se havet ordentligt
fordi jeg har læsebriller på
og heller ikke læse hvad jeg skriver
fordi solen er for stærk.

Af stædighed beholder jeg læsebrillerne på
og ingen magt
skal få mig til at gå ned i kælderen efter solbrillerne!
Sådan er mit liv. Sådan er menneskelivet.

Sådan fortsætter krigen.
...

Down in the basement I couldn't see a thing
because, I discovered, I had my sunglasses on.
When I finally took them off
I threw them from me in a rage.

Now I sit and can't make out the sea
because I have my reading glasses on.
And I can't read what I've written
because the sun's too bright.

Out of stubbornness I keep my reading glasses on
and nothing
will get me to go down in the basement after the sunglasses!
That's my life. That's all of our lives.

That's how the war continues.
...

Den aften jeg ankom, knust
til stambaren
og fortalte om min kærestes død
dagen før
var de der alle tre:
Ugur, som gik ud og købte blomster
og bad mig om at tage dem med
når jeg engang rejste
til det sted hvor det var sket
Asaf som senere gav mig en tegning
og Behçet, psykiateren,
som tilbød at hjælpe mig
med det der kaldes for "sorg".
Ved et tilfælde var de der faktisk
den aften, de tre
som to år senere blev dræbt
brændt i Guds navn
af en skare fanatikere.

De tørre roser
ligger i bagagerummet på min bil
Asafs tegning
gulner i sin ramme på væggen
Hvad sorgen angår
undrer det mig at jeg kan have lært
dette ord
for så mange år siden
da det som plagede mig værst af alt
var kedsomhed.
...