Henrik Nordbrandt Poems

After having loved we lie close together
and at the same time with distance between us
like two sailing ships that enjoy so intensely
their own lines in the dark water they divide
...

Når et menneske dør
bliver dets omgivelser tilbage:

Bjergene i det fjerne
kvarterets huse
og vejen som om søndagen
går over en træbro
lige inden den fører ud af byen.

Og forårssolskinnet
som lidt ud på eftermiddagen
når en hylde med bøger
og tidsskrifter, som uden tvivl
engang var nye.

Det er ikke spor mærkeligt.

Men det har ikke desto mindre
ofte undret mig.
...

When somebody dies
his surroundings remain:

The distant mountains
the houses in the block
and the Sunday road which
passes over a wooden bridge
just before leaving the town.

And the spring sunshine
which in early afternoon
reaches a shelf with books
and magazines which doubtlessly
once were new.

It's not the least bit strange.

Even so, I've often
wondered about it.
...

Junibrisen presser en tynd kjole
ind mod kroppen af den pige, som har den på
og står under en lille solparasol
i en robåd.
Kjolen er hvid og holdt sammen
af et sølvspænde over hendes venstre bryst.
Havet er mælkeagtigt blåt.
Inde på stranden er der folk i stribede badedragter
badehuse og iskager.
Eftersom det er undertegnede, der ror
ser det for dem ud, som om pigen var alene i båden
og bevægede sig fremad
ved hjælp af den samme, passive kraft
som sølvspændet, der forhindrer kjolen i at flyve bort.
...

The June breeze presses a thin dress
up against the body of the girl who's wearing it
and standing under a small parasol
in a rowing boat.
The dress is white and held together
by a silver clasp over her left breast.
The sea is milky blue.
Back on the beach there are people in striped swimsuits
bathing huts and ice-cream cones.
Since it's yours truly who is rowing
it looks to them as if the girl was alone in the boat
and was pushing forwards
with the aid of the same passive force
as the silver clasp that prevents the dress from flying off.
...

Efter at have elsket ligger vi tæt sammen
og på samme tid med afstand mellem os
som to sejlskibe der nyder
deres egne linier i de mørke vande, de skiller
så intenst, at deres skrog
er lige ved at åbne sig af ren og skær fryd
mens de sejler om kap, ud i det blå
under sejl, som nattevinden fylder
med blomsterduftende vind og måneskin
- uden at et af dem på noget tidspunkt
forsøger at sejle det andet agterud
og uden at afstanden mellem dem
formindskes eller forøges en smule.

Men der er andre nætter, hvor vi driver af sted
som to klart illuminerede luxuslinere
der ligger side om side
med maskinerne slået fra, under en fremmed stjernehimmel
og uden en eneste passager om bord:
På hvert dæk spiller et violinorkester
til ære for de lysende bølger.
Og havet er fuldt af gamle, trætte skibe
som vi har sænket i vores forsøg på at nå hinanden.
...

After having loved we lie close together
and at the same time with distance between us
like two sailing ships that enjoy so intensely
their own lines in the dank water they divide
that their hulls
are almost splitting from sheer delight
while racing, out in the blue
under sails which the night wind fills
with flowerscented air and moonlight
- without one of them ever trying
to outsail the other
and without the distance between them
lessening or growing at all.

But there are other nights, where we drift
like two brightly illuminated luxury liners
lying side by side
with the engines shut off, under a strange constellation
and without a single passenger on board:
On each deck a violin orchestra is playing
in honor of the luminous waves.
And the sea is full of old tired ships
which we have sunk in our attempt to reach each other.
...

Hver gang du kommer tilbage
kunne jeg dræbe dig for det
- af misundelse over den udsigt
jeg ikke fik set, floden
der slyngede sig gennem byen og ud
i et blomstrende landskab
medmindre det var en strøm af blå heste
bjergenes sne og de indfødtes
sprog, de indforståede vittigheder
de fortalte om deres konge.
‘Violinbyggernes by' har jeg ofte
døbt det sted, hvor jeg leder
efter din sjæIs foretrukne tilholdssted
din melankolis skovbund, og den særlige
tone i lyset over din kind
den som gør mig gal sidst på vinteren
eller med andre ord: Om døden ved jeg intet
men en sådan afmagt tillægger jeg de døde
en sådan genstandsløs længsel
at intet billede kan gøres
på trods af rammen, som altid er der:
Hele natten ned ad floden
lå vi ikke desto mindre vågne på dækket
og lyttede til strygermusikken
der blev båret ud mod os fra usynlige bredder
...

Every time that you return
I could kill you for it -
out of envy at the view
I never gained a glimpse of, the river
that wound its way through the city and out
into lush countryside
unless it was a stream of blue horses
the snow of the mountains and the local
language, the inside jokes
they made about their kings.
‘The city of violin makers' I have often
christened the place where I search
for your soul's preferred haunt
your melancholy's woodland floor, and the special
tint in the light across your cheek
the one that drives me mad in late-winter
or in other words: I know nothing of death
but I ascribe such powerlessness to the dead
such an undirected yearning
that no picture can be made
despite the frame that is always present:
Throughout the night downriver
we nevertheless lay awake on deck
listening to the string music
borne out to us from invisible banks.
...

Dage bevæger sig i én retning
ansigter i den modsatte.
Uophørligt låner de hinandens lys.

Mange år efter er det vanskeligt
at afgøre hvad der var dage
og hvad der var ansigter . . .

Og afstanden mellem de to ting
føles mere uoverskridelig
dag for dag og ansigt for ansigt.

Det er det jeg ser på dit ansigt
Disse lysende dage sent i marts.
...